Vi skal til Vadehavet i denne artikel for og se på, hvordan jagten i Vadehavet forgår i dag, efter at restriktionerne op gennem 1980erne og 1990erne har sat sine spor.

Det danske Vadehav udgør ca. 10 % af det samlede Vadehav, som strækker sig fra Ho Bugt i nord til Den Helder i Holland – en strækning på 500 km. Det samlede Vadehav anses for at være det største sammenhængende tidevandsområde i Verden, og Vadehavet er den lokalitet i Danmark, som er mest påvirket af tidevand. Udsvinget i tidevandet er relativt stort, ca. 1,8 meter, og tidevandet er forudsætningen for områdets store biologiske produktion. Den årlige produktion af biomasse pr. m2 er lige så stor som på en veldyrket kornmark. De talrigeste dyr i vaden er Slikkrebsen og Dyndsneglen med over 100.000 individer pr. kvadratmeter, og de er den vigtigste fødekilder for mange af Vadehavets fugle, og det er af de vigtigste rasteområder for vandfugle langs den Østatlantiske trækrute.

På grund af områdets særprægede natur og de store fugleforekomster har Vadehavet været genstand for flere beskyttelsesinitiativer i årenes løb, hvoraf de vigtigste er etableringen af Vadehavets Vildtreservat i 1979 og revisionen af Natur- og Vildtreservat Vadehavet i 1992, hvor bl.a. opsøgende motorbadsjagt og pramjagt blev forbudt mellem fastlandet og vadehavsøerne ud til den såkaldte ”rejelinje”.

Jagt med traditioner

Jagt på fugle, sæler og andet vildt har vært en integreret del af husholdningen for beboerne i vadehavsområdet, men i årene efter 2. verdenskrig og frem til i dag har jagten i Vadehavet – og andre kystområder – ændret sig som følge af, at stadig flere mennesker har bosat sig i byerne, har fået mere fritid og er blevet mere mobile. For hovedparten af jægerne er jagt i dag en fritidsbeskæftigelse. Jægere, der ikke lever i lokalområdet, og som derfor ikke har umiddelbar adgang til jagt på land, har desuden udviklet andre jagtformer på søterritoriet, som alle med dansk statsborgerskab og jagttegn har ret til.

Undersøgelser af jægernes benyttelse af Vadehavet er gennemført af Danmarks Miljøundersøgelser i 1979-1981, hvor det blev påvist, at 40 % af jægerne i Sønderjylland benyttede Vadehavet som jagtområde. Omkring 10 % af disse jægere drev jagt ved vadning eller opsøgende jagt fra motorbåd. I undersøgelsesperioden besøgte godt 11.000 jægere Vadehavet, og der blev registreret ca. 33.000 enkeltbesøg. I årene efter 1981 har tendensen været en mindre reduktion i antallet af jægerbesøg, hvilket sandsynligvis var en følge af, at flere områder efterhånden blev lukket for jagt, samt at visse jagtformer ikke længere måtte benyttes.

Den Danske Vadehavsgruppe, som var et fælles forum for de organiserede brugere af Vadehavet, kom i 1990 med et forslag til fremtidige jagtbestemmelser, som blev støttet af lokale repræsentanter for både jægere og ornitologer. Dette forslag byggede bl.a. på anbefalinger fra Danmarks Miljøundersøgelser og blev fremlagt til en drøftelse af jagten ved den trilaterale ministerkonference om Vadehavet i 1991.

Det kræver sin jæger at finde vej i alle labyrinterne af render mellem sandbankerne, da Vadehavet forandrer sig hele tiden, især ved efterårsstormene.

Jagten udfases

Miljøministrene fra de tre Vadehavslande besluttede imidlertid, at jagten på trækkende vandfugle i det samlede Vadehavsområde helt skulle udfases, og alt jagt i Vadehavet skulle være historie.

Med bekendtgørelsen om Natur- og Vildtreservat Vadehavet i 1992 blev et stort skridt taget i denne retning med forbud mod motorbådsjagt mellem fastlandet og øerne ud til den såkaldte ”rejelinje”, og et generelt jagtforbud i Juvre Dyb mellem Mandø og Rømø samt langs flere andre kyststrækninger, hvor forlandsarealer også blev fredet.

Bekendtgørelsen indebar også, at der skulle indføres et generelt forbud mod jagt på svømme- og vadefugle i hele reservatet fra den 1. marts 1998. Med henblik på at afbøde beslutningen om et totalt stop for jagt på trækkende vandfugle, genoptog interesseorganisationerne sagen med den efterfølgende miljøminister Svend Auken, og der blev indgået en aftale om en mindre restriktiv jagtforvaltning, som i revisionen af bekendtgørelsen i 1998 gav mulighed for trækjagt på udvalgte forlandsstrækninger og vadejagt vest for ”rejelinjen”, mens jagten blev indstillet i hele den indre del af tidevandsområdet samt på større statsejede arealer på Rømø, Fanø og Skallingen.

Bekendtgørelsen om Natur- og Vildtreservat Vadehavet er revideret i flere omgange, primært med henblik på at tilpasse bestemmelserne til den øvrige danske lovgivning samt EU-direktiverne om fugle- og habitatbeskyttelse mm. De restriktive jagtbestemmelser, som i dag er gældende i hele Vadehavet, er i princippet en gennemførelse af denne beslutning. Trækkende vandfugle har dermed fået det største og mest beskyttede raste- og fødesøgningsområde i Europa.

Her slutter ”udnævnelserne” ikke, da Vadehavet i 2010 blev udnævnt til Danmarks største Nationalpark, og i 2014 blev den danske del af Vadehavet udnævnt som verdensnaturarv og kom på UNESCO’s liste over de ypperste naturområder i verden.

Traditionel jagt vs. bæredygtig jagt

Vandfugle udgør en levende naturressource i lighed med sæler, fisk og skaldyr. Under forudsætning af, at en udnyttelse af arterne til jagt og fangst foregår bæredygtigt – det vil sige, at bestandsstørrelserne kan bibeholdes og måske endda øges – er aktiviteterne set ud fra et biologisk synspunkt acceptable.

Vadehavsjægerne dukker sig afventede, så edderfuglene kan komme på skudhold

Bæredygtig udnyttelse af vandfugle er et eksempel på, at man udmærket kan drive jagt på en lang række arter, uden at det på længere sigt går ud over bestandenes trivsel. Det forudsætter imidlertid, at man gennem forskning og naturovervågning til stadighed har et klart billede af bestandenes udvikling samt et indgående kendskab til kvaliteten af yngleområder, træklokaliteter og overvintringspladser samt arternes reaktion på forstyrrelse. Vandfugleforskning skal derfor omfatte grænseoverskridende projekter og samarbejde mellem forskere inden for arternes udbredelsesområde, og jægerne skal både samarbejde på tværs af landegrænserne og lokalt.

Det er ofte hævdet, at den traditionelle jagt i et område kan sidestilles med bæredygtig jagt. Det er imidlertid kun rigtigt, såfremt den også drives bæredygtig. I debatten for og imod jagt glemmer man for eksempel ofte, at en meget forstyrrende jagtform, som af jægerne hævdes at være en gammel tradition, måske kun har eksisteret i ganske få år, samt at antallet af jagtudøvere, og dermed det samlede jagttryk inden for et givet område, kan være steget betydeligt, uden at man egentlig har registreret større ændringer.

Modstandere af vandfuglejagt overser til gengæld ofte, at andre aktiviteter end jagt har været medvirkende til, at fuglenes levevilkår er blevet forringet. Det kan f.eks. være overudnyttelse af muslingebanker, konkurrence fra den invasive stillehavsøsters, og ikke mindst prædatorer, der tager ynglen på ynglepladserne. Problemet bliver ikke mindre nu, hvor de store måger er blevet fredet.

Det er desværre lettere at forbyde jagt end i fællesskab at løse problemerne.

Jagten i dag

Vadejagt er en jagtform, som kun må drives i Vadehavet ifølge vadehavsbekendtgørelsen. På vadejagt skydes som regel edderfugle, men også andre dykænder som sortænder, havlit og hvinænder og lidt svømmeænder og gæs kan forekomme.

Jægerne starter tidligt på natten, med at sejle ud til højsandene efter rejelinjen i en stor motorbåd med en slæbejolle. Man anker båden op og sejler ind til sandbankerne i den mindre jolle for at lægge lokkeænderne ud i lange rækker med en 10-15 lokker i hver række på ca. en meters vanddybde. Nogle jægere bruger op til 100 lokkeænder eller flere.

Det er kun de flotte kokke, som edderfuglehannerne kaldes, der er jagtbare på vadejagten.

Vadejagten starter, når det bliver lyst, for først da trækker dykænderne ud for at fouragere. Jægerne står iført waders og en hvid anorak og hue, eftersom hvidt tøj er det, som på havet yder den bedste camouflering. Når der er fugle på vej til lokkerne, dukker jægeren sig, så kun overkroppen stikker op over vandet, og når fuglene er på skudhold, rejser jægeren sig op og skyder.

Hvis der anskydes fugle, ligger der en jæger klar i en jolle et par hundrede meter ude til at give fangstskud, mens jægerne hjælper til fra vandet. Med denne teknik er det sjældent, der undslipper fugle. Da vandstanden ved bankerne hurtig stiger eller falder, skal jægerne hele tiden flytte lokkerne, så jægerne må ofte stå i vand til livet. Jægerne binder de skudte edderfugle sammen med lokkerne, så de fungerer som ekstra lokkeænder.

Edderfuglene møder kun jagtlige forstyrrelser, når de kommer på skudhold. Alle fugle, der trækker ud over dybet eller sandbankerne uden for skudhold, kan trække videre, enten uden for øerne eller inden for rejelinjen for at fouragere i fred og ro. De få sandbanker, hvor det er muligt at drive vadejagt i dybene efter rejelinjen, udgør under 0,5 % af arealet i den danske del af Vadehavet.

Ikke for tøsedrenge

Vejret er den største regulator ved vadejagt, da det kræver stille vejr. Det er ikke helt ufarligt at drive denne jagtform, da man skal tage højde for vinden og tidevandet, og til tider også tåge, is og springflod. Der er sket en del ulykker i forbindelse med jagt i Vadehavet gennem tiden, og mange jægere har måttet betale den højeste pris, fordi de ikke har være påpasselige. Der kræves et stort kendskab til de lokale forhold for at drive denne barske jagtform. Derfor råder man altid til at tage med en lokal jæger, hvis man ønsker at prøve kræfter med jagten i Vadehavet.

Jægerne, der holder fast i denne barske jagtform, er alle lokale, og antallet er et godt stykke under hunderede jægere. Mange er sprunget fra på grund af de jagtrestriktioner, der er kommet gennem tiden, og mange mener, at restriktionerne er et resultat af skrivebordsarbejde i stedet for at følge den dynamik, som Vadehavet nu engang byder på.

Spørgsmålet er bare, om vadehavsjægerne kan blive ved med at rekruttere nye jægere til denne specielle jagtform, da den ud over et stort lokalt kendskab og en del udstyr, som en stor båd med en slæbejolle og godt med lokkefugle, også kræver, at man ikke har nogen form for kuldeskræk eller er bange for havet.

Fakta om jagten i Vadehavet

Jagt på vandfugle i det danske vadehavsområde er begrænset til 14 forlandsarealer og arealer i den nordlige del af Margrethe Kog. Det er desuden tilladt at drive vadejagt og jagt fra opankret motorbåd i perioden 1. oktober til 31. januar vest for en linje kaldet ”rejelinjen” mellem Skallingen og Fanø samt vest for linjer mellem Fanø, Mandø og Rømø.