En mand i 50’erne fra Troms i Norge er blevet idømt 75 dages fængsel efter at have skudt og dræbt en los uden særlig tilladelse fra myndighederne.
Dommen faldt i Nord-Troms og Senja byret, der mente at bonden havde overtrådt det nordmændene kalder Naturmangfoldighedsloven.
Episoden opstod efter at lossen flere gange havde været inde i bondens indhegninger og truet hans får. Da lossen dukkede op igen, skød han den fra sin lade.
Under retssagen kendte den dømte Nordman sig ikke skyldig, men han erkendte at have skudt lossen. Manden hævdede i retten, at han handlede i nødværge og for at afværge et angreb på fårene.
Den forklaring fandt retten ikke god nok og dømte som sagt manden. Han regner dog med at anke dommen som han finder urimelig, da den gør det umuligt for ham at forsvare sine dyr mod rovdyrsangreb.
Landmanden forklarede i retten, at han forud for den aften hvor han nedlagde lossen (marts sidste år) flere gange havde set en los inde i fårefolden på et vildtkamera. Han fandt også dræbte får på gården.
Manden søgte herefter myndighederne om tilladelse til at nedlægge den truende los, men myndighederne reagerede ikke hurtigt nok og var ikke færdige med sagsbehandlingen da lossen dukkede op igen og blev skudt.
Det var manden selv, der straks kontaktede politiet og den norske Naturstyrelse og meddelte at han havde skudt lossen. Han mente det var sket i nødværge.
Det mente retten dog ikke. Dommeren mente ikke at beviserne efterlod en rimelig tvivl om, at den tiltalte, ikke på forhånd havde besluttet at aflive lossen, hvis den skulle vende tilbage til fårefolden. Han var dermed fuldt bevist om hvad han gjorde og hvilke konsekvenser det kunne få.
Bonden ankede dommen under henvisning til, at det vil få alvorlige konsekvenser for husdyr hvis det ikke er muligt for bønderne at beskytte deres dyr mod rovdyrangreb. Der er ikke sat dato på ankesagen endnu.