Nordica Outdoors
Foto: @nordicaoutdoors

Når jeg ser et foto af en død giraf eller et hvilket som helst andet dyr, ser jeg en masse kød, der venter på at blive gjort klar til køkkenet. Jeg bliver ikke mere berørt af et billede af et dødt dyr end af et billede af en burger. Det eneste jeg reelt føler er en voksende appetit. Selvfølgelig er det fordi, at jeg er jæger. Jeg har et ganske afslappet forhold til døden.

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning. Du er velkommen til også at sende os din mening. Vi ønsker en god debat og har plads til alle holdninger. Vi forbeholder os ret udvælge indsendte indlæg ud fra kvalitet, relevans og evne til at bibringe debatten nye indsigter. Skriv til info@mitjagtblad.dk.

Mange andre mennesker vil ikke kendes ved døden, så de frygter og fortrænger den. Når de ser et billede af et dødt dyr, ser de smerte, lidelse, brutalitet og udryddelse. Hvis der dertil sidder en glad jæger på billedet, ser de også ondskab, sindssyge og vold. Jeg siger ikke, at nogen af disse følelser er urimelige – jeg observerer blot, at det er sådan, at det er. Jeg er ret sikker på, at vi alle ved dette.

Jægere i den vestlige verden udgør mindre (betydeligt mindre) end 5% af befolkningen. Eftersom vi lever i demokratier, er det de andre 95%+, der afgør vores fremtid på den lange bane. Hvis ikke et flertal ser nogen grund til jagt, bliver den udfaset. Jagten er ikke en menneskerettighed, eller noget som er nedfældet i grundloven – det er et privilegie, vi er blevet tildelt af flertallet af vælgerne, i de lande vi bor i. Derfor kan jagten blive taget fra os på et øjeblik.

Så hvad kan vi bedst gøre for at sikre, at jagten har en fremtid? Er det klogest at forsøge at forklare de mange reelle fordele for naturbevarelsen, økonomien ude på landet, jobskabelse, ernæring, folkesundhed og så videre? Eller kommer vi længere ved konstant at provokere det store flertal med blodige fotos af grinende jægere, som poserer med døde dyr – billeder som disse ikke-jægere aldrig kommer til at forstå eller sætte pris på?

Bare fordi din ytringsfrihed giver dig ret…

Naturligvis har hvem som helst ret til at poste mere eller mindre, hvad de vil. Vi nyder godt af ytringsfriheden i vore demokratier, og den vil formentlig bestå også efter en eventuel fremtidig afvikling af jagten, som vi kender den.

Et eksempel: Hvis du ansøgte om en stilling I en bank eller på et advokatkontor, ville du så medsende billeder af dig selv på en My Little Pony konference i fuldt loddent pony-udklædning og nogle fotos af dine bizarre balle-tatoveringer – bare fordi din ytringsfrihed giver dig ret til at dele den information om dig selv? Tror du, at sådanne billeder af dig, ville give dig bedre chancer for at få stillingen? Hvis det nu var en af dine venner, der gjorde som beskrevet, ville du så synes, at det var fornuftigt? Alle disse spørgsmål er naturligvis retoriske.

Hvad jeg I virkeligheden spørger om er: Hvad betyder mest for dig som jæger? At udnytte dine rettigheder til at postere provokerende opslag på sociale medier eller muligheden for at nyde jagtens glæder i fremtiden? Stort set hver eneste shit-storm, jeg har oplevet imod jagt og jægere, er udsprunget af blodige trofæbilleder. Opnår vi noget som helst positivt ved at prikke til bjørnen og fortsætte med at postere den slags? Hvad beviser vi, når vi gør det? Er det en begavet tilgang til kommunikation? Det synes jeg faktisk ikke. Som jeg ser det, er vi som jægere nød til konstant at overbevise flertallet af ikke-jægere om, at jagt er godt, således at vi har deres velsignelse til at fortsætte med jagten. Mislykkes vi, vil jagten stille og roligt forsvinde. Det sker desværre allerede en del steder.

Ønsker jeg mig så et forbud imod trofæbilleder? Absolut ikke!

Jeg har igennem tiderne posteret masser af dem selv, og jeg er ikke bleg for at indrømme, at jeg har været langsommere til at se den jagtskadelige effekt end mange af mine venner. Det jeg efterspørger blandt jægere er simpel omtanke. Vi skal være kvikkere og mere medie-snu. Det, at vi har retten til at offentliggøre hvad som helst, betyder ikke, at det smart at gøre det…

Nogen jægere vil med garanti blive vrede, når de læser disse linjer og de vil beskylde mig for at opfordre til, at vi ”gemmer os”. Dette er dog langt fra tilfældet. Jeg vil derimod rigtigt gerne se mange flere fotos fra selve jagten og betydeligt færre af de relativt intetsigende trofæfotos. Jeg vil rigtigt gerne se, at de fotos, der bliver, delt i højere grad udnyttes til at forklare jagten for de uindviede. For der er så meget mere i jagten end blot et skud og et dødt stykke vildt. Jeg synes helt enkelt at det er en god ide, at vi bevæger os væk fra de traditionelle trofæfotos simpelthen fordi, at det er disse blodige billeder af døde dyr og glade jægere, der er den primære årsag til jagtens PR-problemer. Det er helt enkelt det smarteste træk. Trofæfotos uden jægere, sort-hvide billeder eller blot billeder, som viderebringer en klar følelse af respekt for det nedlagte vildt (ingen dans, ingen druk, ingen bred latter, ingen high-fives, ingen thumbs-up ….. du ved nok, hvad jeg mener) er betydeligt mindre provokerende. Døde dyr er nemlig ikke problemet. Det er den for ikke-jægeren fuldstændigt absurde kombination med den lykkelige jæger, der sender lorten direkte i ventilatoren.

Det er slet og ret et spørgsmål om marketing. Det handler om at tænke en lille smule taktisk og begavet med det formål at sikre jagtens fremtid. Jeg kan jo kun tale for mig selv, når jeg siger, at selve jagtoplevelsen er betydeligt vigtigere for mig, end det at poste et klassisk trofæbillede på de sociale medier.

Læs også

Sådan forbedrer du din skydeteknik og mindsker anskydninger

Åteljakt på vildsvin – Foderpladsens optimale beliggenhed