Europa-Kommissionen fremlagde fredag det længe ventede forslag om at gøre det lettere at jage ulve i Europa. Det sker efter voldsom debat omkring det voksende antal ulve og den trussel, de udgør mod husdyr, vildt og i enkelte tilfælde mennesker. En debat som nu munder ud i forslaget om at nedgradere dyrenes beskyttelsesstatus.
Forslaget, som allerede blev annonceret sidste år, vil indarbejde en ændring i EU-lovgivningen, som trådte i kraft fredag under Bern-konventionen om beskyttelse af Europas vilde dyr og planter samt naturlige levesteder – der dækker Europa og nogle afrikanske lande – for at sænke ulves status til »beskyttet« fra »strengt beskyttet«.
”I nogle europæiske regioner er ulveflokke blevet en reel fare, især for husdyr,” sagde Europa-Kommissionens formand Ursula von der Leyen i en erklæring i forbindelse med præsentationen af den nye lovgivning. Hun sagde også at ændringen vil hjælpe lokale myndigheder med at forvalte ulvebestande og samtidig beskytte landbrug og biodiversitet.
Debatten om ulve har været ophedet og aktivister og nogle EU-lovgivere har beskyldt von der Leyen, hvis egen pony blev dræbt af en ulv i 2022, for at have personlige motiver til at gå målrettet efter ulve.
”EU’s naturbeskyttelsespolitik bliver nu formet af Ursula von der Leyens personlige pony-drama. Men at sænke ulvebeskyttelsen er blot symbolpolitik. Landmændene har brug for reelle løsninger,” sagde den tyske grønne lovgiver Jutta Paulus i forbindelse med nyheden. Hun advarede om, at færre ulve kunne føre til, at mere vildt vil forårsage skader i skovene. Et argument som mange jægere nok ikke ser logikken i. Vildtet ødelagde jo ikke skove i stor stil før ulvebestanden i Europa eksploderede for omkring 20 år siden.
På spørgsmålet om, hvorvidt von der Leyens personlige erfaringer havde motiveret EU’s beslutning, sagde en talsmand for Kommissionen, at forslaget var baseret på ræsonnementer, herunder at ulvebestanden er stigende i EU, med omkring 20.300 dyr til stede i 2023.
Forslaget skal endeligt godkendes af EU-landene og Europa-Parlamentet.
Siden 1979 har Bern-konventionen beskyttet ulve mod at blive bevidst jaget eller indfanget, medmindre de udgør en alvorlig trussel mod husdyr eller sundhed.
Under deres nye status kan ulve jages, men landene skal stadig tage skridt til at forhindre, at dyrene bliver truede, f.eks. ved at begrænse jagtperioderne.
Allerede i 2022 foreslog Schweitz at nedgradere EU ulvens beskyttede status under Bern-konventionen, men dengang modsatte EU kommissionen sig forslaget.
Ulve dræber mindst 65.500 husdyr hvert år i EU, viser Europa-Kommissionens analyse.
Ulve kan dog også hjælpe med at kontrollere vilde bestande af store pattedyr som hjorte, hvilket begrænser disse dyrs evne til at skade landbruget eller overføre sygdomme til husdyr.
Tre af de ni ulvebestande, der findes i Europa, har en »sårbar« bevaringsstatus