For første gang har et af de svenske Län (amter) forbudt udfodring af vildsvin til jagt. Forbuddet kommer efter at en gruppe jægere i efteråret lagde sukkerroer ud på en lille eng i skoven på deres revir i Jönköping län i det nordlige Småland. Roerne blev lagt ud for at tiltrække vildsvin, men tiltrak sig også naboerne opmærksomhed. En landmand, hvis jord grænsede op til skovstykket, var nemlig ikke imponeret over de mange roer. Han frygtede, at at jægerne reelt tiltrak langt flere vildsvin til området end, der ellers ville være.
”Det er helt fint at jægerne skyder vildsvin. Den er jeg med på. Men at hælde så store mængder roer ud er jo det rene pjat. Det vil trække mange flere vildsvin, og det vil ramme de lokale landmænd hårdt” forklarede landmanden Jacob Elg til radiokanalen P4 i Småland.
Læs også: Anmeldelse: Peltor EEP-100 aktive høreværn
Til det svarede jægerne, at de mange roer jo netop ville tiltrække flere vildsvin, så jagten på de kontroversielle grisebasser kan effektiviseres. Den tilgang var landmanden dog ikke med på. Han klagede til Länet (amtet). Viltvårdsforvaltningen i Jönköping sendte embedsmænd ud i skoven for at se, hvad der foregik. Her fandt de, hvad de anslog til 8 til 10 tons roer, fordelt på den lille eng og et par andre steder i skoven.
Det var for meget for myndighederne, der nu har forbudt jægerne at fodre i den skala. Forbuddet kommer efter at den svenske regering fra 1. oktober sidste år gav Länsstyrelserne mulighed for at forbyde udfodring af vildt, hvis de finder den uhensigtsmæssig eller uetisk. Det var første gang en Länsstyrelse brugte den nye mulighed for at nedlægge forbud.
Myndighederne overvejer nu, om jægerne skal pålægges at fjerne roerne. Omvendt har jægerne meddelt, at de vil anke Länsstyrelsens beslutning. Mens den konkrete sag ruller videre, har diskussionen om udfodring flyttet sig over mod hvilken mængde, det så er passende at lægge ud. I jægerkredse er holdningen generelt, at jo større mængder der lægges ud, jo større afskydning kan man forvente. Den holdning deler myndighederne ikke.
Læs også: Derfor buejagt!
”Anbefalingen er, at man ikke lægger mere ud end vildtet kan spise på et par dage. Måske 10-20 kilo” – mener Ingemar Sjöberg fra vildtforvaltningen i Jönköpings län. Andre steder tales der om maksimalt 50 kilo. Debatten er ikke helt uinteressant, da beslutningen fra Jönköpings Län, som er den første siden den nye lov trådte i kraft 1. oktober, kan danne præcedens for resten af Sverige.
Den nye lov om udfodring gælder kun klovvildt, og den svenske regerings beslutning påvirker ikke saltsten eller fodermarker.
Læs også: Haren, sneppen og den gode jagt, der altid får humøret til at stige,