Mit Jagtblad kunne først i juni fortælle, at de svenske myndigheder er ved at indføre nye regler, så jægere lettere kan afsætte vildsvinekød til restauranter og private, men de nye regler ser nu ud til at blive forsinket. Det er EU, der har blandet sig i svenskernes ønske om at gøre vildsvinekød mere tilgængeligt. EU-kommissionen har vist sig at have holdninger til vildtkød, og nu skal forslaget revideres, før de nye regler kan vedtages og implementeres i Sverige.
Reaktionen fra EU kommer, efter at den svenske fødevarestyrelse tidligere i år fremlagde et forslag til nye svenske regler omkring vildkød overfor Europa-Kommissionen og andre medlemslande. Reglerne, som er national lovgivning, omhandler jægeres salg af små mængder vildsvin og vildsvinekød direkte til forbrugere og til lokale detailvirksomheder, hvilket vil sige restauranter og butikker.
Forslaget kommer efter længere tids debat i Sverige om, hvorvidt vildtkød i højere grad bør være tilgængeligt for en bredere del af befolkningen.
EU-kommissionens indvendinger vedrører særligt jægernes muligheder for at sælge vildsvin til restauranter og butikker i Sverige og også hvor mange vildsvin, jægerne skal have lov til at afsætte. Sverige skal nu svare kommissionen på, hvordan de vil gå videre med udformningen af de nye regler.
”Det er beklageligt, at de nye regler bliver forsinkede og dermed også jægernes muligheder for at afsætte vildsvinekød. Nu vil vi analysere svaret fra Europa-Kommissionen og se, hvilke justeringer af reglerne, vi skal foretage, for at de kan besluttes. Vores mål er at sikre, at reglerne kan være på plads til efteråret, fortæller Elin Häggqvist fra den svenske Fødevarestyrelse.
Forslaget om salg af mindre mængder vildsvin og vildsvinekød, som også vil berøre mange tusinde danske jægere i Sverige, er en del af den såkaldte Vildsvinepakke. Målet er at øge mængden af vildsvinekød, der kommer ud til almindelige forbrugere.
I øjeblikket er de svenske regler sådan, at jægere kun må overlade vildsvin til professionelle vildthåndteringsanlæg eller spise kødet i egen husstand.
Læs artiklen: Register på vej for jægere der sælger vildsvinekød