En million kroner til lokale skydebaner

Ti lokalforeninger og klubber modtager støtte fra skydebanepuljen til udbygning eller forbedringer af flugtskydebaner og anlæg.

Miljøstyrelsen har tildelt 10 lokale jagtforeninger og klubber i alt næsten en million kroner til forbedringer og udbygninger af lokale flugtskydebaner og anlæg. Pengene kommer fra den såkaldte Skydebanepulje, der siden 2001, årligt, har uddelt støtte til udbygning eller forbedringer af eksisterende flugtskydebaner og anlæg. I år modtog Miljøstyrelsen 17 ansøgninger om midler fra puljen. Ti af ansøgerne blev tildelt i alt 945,195 kroner.

Skydebanepuljen har hidtil kunnet søges om støtte hvert år, men fra 2021 ændres ordningen så der kun kan søges hvert andet år. Det betyder, at der først kan søges næste gang i 2022.

Siden 2001 har næsten 200 projekter på flugtskydebaner over hele landet modtaget tilskud fra puljen fra 5.000 kr. og opefter. Pengene kommer fra jagttegnsmidlerne. Ordningen har til formål at støtte jægernes muligheder for at vedligeholde og forbedre deres skydefærdigheder samt at støtte initiativer, som øger skydebanekapaciteten på nye og innovative måder for dermed at være med til at sikre skydebanernes fremtid. En stor del af midlerne går derfor til støjdæmpende foranstaltninger.

Alle grupper af jægere, der kan godtgøre, at de sikrer driften af et anlæg eller en flugtskydebane kan søge midler i puljen.

Modtagere af støtte fra Skydebanepuljen 2021 blev:

Blåhøj Sogns Jagtforening 66.250 kr. Brodal Jagtforening 22.500 kr. Glud-Skjold Jagtforening 90.000 kr. Greve Jagtforening 238.163 kr. Hinnerup og Omegns Jagtforening 47.938 kr. Nordfyns Flugtskydningscenter 153.440 kr. Næstved Flugtskydningscenter 175.000 kr. Strandager Jagtforening 66.247 kr. Urlev-Stenderup Jagtforening 36.907 kr. Vordingborg Jagt- og Flugtskydningsforening 48.750 kr.

Læs også