Lou fra vestkysten af Florida har aldrig tidligere været på elgjagt. Han har derimod stor og mangeårig erfaring i kalkun- og hjortejagt, og i år skulle han endelig få lejlighed til at forsøge sig med elgjagt. På YouTube havde han set mange fantastiske ”lokkescener”, så en sådan jagt ønskede han også skulle lykkes for ham. Men sådan skulle det ikke gå.
JAGTHELD OG JAGTGUDINDEN DIANA
I denne jagtsæson skulle jeg som videofotograf være sammen med Lou i fem dage på Newfoundland for at filme hans debut på elgjagt, inden jeg skulle ledsage flere nordmænd længere ind i vildmarken.
Lou er – af en amerikaner at være – en stilfærdig fyr, ”der ikke smækker med dørene”. Han er pensioneret bankmand med mangeårig ansættelse i amerikanske banker i Mellemøsten og Asien.
Han var svært optimistisk, da jeg på førstedagen traf ham, men nu, fire dage senere, tager han til takke med en elg uanset størrelse.
Alvin, som er Lous guide, gjorde sit til, at det skulle lykkes for os at komme ind på nogle af de elge, som han havde fundet under sin rekognoscering. Men en kombination af Dianas luner og Lous manglende fysiske færdigheder havde gjort, at enhver jagt – anstand og pürsch – indtil nu var mislykkedes.
Den næstsidste jagtaften i campen forsøgte de andre amerikanere i lejren at højne Lous humør og moral. Nogle af dem havde selv skudt bjørn og elg.
ENDELIG EN ELGTYR TIL LOU
Den næste morgen er fantastisk. Lidt koldere, helt stjerneklart og en morgenfrisk Alvin. Hans optimisme smitter hurtigt af på Lou og fotografen. Lou ville da gerne skyde ”en pæn tyr”, men det var kødet, der var det allermest vigtige for ham. Han ville have vakuumpakkede fileter og bøffer med hjem til sin kone i Florida. Skulle det lykkes ham at opfylde denne drøm på den sidste jagtdag?
Ja, det skulle det, men ikke uden hjælp. Alvin prøvede alt, hvad der stod i hans magt denne sidste dag for at komme ind på en tyr, og det uanset dens størrelse. Frokosten bliver hurtigt overstået i dag, indtaget på forsædet i Alvins pickup. Snart er jæger og guide tilbage på bilvejene i skoven og spejder ind i hugstområderne langs vejen.
Det bliver eftermiddag, og elgen er enten for langt væk, eller den forsvinder ud af syne. Et par timer før solnedgang kører Alvin ned fra et klippeterræn, hvor de et par dage før havde set en relativ stor elg. Men denne dag var der ingen tyr at se. På vej ned i dalen via en anden rute ser jeg en elg og hvisker til jægeren og guiden på forsædet.
– Der står en elgko til højre for vejen! Alvin stopper pickuppen og finder sin kikkert frem. Han ruller sideruden ned og spejder ud.
– Der er også en lille tyr, Lou!
– Den tyr skyder jeg, selv om den ikke er stor. Lou er allerede ude af bilen og har riflen klar. Jeg sidder på bagsædet og filmer. Ingen vildmarksscene, her er det noget andet, der tæller.
Skuddet smælder, og Lou rammer elgen på en afstand af cirka 50 meter. Den falder om, men kommer på benene igen, inden den farer ned ad en stejl skråning – og bliver liggende. Lou ser på mig og er ovenud lykkelig. Han har nedlagt sin Canadaelg efter en hæderlig indsats. Nu venter flåning og partering …
IND I VILDMARKEN
Seks nordmænd er på vej ind i vildmarken med vandflyver i det nordlige Newfoundland. Fire hjortejægere fra Nord-Vestlandet, en videofotograf, en norsk jagtarrangør og to lokalkendte, canadiske guider finder sig til rette i en primitiv teltlejr imellem nogle mindre grantræer ved en azurblå bjergsø. Samme eftermiddag deler jægerne sig i to grupper. 
Den ene gruppe skal jage sortbjørn for enden af bjergsøen, mens den anden skal jage elg inde i en bjergdal.
Jagtfotografen skal filme elggruppen med far og søn: Kjell og Jo-Ketil med guiden Nelson. Bjørnegruppen skal Jonas, den norske arrangør, følge, og der filme Jan Egil og Helge som ledsages af jagtguiden Ben. Allerede samme eftermiddag er begge grupper på plads ude i terrænet efter at have krydset bjergsøen i hver sin primitive båd.
EN DAL FULD AF ELGE
– Fantastisk! Dalen er jo fuld af elge. Jo-Ketil peger ned i den skålformede dal under dem. Han tæller femten elge, som står spredt i den næsten to kvadratkilometer store dal nedenfor. Jægere, guide og fotograf har fundet en fin udkigspost op ad en bjergvæg og nogle forkrøblede graner.
En stor tyr står sammen med nogle elgkøer langt nede i dalen, mens en lidt mindre tyr med et ikke så stort gevir står med to køer lige nedenfor i dalen. Rundt om elgkøerne står to-tre mindre tyre og savler i det lange skæg. En sortbjørn anes i kikkerten nede ved søen, hvor de andre jagter bjørn. Over dette fantastiske skuespil svæver en stor kongeørn. Scenariet kan virke som et fantasibillede fra en svunden jagttid i et andet århundrede, men dette er Newfoundland i Østcanada med Nordamerikas tætteste elgbestand.
– Jeg prøver at lokke en af tyrene til. Nelson er ikke så optimistisk, at han tror, at en af tyrene vil forlade elgkøerne og reagere på lokkekaldet. En af de mindre tyre reagerer derimod og passerer jægerne på en afstand af ti meter. Først da den går forbi et lille grantræ, hvor en af gutterne tidligere havde tisset, bliver den skræmt og forsvinder. I Norge ville denne ”otte-takker” have været en fin tyr at nedlægge, men her er den for lille.
Det kommer heller ikke til nogen skudchance senere på eftermiddagen og tidligt på aftenen. Men resultatet efter en halv dag på post bliver vores observation af i alt 20 elge samt en pænt stor sortbjørn. De andre havde set tre bjørne, som var for små, og to mindre elge. En fin start på jagtugen for begge grupper.
KÆMPETYR PÅ DEN ANDEN SIDE AF FLODEN
Klokken seks næste morgen bliver jægerne vækket af Nelsons elgkald – i den sidste rest af smukt måneskin. Efter et hurtigt og enkelt morgenmåltid krydser begge grupper søen i hver sin båd og indtager deres post i terrænet fra dagen før.
Det blæser mere i dag fra nordvest, og derfor er derikke så mange synlige elge i dalen. Nelson, Jo-Ketil og fotografen kryber op på et højere liggende sted i modsat retning af, hvor Kjell sidder og spejder ned i dalen, hvor de var i går. Et godt stykke nede under JO-Ketil og Nelson ser de en kæmpestor tyr parre sig med en elgko – på den anden side af en lakseflod. For langt væk til et skud og for tung og vanskelig at fragte over floden, mener Nelson.
Længere oppe langs floden ser de en endnu større tyr med et harem af køer omkring sig. Dette er næsten for fantastisk til at være sandt.
– Den er også for langt væk! Nelson er ikke så optimistisk, at han tror, at det skal kunne lykkes med denne elgtyr. – Alt for langt at bære den og for vanskeligt at komme over floden. Nelson ryster på hovedet og peger tilbage mod Kjell.
VILDMARKENS ELGJAGTS SANG
Tilbage hos Kjell på klippehylden oven over dalen beretter Kjell om et par store elge, han havde set nede under sig. Nelson forsøger at kalde dem ind, men det er kun en lille tyr, der reagerer på kaldet denne gang. Men der er liv i terrænet også i dag, selv om der er ikke så mange elge at se som i går, men det synger i dalen. Kåde og elskovssyge elgkøer brøler med syngende stemmer, og tyre svarer inde fra træerne neden for os. Lyden af to rivaliserende tyre, som kæmper imod hinanden inde i skoven forstærker vildmarksoplevelsen.
REGNFULD NAT OG MORGEN
Det regner næsten hele natten og næste morgen med. Ude i terrænet spejder jægerne efter en passende tyr at nedlægge. Inden klokken 10 hører jægerne skud fra den anden side af søen. Over radioen hører de, at Helge har skudt en ni-takker elg sammen med guiden Ben. En lille tyr, men Helge var glad og veltilfreds med, hvordan de havde kaldt den ind, sneget sig det sidste stykke ind på den – og med skuddet til tyren.
På denne side af dalen sænker roen sig over dalen og elgene. Regnen er stilnet noget af. Det er lummert. Insekterne summer stadig – det er den 3. oktober. Elgene hviler i dagtimerne. I kikkerten holder gutterne øje med en stor elgko, som ligger og tygger drøv. De store tyre har glimret ved deres fravær denne dag, de ser kun småtyre og nogle køer. Nu håber Kjell og Jo-Ketil på, at når aktiviteterne tager til igen ud på eftermiddagen, vil det kunne lykkes Nelson at lokke en virkelig stor tyr frem. Han er en dygtig ”skovmand” og ”elglokker” med mange års erfaring fra disse egne.
– I eftermiddag skyder jeg en hvilken som helst tyr, som kommer på Nelsons kald. Kjell stryger med hånden hen over kolben på sin Sauer 202 i kaliber 30.06 og ser hen mod sin søn Jo-Ketil, der sidder ved bålet sammen med Nelson. Ud på eftermiddagen begynder regnen at tage lidt til igen.
– Det er nu eller aldrig … Kjell sætter sig godt til rette og spejder ud over dalen igen.
– Nu står der en stor tyr henne ved den store ko. Kjell løber hen til bålet for at hente Nelson. Der kommer igen mere liv i dyrene, og Nelson går i gang med at forsøge at lokke tyren over til Kjell på den anden side af dalen – cirka 450 meter borte.
Ahhhhhhhhh-Ahhhhhhh! Nelson sætter i med sin nasale og klagende elgrøst. Han gentager det et par gange, før han holder en pause. Resultatet lader ikke vente på sig. Den store tyr bevæger sig frem mod lyden og spejder over mod denne side af dalen. Da tyren går tilbage mod elgkoen, begynder Nelson at kalde igen. Det gentager sig to gange, og tyren bevæger sig igen over mod jægerne.
Skuespillet fortsætter i cirka 20-30 minutter, før tyren faktisk begynder at bevæge sig ned blandt træerne på den anden side over mod jægerne. Tyren kommer! Den stopper flere gange undervejs og kvister grene af på de små graner, så nåle og smågrene fyger om ørerne på den.
Nået halvvejs over dalen begynder den ældre elgko at kalde med lokkende røst. Tyren standser brat op og drejer sig, men forstætter, da Nelson igen begynder at lokke med en endnu vildere lidenskab i kaldelyden.
ENDELIG ELGTYR TIL KJELL
Da tyren er 200 meter borte, har Kjell taget godt anlæg bag en mindre gran og venter på, at tyren skal passere den 100 meters grænse, han havde sat som mål, før han ville skyde. Nelson står stadig oprejst og lokker, når det er nødvendigt, men er stort set tavs. Tyren kommer – med sagte, bestemte og vuggende skridt. Fotografen filmer, og Jo-Ketil følger spændt med i det hele med sin riffel klar, i tilfælde af …
Skuddet smælder ved 91 meter, skal det senere vise sig. Tyren fortsætter, men nu med usikre skridt. Et nyt skud, og dyret sætter farten op, men falder efter 20-30 meter og bliver liggende. Jægerne venter lidt, inden de går ned til den fældede tyr.
Den er forendt. Nu har Kjell fået sin første elg overhovedet – en flot tyr med 13 takker, samt oplevelsen af en spændende og speciel jagt. Nu skal de i gang med at brække, partere og bære den den lange vej ned til båden – og de har to dage mere at jage i.
ELGJAGT MED DEON OG JONAS
Nogle dage senere er jeg klar til at tage med jægerne til et nyt terræn. Denne gang er det Jonas, turarrangøren selv, der skal jage sammen med guiden Deon Dicks, der sin unge alder til trods er en meget erfaren jagtguide.
Deon er netop kommet tilbage fra en guidning i Yukon-territoriet og skal følge Jonas på en ni-ti dages jagt efter elg og sortbjørn. Deons velkendte opskrift på ”elg-succes” er at komme så langt ind i vildmarken som muligt for derefter at klatre op på det højeste punkt og spejde efter elg. Når elgen er opdaget, gælder det om at tænke som en elg, lokke og i så høj grad som muligt at prøve at opføre sig som en tyr. Med andre ord forsøge at få elgen til at tro, at vi er en rivaliserende tyr.
JAGTLICENS TIL BÅDE BJØRN OG ELG
Jonas har også licens til en sortbjørn, men da elg og bjørn stort set fouragerer i den samme biotop her, så vil vi primært gå efter en elgtyr, men håber at støde på en sortbjørn.
Men elgen har førsteprioritet, Jonas er en erfaren elgjæger, både hjemme i Norge og på Newfoundland. Jeg har ledsaget ham og filmet ham, da han et par år tidligere skød to elge på Newfoundland.
– Du finder to typer elgtyre her afhængig af, hvor de holder til, siger Jonas og vil være lidt selektiv denne gang. Men samtidig ønsker han også, at videofotografen får filmet ham, når han skyder en elg.
– Den ene elgtype er kort og kraftig med smallere, symmetrisk gevir og sorte ben. Den anden type er længere i kroppen, lysere og har bredere gevir – mere som en Alaska-elg, tilføjer Jonas. – Det er den type, jeg helst vil skyde nu. Jonas lemper våbenkassen ud af bilen og tager våben og ammunition ud.
SORTKRUDT OG COMPOUNDBUE
Da Jonas har et så specifikt ønske om en speciel elg på denne tur, så har han samtidig gjort det lidt vanskeligere for sig selv ved at sætte ambitionsniveauet lidt op. Sådan bliver det, hvis du kun vil jagte med bue og et moderne sortkrudtsvåben. Med bue må du ind på mindre end 30 meter, og med sortkrudt stiger udfordringen på afstande over 90-100 meter. Men med den erfarne Deon som guide er han klar til at tage udfordringen op.
FØRSTE UGE MED BLÆST OG REGN
Den første uge bliver der lejlighed til fire jagtdage, og kendetegnet for ugen bliver megen blæst og regn i perioder. Men Jonas og Deon jager alligevel både oppe i højderne og nede i terrænet. Deon er opvokset i dette område og kender hvert dalstrøg som sin egen bukselomme.
Til trods for at både jægere og fotograf spejder efter, opdager og sniger sig ind på et utal af elge: tyr, ko og kalv, så lykkes det ikke at få en god skudchance. Og det var ikke, fordi Jonas var ”kræsen”. De gode, brugbare og trygge situationer kom det bare ikke til.
Og det er heller ikke, fordi der ikke er elg i området. Havde det været i Norge, ville vi have sagt, ”at vi vadede i elg.” I løbet af fire dage ser vi 51 elge. På andendagen alene ser vi hele 21!
SPEJDEN FRA ET GRANTRÆ
Den nye uge starter kold og blæsende, som ugen før. På Newfoundland går man ikke på jagt i weekenden. Jagt er stor set forbudt om søndagen, så de fleste guider holder fri, når det er weekend.
Der er ellers meget, der er ”forbudt” på Newfoundland. Sliksten er det forbudt at sætte op, brug af hund på elglagt ligeledes. Men spejden og lokken bruges så meget desto mere. Deon benytter sig af højdeforskelle i terrænet, og er det stort set fladt uden højdekurver, ja, da klatrer han op i toppen af et træ!
– Jonas, skal vi jagte bjørn? Deon kommer glidende ned, så barken på granen ryger til alle sider.
– Kom! Deon er allerede på vej hen til bilen, og Jonas følger efter. Deon har opdaget en relativ stor hunbjørn på den anden side af et flodleje, men de må køre flere kilometer for at komme derover.
BJØRNEJAGT MED SORTKRUDT
Mens en voksen sortbjørnhan på Newfoundland kan veje fra 150 til 300 kilo, er vægten af en voksen hunbjørn ikke meget mere end 80-130 kilo, men langt tungere eksemplarer kan også forekomme. Newfoundland er en ø på Canadas østkyst og huser ikke grizzlybjørn eller ulv, men en relativ stor og sund stamme af sortbjørn. Vinteren er relativ mild og kort på grund af påvirkningen fra havet, så bjørnene har ikke svært ved at finde føde.
Deon finder det helt rigtige sted i mosen til at snige sig ind på bjørnen. Han lader Jonas gå forrest med en moderne ”Quick Shooter Magnum sortkrudtsriffel”. Deon vidste med ganske stor nøjagtighed, hvor bjørnen lå og åd af et elgkadaver.
Dette kunne nok blive en ligeså spændende situation, som da jeg for nogle år siden filmede bøffeljagt i Zimbabwe. Taget i betragtning af, at det vil tage mange sekunder at genlade et sortkrudtsvåben, hvis det første skud ikke skulle ramme godt, da må Jonas ganske tæt på, inden han skyder.
Underlaget i mosen er blødt, og vore skridt er næsten umulige at høre for bjørnen, og vinden er også god. Det betyder, at Jonas ikke har besvær med at komme ind på en afstand af 50 meter fra bjørnen – lidt i overkanten.
Det første skud træffer, og kuglen ekspanderer i bjørnen. Jonas går tættere på og sætter skud nummer to i hunbjørnen. Projektilet går tværs igennem bjørnen. Den vejer cirka 150 kilo.
Jonas flår bjørnen, mens Deon ser på. Ikke helt den normale procedure i Canada, hvor det altid er guiden, der gør arbejdet, mens jagtklienten ser på. Men Jonas er heller ikke nogen almindelig kunde.
TO TYRE 30 METER BORTE
Allerede om onsdagen, to dage efter at bjørnen var blevet skudt, er Jonas klar igen. Det er fortsat let at få øje på elge, og Jonas har flere gode situationer, hvor han med sin bue får sig listet ind på dyr. Men der er megen vind, og det er sent i brunsten, så tyrene er ikke interesserede og reagerer ikke på lokkekaldet.
Jonas og Deon må derfor gøre arbejdet til fods. Det koster tid og kræfter. Under en meget speciel pürsch med buen er Jonas og fotografen bare sekunder fra at få skudt en middelstor elgtyr. Deon sidder oppe på en skovklædt høj, hvorfra han har fuld udsigt, og filmer situationen. Da Jonas er blot 30 meter fra to pænt store tyre, kan han ikke komme nærmere uden at afsløre sin nærværelse. Og det er, hvad der sker. Tyrene bliver skræmte og forsvinder ud af syne.
ELGTYREN I MOSEN
Da er der ikke andet for end at starte forfra igen. Ind i et nyt terræn og spejde. Nu sidder Deon på ny højt oppe i terrænet og dirigerer Jonas og fotografen ud i en stor mose, hvor en relativ stor tyr er på vej hen. Jonas vælger det sikre denne gang og bruger sortkrudtsriflen.
Det, Deon håber på, sker. Jonas står ved en stor fyr med videofotografen bag sig, da en mørk og flot tyr kommer ud fra det tætte buskads og spejder vagtsomt ud over mosen.
– Rør dig ikke, hvisker Jonas lavt. Tyren føler sig sikker, og Jonas lader den komme lidt tættere på, inden han lader den tunge Sabot-sortkrudtskugle forlade løbsmundingen og træffer elgen – måske et lidt højt lungeskud? Men kuglen gør sit, og lidt senere finder Jonas og fotografen elgen liggende med hovedet under vand i mosen.
Som man siger på disse kanter om jagt på elg: ”Shoot them high – say goodbye. Shoot them low – down they go”.
En spændende jagt er forbi, og Deon gratulerer.
