Mange danske jægere griber muligheden for, at stå tidligt op den 16. maj, og vågne med den friske grønne natur. Dette var ingen undtagelse for vores kollega, og passionerede jæger, Mette Karin Petersen.
Første blik af bukken på kameraet
Gennem det meste af vinteren har fredag være afsat til arbejde på jagten. Alt fra at fodre, tømme vildtkameraer, fikse stiger, grusveje og meget andet. Det samme gjorde sig gældende den dag, hvor jeg tømte kameraet fra område E, noget jeg gør i tæt samarbejde med min gode jagtkammerat Claus. En håndfuld billeder viste en abnorm buk, men et antal ukendte sprosser. Den fangede straks min opmærksomhed, trods jeg aldrig nogensinde er gået op i det uspiselige, kald det trofæet. Straks greb jeg telefonen og fortalte Claus om det. Han var enig i, at den så noget sjov og særlig ud. Fredagene gik og jeg så den mere eller mindre hver gang på kameraet.
Vi stoppede med at fodre nogen tid inden bukkejagtens start. I samme omgang tog vi kameraene ned. Siden da har jeg gået i uvished om, at han stadig var i området. Chancen for, at han rykkede sig er der jo trods alt for sådan et fritlevende dyr.
Dagen vi alle venter på
Dagen kom, det blev den 16. maj. I traditionens tro pakkede min kæreste Anders og jeg vores biler med telt, soveposer, masser af mad, gear, grej og vores bedste ven, den gule firbenede Berta. Vi drog til jagten, klar til et par dages bukkejagt og hygge om det varme bål med jagtvennerne.
Natten var kort, jeg tror ikke jeg fik lukket et eneste øje. Uret ringede kl. 04.00 og jeg hoppede direkte i tøjet, smed riflen over skulderen og drog ud mod min stige. Allerede inden jeg havde sat foden i skoven, begyndte det første rådyr at smælde. På vej ind gennem den mørke skov begyndte et andet rådyr at smælde. Taget på fersk gerning. Det at rådyrene smælder betyder dog ikke, at morgenen er ødelagt. Der går måske bare lidt længere tid før de vender retur til området. 3 timer sidder jeg i stigen, ingen tegn på dyr. Men hvad havde jeg også regnet med? Absolut intet andet, end at vågne med naturen og nyde at ‘være tilbage’ i mit rette element.
Hvis dyrene ikke er ude, hvor er de så?
Ofte hører jeg, at nogle jægere siger: ”Dyrene er ude morgen og aften, ikke midt på dagen.” Men hvor er de så? Er de ikke altid udenfor? Enig, at aktivitetsniveauet er højere morgen og aften, men min erfaring siger mig, at der også er et højt aktivitetsniveau et sted mellem 11-15. I hvert fald i mit område de sidste par år.
Heldet tilsmiler mig
Efter en kort formiddagslur med Berta i teltet tænkte jeg, at det var på tide med en frokost pürsch. Det havde lige regnet en times tid, solen stod nu højt og klokken var 12.00. Med riflen over skulderen, og skydestokken i hånden drog jeg ud mod mit område, men nu til en ny stige.
Jeg pürscher ned langs skovkanten med det formål at nå ind til stigen. Jeg bevæger mig langsomt. Hver 10. meter bruger jeg kikkerten til at finkæmme de første 100 m. ind i skoven. Og pludselig giver min grundighed pote. En buk. Men ikke hvilken som helst buk. Bukken fra kameraet! (Mens jeg skriver det her rejser mine hår sig på armene, jeg er stadig ovenud overrasket og lykkelig). Jeg tror det er løgn! Normalt får jeg ikke bukkefeber forud for et skud, men først efter. Men det her var noget helt andet. Kroppen ryster, men jeg formår at få sat skydestokken op, lagt riflen, få vejrtrækningen under kontrol, mens jeg har det røde punkt på bukken. Bukken står dog ikke optimalt. Og jeg har indtil denne dag, altid kun taget de klassiske skud lige bag skulderbladet. Det var bare ikke muligt her. Bukken stod faktisk med bagdelen til mig og bevægede sig langsomt længere ind i skoven. I et kort øjeblik stiller den sin hals fri, på omkring 60 meter. Med en grundig overvejelse af skudplacering tager jeg en dyb indånding, ånder langsomt ud og lader pegefingeren blidt trykke på aftrækkeren. Og bukken er væk.
Jeg smider skydestokken, løber med riflen ind igennem skovens krat med hjertet helt oppe i halsen. Stille står jeg. Den er ikke på skudstedet. Men jeg kan høre den. 5 meter til højre for mig er der et vandløb gennem skoven. Her ligger han. Her ser jeg ham tage de sidste sløve spark og ånde sin sidste gang. Grædende bryder jeg sammen på knæ. For sådan er jeg. Ren tøsepige når det kommer til, at have slået et dyr ihjel. Ikke fordi jeg er ked af det, men fordi det er utrolig emotionelt for mig. Følelserne af ofte hårdt arbejde og koncentration er forløst. Med succes. Success for mig er, en hurtigt og effektivt død. Det mener jeg er vores pligt som jægere, at sørge for dette.
Her ligger jeg foroverbøjet på mine knæ
Jeg får trukket bukken op og lagt ham på et fladt stykke i skovenbunden. Solen står stærkt på himlen og en stråle rammer os. Pulsen er fortsat høj og tårerne på mine kinder er tørret ind, så jeg kan mærke det strække i ansigtet. Her ligger jeg foroverbøjet på mine knæ. Genindspiller hele situationen i mit hoved. Med hånden placeret dybt i den grå pels, beundrer jeg bukken fra kameraet.
Skudplacering på halsen, er det nu en god ide?
Skydebanen er stedet, hvor man tager chancer. Det er stedet hvor man lærer sine begrænsninger. Det var derfor velovervejet og trygt, da jeg valgte at trykke på aftrækkeren med den røde prik placeret på halsen. Det var den eneste mulighed jeg havde, og jeg tog den. Bukken lå forendt, få meter fra skudsteddet. Ville jeg tage et halsskud igen? Nej, som udgangspunkt ikke. Jeg foretrækker altid, at skyde i skulderområdet. Det er det mest sikre, at gøre. På skulderen er der ‘plads’ til fejl. Det er der ikke på halsen. Set positivt på denne skudplacering, så har jeg nu ‘kun’ ødelagt en meget lækker nakke, som jeg på almindeligvis ville bruge til langtidsstegning eller simreretter. Derimod får jeg to lækre bove, uden ødelæggelser – det er jeg ikke vant til.
Knæk og bræk,
Mette
