Brug af droner under vildtpleje – og måske også jagt – har spøgt længe. Forsøg har vist, at dronerne blandt andet kan finde rålam i græsset inden det slås. Det er heller ikke svært at forestille sig hvor godt overblik man kan få over vildtet i en række andre sammenhænge. Men de små flyvere er ikke slået bredt igennem, når det kommer til jagt og vildtpleje.
Men nu er der nye tegn på, at dronerne nok ikke er til at komme uden om, når det gælder dele af vildt- og naturplejen i fremtiden.
En ny undersøgelse viser nemlig, at termiske kameraer monteret i droner er langt mere effektive til at optælle harer i landskabet end de traditionelle metoder. Undersøgelsen, der er foretaget af forskere og specialestuderende ved Aalborg Universitet sammenlignede optælling af harer med droner (termisk kamera) med såkaldt ”vildt-lysning”, som er den metode, der traditionelt bliver brugt i overvågning af harebestanden. Dronerne viser sig at være langt mere effektive til formålet.
Dronerne kan dels finde 2,5 gange så mange harer på det samme areal, dels kan de dække meget store områder på kort tid. De er ikke afhængige af veje i landskabet, men kan tælle harer i uvejsomt terræn, hvor biler ikke kan køre. Desuden forstyrrer de langt mindre end en bil med kraftige lygter.
Den traditionelle metode til at optælle harer (Vildtlysning) går ud på, at frivillige jægere fra Danmarks Jægerforbund kører ud om natten med en fart på 10-15 km i timen og lyser ud over markerne med en kraftig projektør. Harerne er nataktive dyr, og de frivillige kan tælle dem, når harernes øjne reflekterer projektørlyset i mørket.
Men selv om de frivillige jægere finder mange harer ved vildtlysningen, kan de ikke hamle op med dronerne, og forskerne fra Aalborg Universitet vurderer derfor, at droner med kamera i fremtiden kan give et mere præcist billede af den danske bestand af harer. De engagerede jægeres indsats med lysning bliver dog ikke overflødig, da forskerne vil finde omregningsfaktorer, så det bliver muligt at sammenligne lysningerne med monitering ved hjælp af drone. Arbejdet med at effektivisere optælling og overvågning af harerne sker, fordi bestanden er gået kraftigt tilbage igennem mere end 60 år.
Det er almindeligt anerkendt, at udviklingen i landbrugsdriften er den primære årsag til tilbagegangen. Harerne fået langt færre levesteder og ringere levevilkår i det åbne land som følge af moderne og mere intensivt landbrug, hvor man arbejder med større marker, der igen resulterer i færre levende hegn og andre mindre biotoper i landskabet.
Vildtudbyttet er en vigtig indikator for udviklingen af harebestanden, og udbyttet er faldet markant til under 30.000 harer om året sammenlignet med et udbytte på næsten en halv million i årene fra 1940 til 1960. Tallene giver dog ikke et præcist billede af bestandsudviklingen, fordi der i samme periode også har været ændringer i interessen for harejagt og i jagtlovgivningen. Derfor er det vigtigt at finde nye overvågningsmetoder, som kan give et mere retvisende billede af bestanden. Dronetælling kan blive et vigtigt redskab til at give et mere præcist billede af bestandens størrelse i det åbne land, vurderer forskerne fra Aalborg Universitet.
Du kan læse rapporten her:
Få de bedste nyheder og artikler om jagt, våben, gear og grej helt gratis hver uge.
Tilmeld dig her