HAR LØVEJAGT EN FREMTID? – Har løver en fremtid?

På SCI showet i Las Vegas 2016 blev der formentlig kun solgt nogle enkelte løvejagter, hvis der overhovedet blev solgt nogen. Årsagerne var flere: Den væsentligste er et de-facto forbud mod import af løvetrofæer som US Fish and Wildlife Service indførte ultimo 2015 i kølvandet på den meget omtale sag om ”drabet på løven Cecil” i Zimbabwe tidligere samme år.

Løvejagt
De gamle hanløver, der er målet for trofæjagt, bidrager ikke til bestandens overlevelse. Den nok så berømte ”Cecil” (ikke denne løve) var 13 år gammel og dermed en olding i løveverdenen, som under alle omstændigheder ville dø i nær fremtid.

Men dette var ikke den eneste effekt af den omtalte mediestorm. En del lande har i kølvandet på den virale ”shit-storm” ensidigt valgt at nedlægge forbud mod import af løvetrofæer til deres respektive lande. Dette gælder bl.a. Frankrig og Australien, som har stoppet for al import af løvetrofæer. Adskillige store flyselskaber nægter nu at transportere jagttrofæer. Flere EU lande presser på for at gennemføre importforbud til lande i EU.

Den legale trofæjagt på løver er sat voldsomt tilbage og kan snart forsvinde helt, alt efter hvad der sker i de kommende måneder og år. Men er dette til fordel for bevarelsen af Afrikas vilde løver?

DEN AFRIKANSKE VIRKELIGHED

Jeg mødte den belgiske ejer af et stort, privat jagtområde i det nordlige Namibia på jagtmessen i Las Vegas. Han var lettere frustreret over udsigten til, for første gang i mange år, ikke at kunne sælge den ene licens på en trofæløve, som området får tildelt om året. Indtægten, som man derved går glip af, er flere hundrede tusinde kroner, som ville være gået ind i den bekostelige drift af det godt 60.000 hektar store naturområde, der er opkøbt af private og omlagt fra kvægdrift til re-wilded bush fyldt med hjemmehørende arter for nogle år siden.

”Vi har enorme udgifter til at vedligeholde vore hegn, boringer og infrastruktur, bekæmpe krybskytter og deltage i diverse forskningsprojekter. Pengene kommer fra trofæjagten, og selv om vi nok skal overleve uden indtægten fra løven, skal pengene jo findes et andet sted. Det mest absurde er, at løverne på vores område er løver, der er udstødte af Etosha Nationalparken. De er en stor udgift for os at have på kost, og når de vandrer videre ud i det namibiske landskab, nedlægges de i samme øjeblik, de stikker snuden ind på en af de kvægfarme, der omgiver vores område. Kvægfarmerne er i deres fulde ret, de dræber flere løver hvert eneste år, og ingen af disse bidrager økonomisk til naturbevarelse i området”. Den ældre herre ryster på hovedet i afmagt og tydelig foragt for de politiske beslutninger, der forhindrer ham i at sælge årets løve.

Afrika er midt i en befolkningseksplosion. Lige nu bor der godt 1,2 milliarder mennesker på kontinentet. I 1980 boede der mindre end 500 millioner og omkring år 1900 kun godt 100 millioner. Befolkningen vokser med omkring 30 millioner mennesker om året, og i modsætning til resten af verden er der intet, der tyder på, at tilvæksten aftager i nær fremtid. FN regner med, at Afrikas befolkning i 2050 vil runde 2,4 milliarder mennesker og fortsat vil vokse med mere end 40 millioner mennesker om året. Allerede nu er Afrika godt 15% tættere befolket end Europa og omkring 4% tættere befolket end USA. Udelader man diverse afrikanske ørkenområder i regnestykket og ser på de arealer, hvor der rent faktisk kunne være løver, er befolkningstætheden endnu større.

For 100 år siden mener man, at der var mere end 1.000.000 løver i Afrika. I 1980 regnede man med, at mere end 90% af disse var forsvundet. Altså fra mere end en million ved forrige århundredeskifte til omkring 100.000 i 1980. I de senere år er løvernes nedtur fortsat. Ingen ved præcis, hvor mange vilde løver, der er tilbage i spredte bestande på kontinentet. Mange eksperter gætter på omkring 20.000, andre på 30.000. Uanset det eksakte antal er ingen i tvivl om, at bestanden har været i frit fald de seneste årtier.

PLADSKRÆVENDE KATTE

Løver har brug for store sammenhængende områder med tilstrækkelig føde. Det vil sige en god bestand af naturlige byttedyr, som hovedsageligt udgøres af større planteædende pattedyr. Alt efter fødetilgangen optager en løveflok et areal på 20-400 kvadratkilometer eller 2.000-40.000 hektar. Er der føde nok, får løverne ganske mange unger, hvoraf hannerne typisk udstødes af flokken, når de når en alder af tre år. Derpå vandrer de ud i verden for at vokse sig stærke nok til engang selv at smide en dominerende han på porten og overtage en flok. Afsatte flokledere lever en nomadisk tilværelse på egen hånd til de dør af alderdom. Typisk bliver en vild hanløve mellem 10 og 14 år gammel, inden den bukker under for sult og alderdom.

I områder, hvor der hverken er grundlag for øko-turisme eller trofæjagt, forsvinder løverne og deres byttedyr i takt med, at jorden benyttes af lokale bønder. Dette er desværre situationen på langt størstedelen af arealet i løvernes naturlige udbredelsesområde.

Trofæjagt på løver målrettes primært efter gamle hanløver, som ikke har deres egen flok. Hvis en flokleder nedlægges, overtager en anden han flokken og starter typisk med at slå alle diende unger af den gamle flokleder ihjel for at få de diegivende hunløver i brunst, så han kan bedække dem. Det er derfor vigtigt, at det er de rigtige løver, der nedlægges. Når det sker, har trofæjagten ingen negativ indflydelse på løvebestanden.

I store naturområder med masser af vildt er det intet problem at opretholde en tæt løvebestand. Problemet for de vilde løver består snarere i, at der ikke er mange egnede levesteder tilbage, og problemet vokser i takt med den afrikanske befolkning. Set i et historisk perspektiv er det ikke så længe siden, at store dele af Afrika stadig var jomfruelig vildmark med masser af plads til løver, men befolkningseksplosionen har ændret billedet totalt.

I realiteten er der kun plads til vilde løver i de store ubeboede eller tyndt befolkede områder, som er afsat til vild natur. Desværre dækker sådanne vildmarksområder kun nogle ganske få procent af Afrikas areal. En lille del af dem er nationalparker og private naturreservater, der finansieres af øko-turisme, mens hovedparten er mere utilgængelige områder, som primært finansieres af trofæjagt. Der findes stort set ingen områder tilbage i Afrika, hvor naturen blot ligger urørt hen og passer sig selv uden menneskelig indblanding eller økonomiske interesser. Nogen skal betale gildet – præcis som i resten af verden.

Jægere lægger betydeligt flere penge pr. person i Afrika end foto-turister, og de besøger gerne meget svært tilgængelige og mere vildtfattige områder, som det erfaringsmæssigt er meget svært at lokke øko-turisterne ud i. Det finansierer naturbevarelse i områder, som aldrig ville kunne få en indtægt fra øko-turisme.

På langt hovedparten af Afrikas areal drives der landbrug. At brødføde den proteinhungrende befolkning ville ikke være muligt uden. Landbrugsdriften omfatter i reglen husdyr og spænder fra store privatejede farme med kvæg og får til ludfattige familiebrug med ganske få husdyr, som drives rundt i bushen på evig jagt efter græs. Uanset om landbruget falder i den ene eller den anden kategori, så er kvægdrift ikke kompatibelt med vilde dyr i almindelighed og store rovdyr i særdeleshed. Det kan ganske enkelt ikke lade sig gøre at opføde kvæg effektivt og rentabelt, hvis der er for hård konkurrence fra vilde planteædere om det tilgængelige græs, eller hvis store rovdyr slår kvæget ihjel. Det betyder, at både rovdyrene selv og deres byttedyr efterstræbes i landbrugsområderne, hvilket i sagens natur fjerner både løverne og deres naturlige fødegrundlag.

Skal der være vild natur i et område, skal det på den ene eller den anden måde kunne betale sig for lokalbefolkningen at have den der. Ellers viger naturen erfaringsmæssigt for landbrug. De lokale har brug for mad og indtægter for at overleve. Dette er ikke anderledes end vilkårene i USA eller Europa, der som nævnt begge er tyndere befolkede områder end Afrika.

ØKO-TURISME

Omkring år 1900 var der formentlig cirka 1.000.000 vilde løver i Afrika. Billedet her stammer fra Algeriet, hvor franske kolonister havde travlt med at udrydde den nordafrikanske underart, Berberløven, for at gøre plads til deres landbrug. Det lykkedes desværre få år senere.

Øko-turisme er en fin måde at finansiere naturbevarelse på, og i alle de lande i Afrika, hvor trofæjagt ikke er tilladt, er det reelt set også den eneste effektive måde at gøre det på. Desværre er naturbevarelsespotentialet med øko-turisme begrænset. Omfanget af de beskyttede områder afhænger helt naturligt af omsætningen i turisterhvervet. Dette er voldsomt tydeligt i lande som Kenya, hvor der stort set ikke er vildt tilbage uden for landets nationalparker. Antiloperne ender i kødgryderne, når de vover sig ud i de nærliggende områder. Løverne dræbes med alle tænkelige midler for at beskytte de lokales kvæg.

Der er næppe nogen tvivl om, at løven kan overleve i Afrikas nationalparker og private naturreservater for øko-turisme, hvis disse får lov til at bestå, men det står også klart, at øko-turismen kun beskytter naturen så langt, som turisternes kameraer rækker. Uden for reservaterne trænger virkeligheden, riflerne, snarerne og det forgiftede kød sig på. Hvis den samlede løvebestand fremover er henvist til disse beskyttede områder, er der dels udsigt til, at bestandene skrumper yderligere, og dels bliver meget isolerede, hvilket nødvendiggør omkostningstunge foranstaltninger såsom flytninger af løver for at hindre indavlsproblemer.

Bestandseksplosion! Løverne i det hegnede naturreservat Bubye er blevet til mere end 500 individer fra et udgangspunkt på kun 17 over en periode på blot 17 år. Løverne forvaltes med trofæjagt. Et lysende eksempel på at kontrolleret trofæjagt på løver kan føre til en blomstrende bestand.

Tendensen overalt i Afrika går klart i retning af at hegne naturen inde for at beskytte befolkningen uden for parkerne imod vildtet og vildtet indenfor parkerne imod befolkningen. Når først hegnene er oppe, står det hurtigt klart, at visse dyrearter, herunder løver, ikke kan forvaltes uden menneskelig indblanding, når pladsen er begrænset. Løver har ikke mange naturlige fjender, og de er meget frugtbare, så bestanden kan hurtigt overstige arealets langsigtede bæreevne. Dette kan forebygges med medicinsk prævention (hvilket ikke ligefrem kan kaldes naturligt) eller afhjælpes ved regulering af bestanden. Selv i et øko-turistparadis er jagt en uundgåelig del af vildtforvaltningen, nøjagtigt som zoologiske haver verden over rutinemæssigt afliver ”overskudsløver”.

TROFÆJAGT

Hidtil har det eneste reelle bæredygtige alternativ til øko-turisme for indtjening på løverne og de øvrige vilde dyr udenfor naturreservaterne været trofæjagt, og denne praksis har gennem de seneste årtier finansieret betydeligt større leveområder for vilde løver end øko-turismen. Det er sjældent, at jagt og øko-turisme foregår på de samme områder, så de arealer, der finansieres af jagt, ville som oftest slet ikke forvaltes som beskyttede naturområder, hvis ikke der var en indtægt fra jagten.

At trofæjagt kan finansiere større områder og større vildtbestande end økoturisme skyldes simpelthen, at trofæjagt i sagens natur kræver store områder med store vildtbestande for at være bæredygtigt og rentabelt, mens øko-turisme er muligt på langt mindre områder i forhold til antallet af betalende gæster.

Løven har levet vildt i Europa langt op i historisk tid og må betragtes som naturligt hjemmehørende på dette kontinent. Man kan med rette spørge sig selv, hvorfor europæiske politikere ikke foreslår en genetablering af en vild europæisk løvebestand, inden de blander sig i løveforvaltningen i Afrika, som rent faktisk er betydeligt tættere befolket end Europa.

I områder med trofæjagt er det ofte en bred palette af vilde dyr, der jages. Løver er blot en del af indtægtsgrundlaget, men i mange områder en ganske væsentlig del. En løvejagt kan nemt koste 100.000 USD eller mere. Ikke desto mindre er trofæjagt ingen guldgrube for safarifirmaerne, og der er mange områder, hvor rentabiliteten hviler på en knivsæg. Tages løverne ud af regnestykket, vil de øvrige jagtmuligheder ikke altid være tilstrækkelige til at holde operationen kørende. Kan løverne ikke jages, reduceres de fra at være en væsentlig indtægtskilde til at være en irriterende omkostning i kraft af deres indhug i den øvrige vildtbestand, de praktiske gener for lokalbefolkningen, øgede omkostninger til sikkerhedsforanstaltninger for turister i området og så videre.

Resultatet af et trofæjagtstop på løver kan nemt gå hen og betyde stop for al trofæjagt i et område, hvilket leder til en kedelig kædereaktion. De manglende indtægter og jobs tvinger lokalbefolkningen til at ernære sig på anden vis end gennem jobs i trofæjagtbranchen og med kød fra trofæjagten. De har intet andet valg end at gå tilbage til landbrug med kvæg, får og geder. Dette leder direkte til en systematisk udryddelse af alle større, vilde dyr. Ingen har længere økonomiske interesser i at beskytte vildtet imod illegal jagt. I sidste ende forvandles den lokale bush til et spejlbillede af resten af det afsvedne og overgræssede afrikanske landskab, som er stort set tømt for vildt, og som slet ikke levner levemuligheder for løver og andre store rovdyr.

PRIVATE JAGTFARME

I Sydafrika, Namibia og Zimbabwe er enorme private landområder siden 1970’erne blevet hegnet og omlagt fra kvægdrift til vildtdrift. Det samlede areal af jagtfarme i de tre lande er omtrent på størrelse med Storbritannien og Tyskland tilsammen. Omlægningen er bl.a. sket af den simple grund, at det kunne betale sig, og det har skabt enorme leveområder for millioner af store pattedyr. Der er tale om et af verdenshistoriens største re-wilding projekter. Desværre er det indtil videre meget begrænset, hvor mange løver det har skabt grundlag for. Problemet i den sammenhæng er løvernes førnævnte arealkrav og den altafgørende økonomiske bæredygtighed i projekterne. De fleste af de private jagtfarme er simpelthen for små til løver. Både fordi de ikke kan producere vildt nok til både at fodre en fast løvebestand og samtidigt opretholde en bæredygtig trofæjagt, men også fordi der kræves en hel masse meget kostbare sikkerhedsforanstaltninger, hvis man slipper løver ud i et hegn, hvor gæster skal færdes.

Der ER vitterligt nogle få af de meget store privatejede jagtområder, der med succes huser bestande af vilde løver. En af disse er Bubye Valley Conservancy i Zimbabwe. En tidligere kvægfarm på ufattelige 344.000 hektar, der i 1990’erne blev opkøbt af et privat konsortium for at blive omlagt til et trofæjagtfinansieret naturområde. I 1999 grundlagde man områdets løvebestand med 17 individer. I dag er der mere end 500, og man har igennem hele perioden drevet jagt på dem. Faktisk har løverne klaret sig så godt, at det nu er nødvendigt at reducere bestanden med omkring 200 dyr, hvis ikke vildtbestandene skal kollapse i det indhegnede naturreservat.

Skal løverne have en fremtid i privatejede reservater, er det altafgørende, at der tegner sig særdeles gunstige udsigter til at kunne sælge bæredygtige løvejagter fremover. Sker det ikke, er der med garanti ikke mange private jordejere, der lukker løver ind på deres områder. Dette er mildt sagt ærgerligt set i lyset af, hvad netop de private jagtfarme har gjort for alle de andre arter, de har taget til sig.

HAR VILDE LØVER EN FREMTID?

Som tidligere nævnt kan en fragmenteret bestand af vilde løver formentlig overleve uden trofæjagt som finansieringskilde i reservater afsat til økoturisme. Bestanden vil i givet fald i stigende udstrækning leve under hegn og total menneskelig kontrol, og der vil være væsentligt færre løver end i dag, medmindre øko-sektoren vokser til mangedobbelt størrelse.

Hvis verdens politikere omvendt besinder sig, lytter til eksperter såsom IUCN og tillader en fortsættelse af strengt kontrolleret trofæjagt på løver, så vil der i overskuelig fremtid være betydeligt større områder til rådighed for de vilde katte, hvilket i sagens natur betyder en større og mindre fragmenteret bestand. Alt andet lige er der intet som helst, der taler for en nedlukning af løvejagten, men spørgsmålet er, om skaden er sket? Løvernes fortsatte skæbne kan meget vel vise sig at være i hænderne på de sociale mediers digitale folkedomstol. Glem alt om rationalitet i den anledning.

ILLEGAL JAGT – POACHING

Vilde løver dræbes illegalt i Afrika hver eneste dag. Illegal jagt er en alvorlig forbrydelse og et kæmpe problem for vildtforvaltningen, eftersom man i sagens natur ikke kan gennemføre en målrettet forvaltning uden kontrol af afskydningen. De fleste af løverne, der nedlægges illegalt, dør, fordi lokale opfatter dem som en trussel imod deres kvæg og dem selv. De venter sjældent på en reguleringstilladelse. Der benyttes gift, snarer, fælder og alle tænkelige våben til bekæmpelsen.

Andre løver omkommer som bifangster i snarer og sakse, som egentligt er sat op for at fange spiseligt vildt. I de lidt tyndere befolkede dele af Afrika, hvor der stadig er vildt i bushen, er den illegale kødjagt, ”bushmeat poaching”, ofte et stort problem i forhold til naturbevarelsen. Udover, at denne form for krybskytteri udsætter løverne for direkte fare for at ende i en saks eller en snare, udtynder den ulovlige kødjagt også løvernes spisekammer.

Det er en trist skæbne, der venter løver, der strejfer ind i lidt tættere befolkede områder i Afrika.

Løver jages også illegalt for diverse kropsdele, som tillægges magiske kræfter i såvel asiatisk som afrikansk folkemedicin. Denne illegale jagt har endnu ikke nået samme omfang som krybskytteriet på næsehorn og elefanter, men efterspørgslen er der, og vi ved af erfaring, at den form for faunaforbrydelse pludselig kan eksplodere med katastrofale følger for den efterspurgte vildtart.

Den illegale jagt på løver bedrives oftest af lokale, og det sker i vid udstrækning i hele løvernes udbredelsesområde.

LEGAL JAGT

Langt de fleste afrikanske løver, der nedlægges fuldt legalt, er problemløver, der har bevæget sig ind i landbrugsområder, hvor de lokale enten har en åben tilladelse til at nedlægge dem, eller hvor der udstedes individuelle tilladelser til at nedlægge disse ”problemløver”. I mange tilfælde er det offentligt ansatte vildtbetjente, der står for reguleringen. Der nedlægges problemløver legalt overalt, hvor der findes løver. Også i de lande, hvor trofæjagt på løver ikke er tilladt. Antallet af problemløver, der nedlægges legalt, overstiger langt antallet af løver, der nedlægges på trofæjagt.

DÅSELØVER

I Sydafrika har man i nogen tid avlet løver til decideret put and take afskydning. Løverne holdes i små avlshegn, til de har opnået den rigtige alder og først og fremmest det rigtige udseende, hvorpå de udsættes i et ”jagt-hegn”, kort tid inden de nedlægges. En betalende ”trofæjæger” får ”trofæet”, mens løveejeren sælger resten af den døde løve som kropsdele. Denne løveavl minder på mange måder om pelsdyravl frem til det punkt, hvor en ”jæger” rent faktisk er parat til at betale penge for at nedlægge det opdrættede dyr.

Denne form for put and take jagt på løver har i de senere år mødt hård kritik fra både jægere og ikke-jægere. Kritikken går først og fremmest på, at der på ingen måde er tale om jagt i klassisk forstand, hvor dyrene, der jages normalt, er vilde og befinder sig i deres naturlige biotop.

Nedskydningen af opdrættede løver mod betaling har formentlig ingen hverken positiv eller negativ effekt på bevaringsarbejdet for de vilde løver. Der er tale om en landbrugsproduktion, der markedsfører sig som ”jagt”, og som dermed skaber misforståelser omkring, hvordan trofæjagt normalt foregår.

I øjeblikket kæmper den sydafrikanske organisation for professionelle jægere, PHASA, en indædt kamp for at få jagten på dåseløver forbudt.

LEGAL TROFÆJAGT

I en hel del lande i Afrika er der legal trofæjagt på vilde løver. Det foregår på den måde, at der udstedes et begrænset antal licenser på afskudbare løver, som tilrejsende storvildtjægere så kan jage imod betaling. Man jager målrettet efter gamle hanløver, som ikke står i spidsen for en flok, og bedrives jagten korrekt, har den ingen negativ indflydelse på bestanden, men bidrager i kraft af de tårnhøje priser for løvejagt væsentligt til økonomien i trofæjagten.

De fleste vilde løver, der nedlægges på trofæjagt, skydes på bait. Jagtmetoden muliggør omhyggelig udvælgelse af de afskudbare individer. I enkelte tilfælde nedlægges der også løver på sporingsjagt. Antallet af trofæjagtlicenser er meget begrænset. Amerikanske jægere udgør langt den største nationalitetsgruppe blandt løvejægerne. Et eksempel på omfanget og fordelingen af trofæjagten er den amerikanske løvetrofæimport i 2014: 620 løver nedlagt i Sydafrika, 42 fra Zimbabwe, 40 fra Tanzania, 10 fra Mozambique, tre fra Namibia, to fra Burkina Faso, en fra Benin og en fra Cameroun. De sydafrikanske løver kan stort set alle formodes at være opdrættede ”dåseløver”, mens alle de andre må formodes at være vilde løver.

Der udstedes bl.a. licenser til trofæjagt på vilde løver i følgende lande: Tanzania, Zimbabwe, Mozambique, Sydafrika og Namibia. Det er organisationen CITES, der tildeler de enkelte lande trofæeksporttilladelserne efter løbende evaluering af situationen.

I USA kan det være forbundet med en regulær ”shit-storm” at posere med sit trofæ. Helt så galt er det heldigvis ikke gået for den danske tandlæge på dette billede.

Historien om ”Cecil”. Og virkeligheden.
Videolinks:
https://www.youtube.com/watch?v=GiyQvm9d4tM
Nyhedsklip med Cecil
https://www.youtube.com/watch?v=I40MobLZiQE

LÆS OGSÅ

Ind i løvens hule

Guldmedalje Gemsbok