Jens blev inviteret på drivjagt i Lorraine i det østlige Frankrig kun ganske få kilometer fra den tyske grænse. Her, nær landsbyen Wittring, er traditioner, organisation og sindelag på mange måder mere tysk end fransk.

Der var ingen tvivl om, at jeg havde fået den bedste plads i det store heldagsdrev. Vi jagede på 500-600 hektar af det fem gange så store jagtområde, og det ville tage driverne omkring tre timer at gå det tætte krat igennem i en stor cirkel, som bragte drevet forbi alle de omkring 50 posterede skytter og tilbage til udgangspunktet. Der havde ikke været jagt på denne del af terrænet i et helt år. Jeg havde tårnhøje forventninger.

Min lille platform var placeret i kanten af en stor mark med vinterraps omgivet af dybe krat til tre sider. Julien – min vært, som trods sin unge alder er en særdeles erfaren vildsvinejæger med 44 vildsvin på samvittigheden bare i denne sæson – havde instrueret mig grundigt aftenen før. Jeg ville kunne høre driverkæden hele vejen rundt og skulle i starten være opmærksom på krattet foran tårnet, hvor driverne startede drevet, mens grisene med stor sandsynlighed ville komme bagfra i drevets sidste halvdel.

Klar i tågen

Temperaturen havde sneget sig nogle grader over nulpunktet, selv om kalenderen var nået
til starten af december. Der lå en standhaftig tåge over landskabet. Sigtbarheden var under 100 meter, og på mindre end den halve afstandvar alle farver så udvaskede i disen, at verden så ud som et sort/hvidt billede. Til gengæld gjorde kombinationen af det stille vejr og tågen, at man tydeligt kunne høre selv de mindste lyde på meget lang afstand.

Jeg ladede våbnet i samme øjeblik, jeg var på plads. Et par forsigtige rådyr forlod såten tidligt og i høj fart, inden at driverne var i gang. Der var ikke umiddelbar mulighed for at afgive et sikkert skud, og dyrene forsvandt hurtigt i tågen over de åbne marker.

Få minutter senere forlod endnu to rådyr såten, og historien gentog sig. En rå og en buk forsvandt over bakken. Jeg sikrede mig endnu engang, at Aimpointen på den Blaser R93, som min vært havde lånt mig, var tændt. Jeg kastede riflen til kinden. Den lå egentlig godt! Jeg lagde forsigtigt patronholderen med de hjemmeladte .308’ere klar på bænken, hvis jeg skulle få brug for at genlade … man er vel optimist!

Uventet chance

Jeg stod lidt i mine egne tanker og ventede på, at drevet blev blæst igang, da jeg ud af øjekrogen så to dansende grå skygger i høj fart mod min post bagfra. En rå med lam var på vej mod drevet og ville passere min post på et halvt hundrede meters afstand. Jeg lagde an mod rælingen, og min tanke var at forsøge at stoppe dyrende med et højlydt ”BAU”, men lammet så min bevægelse og stoppede af sig selv.

Jeg handlede på rygraden, og der gik næppe mere end et sekund, før kuglen traf dyret i bringen skråt forfra. Lammet tog et højt spring op i luften, vendte og løb 10-15 meter, inden den styrtede forendt til jorden. Såtens første skud – jagten var igang.
Der gik ikke mere end nogle få sekunder efter skuddet, før lyden af Juliens jagthorn signalerede, at driverne var i bevægelse. Den brogede flok af mænd, kvinder og børn talte vel femten eller tyve med nogenlunde lige så mange hunde i alle afskydninger. De var lette at kende fra resten af jagtselskabet på deres farvestrålende sikkerhedsbeklædning, der dækkede dem alle fra top til tå. Som altid, når man hører lyden af det fremrykkende drev, steg forventningerne – og med dem pulsen – et hak eller to.

Så er der svin!

”ATTENTION SANGLIER!” Der var gået mindre end et minut, før en voksen mand i drevet skreg advarslen ud af sine lungers fulde kraft, og de øvrige drivere stemte i med hujende tilråb. Der var vildsvin i såten! Hundene gøede hysterisk og flyttede sig hastigt i forskellige retninger. Jeg anstrengte mig for at høre, om de kom nærmere eller bevægede sig væk fra mig.

Nogle nervepirrende sekunder senere flængede et skud luften. Efter yderligere to eller tre sekunder endnu et. Det var nogle hundrede meter borte, og der var tydeligvis gang i flere små grupper af hunde derinde. Jeg afsøgte skovkanten frem for den mindste bevægelse og fandt kuglespænderen med højre tommelfinger – jeg var fast besluttet på at forsvare min post!

Slaget skrider frem

Der gik ikke længe, før to små hunde kom drivende direkte mod mig. Jeg kunne ikke se dem inde i såten, men deres hysteriske bjæffen levnede ikke nogen tvivl om, at de drev med et eller flere svin. Jeg missede med øjnene i lydens retning i håb om at opsnappe en bevægelse mellem stammerne. De lød som om, at de var ganske tæt på, men alt jeg nåede at se, inden de forsvandt ned i en dyb grøft og bevægede sig væk fra mig, var et glimt af en af de orange kevlar-veste, som de fleste af hundene bar som beskyttelse imod de stridslystne vildsvins skarpe hjørnetænder.

Arrrh! Så tæt på og så alligevel ikke. Jeg gloede opgivede i retningen af det forsvindende drev, da en lyd af en gren, der knækkede, fangede min opmærksomhed til den anden side. Endnu nogle knasende lyde fulgte, og jeg fik i en håndevending spændt riflen op. Jeg stirrede langs skovbrynet. Hvad der end nærmede sig, havde ikke følgeskab af hunde.

Grå skygger

En grå skygge trippede ud på marken så langt ude, at silhuetten gik stort set i et med tågen. Den fik følgeskab af to mindre, som vimsede rundt på stedet i to eller tre sekunder, inden flokken satte i gallop og forsvandt ud af syne. Havde det ikke været for tågen, havde en af dem formentlig ligget på marken nu. Jeg smilede over grisenes held. Det er altid fantastisk at se vildt på posten – også når det ikke fører til andet end synet.

Efter en halv time nærmede driverne sig fra venstre. Der var stadig masser af liv i såten. Vildsvinene trykkede hårdt og flyttede kun på sig, når driverne var inden for få meter. Jeg var imponeret over den energi, som driverne og deres hunde lagde i arbejdet. Mængden af hæse råb iblandet store og små hundes ihærdige halsen fik det hele til at lyde som en omgang middelsvær gadeuorden. Bestemt ganske underholdene i sig selv, selvom jeg naturligvis gerne havde set vildsvin presset ud på skudhold af min post og ikke udelukkende skråt bagud, hvor skuddene faldt i lystig takt.

Passioneret indsats

Jeg så driverkæden passere inde i drevet. Alle – selv børnene i seks-syvårsalderen som var med – gik disciplineret frem på en snorlige linie. Jeg havde fået besked på, at det var sikkert at skyde ind i såten, når drevet var forbi og brugte nogle sekunder på at indprente mig det nye skudfelt, så det sad på rygmarven, hvis der skete noget.

Et par grise rejste sig lige foran driverne, men tog flugten længere ind i såten. Jeg havde nu set vildt ved flere lejligheder og kun tilfældighedernes spil havde forhindret skudchancer til svin. Det slog mig, at jagten her var i særklasse. Terrænet, vildttætheden, organisationen. Jeg behøvede ikke at se mere for at konkludere, at der i dén grad var styr på det her.

Standhals

Drevet havde bevæget sig omkring 100 meter til min højre side, da et vildsvin brød igennem driverkæden og løb i min retning forfulgt af Juliens store karelske bjørnehund Braco. Jeg så glimtvis den cirka 60 kg tunge gris og hunden et halvt hundrede meter inde i såten.

Grisen – en sort überlaufer – løb frem mod skovbrynet, men stansede nogle meter inde for at overveje sine muligheder. Jeg kunne høre på Bracos vedholdende standhals, at de befandt sig omkring halvtreds meter fra mig. Jeg spændte endnu engang Blaseren op.

Lyden af min egen puls slog en dyb takt i mit øre. Jeg koncentrerede mig om at trække vejret roligt, mens jeg fokuserede på den plet i skovbrynet, hvor jeg mente grisen stod. Sekunderne føltes som timer. Hunden snerrede og gøede indædt. Grisen havde tydeligvis ingen intentioner om af flytte sig.

Kamp til stregen

Pludselig brasede grisen højlydt gennem en masse visne grene og slog direkte over i det høje gear ud over de dugvåde rapsplanter på marken. Det gik i fuld fart derud af med hunden fire-fem meter efter og vandperlerne sprøjtende op i kølvandet. Riflen var i anslag og bevægelse. Grisen ville passere mig på små 40 meters afstand, men chancen ville ikke opstå, før den befandt sig vinkelret ud for mig, hvor sikkerhedsvinklen til hunden var størst.

Den røde plet vandrede op langs siden på den fremstormende gris. Med begge øjne åbne havde jeg fuldt overblik over situationen, og skuddet gik, netop da svinet passerede. Jeg sigtede lige under øjet, da mundingsflammen glimtede, og skuddet traf som ventet lige bag bladet. Dyret dykkede livløst mod jorden og kurede nogle meter i de våde planter.

I det samme hørte jeg nogen råbe på marken bag mig. Julien var kommet ud på det åbne stykke og havde fulgt hele scenariet på små 100 meters afstand. Jeg drejede hovedet i hans retning og så ham løbe imod min post, mens han pegede forbi mig. ”Shoooot again!”, råbte han, og jeg drejede atter mit blik imod grisen.

Den var – til min overraskelse – kommet vaklende på benene igen og satte i næste sekund i løb direkte imod Braco, som i mellemtiden havde trukket sig tilbage mod skovbrynet. Mit næste skud ramte grisen samme sted, men på den modsatte side af kroppen, og hele scenariet gentog sig. Den gik ned og kom op – fast besluttet på at tilbringe sine sidste sekunder i kamp med hunden. Det tredie skud stoppede alle planer et par sekunder senere. Tre absolut dødbringende kugler inden for ganske få sekunder. Man bliver altid forundet over, hvor meget der skal til for at stoppe et arrigt vildsvin.

Den perfekte dag

”Perfect Jens! Fantastique!!!” Julien nærmede sig i fuldt firspring med armene i vejret. Det er ikke så ofte, at hundeføreren får lejlighed til at overvære, når deres hund leverer et vildsvin til en passkytte. Braco havde løst opgaven perfekt og blev belønnet med en succesoplevelse – det er vigtigt for en ung hund at have masser af den slags med i bagagen.

Den store kareler luntede forbi det forendte vildsvin og løb Julien i møde. Jeg havde travlt med at fylde patroner i Blaseren, da de to hastede tilbage til driverkæden for at fortsætte drevet. Det var umuligt ikke at smile bredt over den vellykkede situation.

Jeg fik skudchancer til yderligere to vildsvin den dag, og de endte begge deres dage på den rapsmark i Lorraine. Fuldstændigt som Julien havde forudset det, kom de bagfra i såtens sidste halvdel. Endnu en überlaufer samt en mellemstor keiler. Jeg så endnu en håndfuld vildsvin uden for skudvidde, inden driverne atter nærmede sig, og såten blev blæst af. Området var nærmest levende af svin – det var ikke svært at forstå, at man på området nedlægger 250 vildsvin om året.

Blodige traditioner

Naturligvis fandt de kreative franskmænd en anledning til at gennemføre deres blodige indvielsesritualer på mig under paraden. Mit første vildsvin i Frankrig kostede en tur under bruseren, efter en stor del af selvskabet havde moret sig med at pjaske svineblod i ansigtet på mig. Jeg var i mit stille sind ganske taknemmelig over, at det ikke var værre end som så. Jeg har flere gange overværet ritualer, som involverede smæk og ulækre drinks.

Jeg længedes tilbage til disse jagtmarker allerede, da jeg sad i bilen på vej mod lufthavnen næste dag.

Julien, hans far og hans bror drev denne jagt med en sjældent set passion, professionalisme og omhyggelighed. Det er skønt at se, når den slags går op i en højere enhed, hvilket jeg aldrig har oplevet stærkere end her. Gæstfriheden var enestående.

Au revoir … til vi ses igen.