Forestil dig, at du skal hente din bil hos automekanikeren efter en omfattende bremserenovering. Du betaler for reparationerne og mekanikere udleverer dig dine bilnøgler og siger noget i retning af ”vær lige opmærksom på, at vi ikke har prøvekørt bilen. Hvis bremserne svigter, så kommer du bare tilbage”. Det lyder jo helt vanvittigt… ikke sandt?
Ikke desto mindre må danske bøssemagere, som jo primært lever af at reparere og ombygge skydevåben, p.t. ikke prøveskyde våben i forbindelse med afsluttet reparation. Dette er virkeligheden, efter at Politiet er begyndt at tolke de relevante dele af våbenloven anderledes end tidligere. Nu mener man, at eftersom det ikke udtrykkeligt er nævnt, at det er tilladt for bøssemagerne at prøveskyde som en naturlig del af deres arbejde, så er det ulovligt.
Læs også: Jagtlykke: Ofring til gammelt træ vandt omsider gudernes gunst
Dette er et brud på tidligere udbredt praksis, hvor man er gået ud fra at alt, der ikke udtrykkeligt er forbudt i lovgivningen, i princippet er tilladt. Så sent som i midten af 1990’erne udtalte Politiet sig om samme spørgsmål og kunne dengang ikke se problemer i, at bøssemagerne gennem prøveskydning sikrede kvaliteten af deres arbejde. Men nu er det, efter politiets nytolkning af de samme regler, forbudt, og det leder til en lang række praktiske problemer.
For hvem vil have skruet på sit våben af en bøssemager, som hverken kan bruge prøveskydning til diagnosticering af eventuelle problemer eller til kvalitetstest i forhold til det udførte arbejde? Det er både kraftigt sikkerhedsmæssigt betænkeligt, og det leder potentielt til meningsløst dyrplageri med flere funktionsfejl og risiko for anskydning, når man forhindrer bøssemagere i at prøveskyde. Desuden er det dumt, og udstiller danske myndigheder som rablende amatører på en måde, der ville være tragikomisk, hvis ikke det var for de meget konkrete og reelle problemer, det medfører.
Læs også: Månedens trofæ: Imponerende gevirvægt
Politiets svar på den voldsomme kritik af de rådende forhold er, at reglerne bør laves om, således det udtrykkeligt bliver tilladt for bøssemagere at prøveskyde kundernes våben. Men er den kurs ikke blot et skråplan, som åbner for, at nævenyttige bureaukrater kan stille spørgsmål omkring alle mulige andre selvfølgelige dele af daglig praksis og dermed starte en proces med de facto nedlukning og lappeløsning på lappeløsning af en stadig mere kompliceret lovgivning? Man KUNNE jo også gå tilbage til det oprindelige udgangspunkt: Hvis der ikke står, at det er forbudt, så er det tilladt!
Mig bekendt er der aldrig sket en ulykke eller opstået en faretruende situation, fordi en dansk bøssemager har udført sit arbejde, og på samme vis som gennem de seneste par hundrede år eller tre, som en ren selvfølgelighed, har prøveskudt de våben, der er blevet skruet på. Politiet har altså taget en hel branche som gidsler på et rent hypotetisk grundlag, hvor papirnussende embedsmænd i små kontorer langt inde ad magtens korridorer beskæftiger sig selv med at finde nye perfekte løsninger på ikkeeksisterende problemer.
Det kan da ikke være rigtigt, at de danske jægere skal tage deres bøssemagerarbejde ud af landet på grund af meningsløst dansk bureaukrati? Det er (endnu) en ommer!