
Det projektil som sidste uge endte i et skolekøkken i Jylland, er fortsat et mysterium. Efter de indledende undersøgelser er politiet ikke tættere på af finde ud af hvad, der er sket.
Projektilet, som ramte Skals skole, gik igennem et vindue i skolekøkkenet først på eftermiddagen sidste onsdag. Først kunne personale ikke forstå hvad, der havde forårsaget det store hul, men efter at personalet havde undersøgt hullet nærmere stod det klart at noget tungt var røget gennem ruden og at det kunne være farligt. Klokken 13.54 indkom anmeldelsen til Midt og Vestjyllands politi, der straks rykkede ud til Skals skole.
Anmeldelsen gik kun på, at der var et større hul i et vindue ind til skolens køkken. På det tidspunkt var der ikke mistanke om, at der var tale om et skud og Politiet kunne ikke indledende fastslå årsagen til det store hul og kørte igen. På skolen fortsatte undersøgelsen dog og kort efter kunne personalet ringe til politiet igen og berette at der var fundet et projektil i en pose mel. Mest sandsynligt et riffelprojektil.
”Vi kørte faktisk derfra igen med uforrettet sag, men så ringede de fra skolen og fortalte, at de havde fundet et projektil i en pose mel” beretter Ole Vanghøj fra Politiet til TV2.
Selvom Politiet ser med alvor på sagen, vurderer Midt of Vestjyllands Politi ikke at skuddet ramte tæt på børn eller personale på Skals skole. Politiet går ud fra, at der er tale om et skud fra en riffel, der er brugt til jagt og understreger, at der ikke er noget som helst, der tyder på, at der bevidst er blevet skudt mod skolen i Skals.
”Alt tyder på, at det er et vådeskud, blandt andet på grund af den bane, som det er gået gennem vinduet med” siger Midt og Vestjyllands Politi. Politiet regner med, at det er et vådeskud fra en person, der har været på jagt i nærheden. Det kan være op til seks kilometer væk.
Siden har politiet kørt rundt i området og talt med lokale for at identificere skytten, men indtil videre er der ikke nyt i sagen.