Naturlige græsarealer dækker over halvdelen af det globale landareal. Men ifølge en ny FN-rapport er op til 50 % af områderne i rigtig dårlig stand. Problemet skyldes de fleste steder nedsat jordkvalitet.
Problemet er “en alvorlig trussel mod menneskehedens fødevareforsyning og velfærd eller endda overlevelse for milliarder af mennesker,” sagde sekretariatet for FN’s konvention om bekæmpelse af ørkendannelse (UNCCD) i Bonn, da rapporten blev præsenteret tidligere på måneden.
”Når vi fælder en skov eller ser et 100 år gammelt træ falde, udløser det med rette en følelsesmæssig reaktion hos mange af os. Men omdannelsen af gamle græsgange sker så stille og roligt, at vi ikke lægger mærke til det,” sagde repræsentanter fra UNCCD.
De truede græsarealer, er områder med primært naturlig vegetation, der afgræsses af vildt eller husdyr. Denne landskabstype omfatter blandt andet prærier, stepper, savanner, bushland, ørkener og tundraer. Arealerne omfatter ikke skove eller arealer, der anvendes til intensive landbrugsformål .
Ifølge FN-rapporten er der tale om cirka 54 % af landarealet. De mange hektar lagrer næsten en tredjedel af jordens kulstof og producerer en sjettedel af verdens fødevarer. Græsarealerne er afgørende for eksistensen af omkring to milliarder mennesker.
De problemer, FN ser for græsarealer, omfatter lav jordfrugtbarhed, erosion, tilsaltning og jordpakning.
“Alle disse faktorer bidrager til tørke, nedbørsvariabilitet og tab af biodiversitet over og under jorden,” hedder det i FN-rapporten. Hovedårsagen til den dårlige tilstand er ændringen i arealanvendelsen. Græsgange bliver omdannet til landbrugsjord for at imødekomme den stigende efterspørgsel efter fødevarer, tekstiler eller biobrændstof. Andre problemer omfatter overforbrug af dyreflokke eller mangel på pleje.
De fleste af områderne ligger i Afrika, Centralasien, Nord- og Sydamerika og Australien, mens græsarealerne i Europa har givet plads til urbanisering, genplantning af skov og produktion af vedvarende energi, hedder det i rapporten.
For at beskytte de vigtige græsarealer og deres betydning for økosystemerne anbefaler UNCCD-eksperterne blandt andet, at iværksætte mere beskyttelse af omrejsende hyrders gamle levevis.
“På trods af at de har en anslået halv milliard mennesker på verdensplan, bliver pastoristiske (hyrdesamfund) samfund ofte overset, har ingen indflydelse på politiske beslutninger, der påvirker dem, er marginaliserede og bliver ofte betragtet som outsidere i deres eget land.” Siger FN i rapporten.