Vi jægere har ikke mange jagtlige aktiviteter om sommeren. Der er bukkejagten, og måske skyder vi lidt lerduer og forbereder næste sæson, men vi har tid til overs. Men det er også vigtigt holde hunden i form, både fysisk og træningsmæssigt. Selvom der er begrænsninger i træningsmulighederne, så er lidt bedre end ingenting.
MARKFRED
I perioden fra midt i april til 1. oktober er der vej og markfred. Her er det for eksempel ikke tilladt at have løse hunde på stranden.
Men der er andre vigtige hensyn at tage. I forår og sommeren yngler jo alt vildtet, så det går ikke at træne ude i terrænet, hvor man risikerer at forstyrre det ynglende vildt.
Alle har sikkert prøvet at skræmme en fasanhøne eller en and fra reden, og det er ikke en god oplevelse. Så vælg et terræn, hvor du ved, at der ikke er vildt.
Træning om sommeren er besværligt i forhold til varmen. De fleste jagthunde trives ikke med varme, så træningen skal helst lægges tidligt om morgenen eller alternativt sidst på aftenen. Træn også i kortere sekvenser, så hunden bevarer fokus og overskud i træningen.
Sørg i øvrigt altid for at have frisk vand med til hunden.
HVOR MEGET FRIHED
Det vil jo være fristende at give hunden frie tøjler om sommeren, men det går bare ikke.
Det er meget bedre at bruge tiden på at holde hunden i form med noget træning. Det vigtigste her er få trænet noget grunddressur. Træn både almindelig lydighed, hvor hunden skal gå ordentlig ved fod, sidde og vente, stoppe på fløjt m.m.
Læg en masse distraktioner ind i træningen for at skærpe hundens lydighed.
Du kan for eksempel sætte en eller flere hunde af, og så kaste dummyer mere eller mindre fristende, mens du afgiver skud.
Kast flyvende og fristende dummyer, der ruller hen over jorden lige for næsen af din hund, så du kan træne dens stoplydighed, men hent de fleste dummyer selv.
Langt de fleste hunde kan let se forskellen på træning og jagt, men det er alligevel bedre at få skærpet lydigheden via træningen i stedet for ikke at gøre noget som helst.
En god grunddressur vil altid hjælpe, når man igen begynder på jagt.
VANDARBEJDE
Da alle hunde elsker vand, er vandarbejde jo en oplagt ting at lægge ind i sommerens træning.
Svømning er noget af den sundeste motion, en hund kan få, så her er det oplagt at kombinere træning med motion.
Sørg for at træne i søer, hvor du ved, at der ikke er kastet alt muligt ud i vandet.
Mange grusgrave, der bliver lavet om til rekreative områder, har rene søer med et glat vandspejl, som er velegnet til vandarbejdet.
Mange gamle vandhuller er fyldt med gamle cykelstel og affald, og en jagthund, som springer lige på hovedet ud i vandhullet, kan komme slemt til skade.
Start fornuftigt med nogle korte markeringer og øg langsomt afstanden, så hunden skal svømme længere og længere.
ET ANDET FARVESYN
Sørg for at bruge dummyer, som flyder og ligger højt på vandspejlet, og husk, at hunden ser ikke farver som mennesket.
Læs også: Sådan vælger du den rigtige jagthund
Muligvis har hunden et syn, der minder om synet hos et menneske, der er farveblind og ikke kan skelne mellem rødt og grønt, men som til gengæld opfatter utroligt mange forskellige nuancer af naturfarver som sandfarvet og khaki.
Hvad normaltseende mennesker opfatter som rødt, er mørkt for hunden, og grønt opfattes som lyst eller som en grålig skygge. Hunden ser ud til at opfatte blåt og gult bedst og grønt og rødt mindre godt.
TRÆN IKKE FOR MEGET
Træn ikke for meget. Mange hunde har stor vandpassion og bliver meget ophidsede af vandarbejdet, og her må man begrænse træningen, så hunden ikke bliver urolig eller ligefrem piber, når den venter.
Er hunden meget ophidset, kan det være en god idé at finde steder, hvor man kan kaste over vand, så dummyen ligger skjult for hunden, for det er jo den synlige dummy og hundens iver for at komme ud til dummyen, der giver ophidselsen.
GENEREL MOTION
Den bedste motion får en hund, når den løber frit omkring, så der er ikke bedre motion end at slippe hunden løs på et friareal, hvor den dels kan få rørt sig og dels selv variere tempoet, men sørg for at hunden er under kontrol.
Cykling er en motion, som nok ikke længere er så populær. I gamle dage så man jo altid jagthunde løbe ved siden af en jæger på cykel.
Jeg har altid cyklet med hundene og gør det stadig, og når først hundene får det lært, elsker de simpelthen at løbe ved siden af cyklen.
Cykling kan være et alternativ, men det skal understreges, at det er en meget konstant fysisk belastning og derfor også en større belastning af hunden end de øvrige motionsformer. Hunden skal derfor være minimum 1 år gammel, inden man begynder.
Skal man cykle med hunden, skal det absolut være på den køligste tid af dagen, og, hvad der er meget vigtigt, hunden må ikke løbe hurtigere, end den kan trave, og lad aldrig hunden galopere i fuld fart.
Jeg har det stadigvæk svært ved at se en hundeejer komme cyklende midt på en varm sommerdag med en hund, der løber i fuld galop.
Hvis hunden tilligemed er i dårlig form, så kan denne metode være direkte livstruende.
Hunden skal altid løbe på cyklens højre side, så den er væk fra trafikken, og selvom jeg har lært dem at løbe fri på højre side af cyklen, så har jeg dem altid i snor, hvor der er trafik.
START FORSIGTIGT OP
Det bedste råd, man kan give, er at give hunden lidt blandet motion. Start forsigtigt og byg formen op, og prøv i øvrigt at kombinere det med lidt træning.
Vi kan jo ikke jage med hundene og heller ikke træne dem på vildt om sommeren, men vi kan jo udmærket træne lidt apportering, dirigering og generel lydighed, både på land og vand.
På denne måde opnår vi, at vi både motionerer hunden fysisk og mentalt, og dermed er hunden langt bedre rustet til den kommende jagtsæson.
FODRING
De fleste jagthunde fodres i dag med et færdigfoder. Det er en udmærket idé, især hvis man køber et ordentligt kvalitetsfoder.
Fælles for disse produkter er, at de giver en alsidig ernæring, at indholdet er fuldstændigt deklareret, og hvad der er meget vigtigt, at de findes i varianter, der med hensyn til indhold af fedt og protein er tilpasset hundens aktivitetsniveau.
De fleste producenter har både hvalpefoder, voksenfoder, aktivitetsfoder og seniorfoder. Mange har igen disse inddelt i små, mellemstore og store racer.
En jagthund bør i sæsonen fodres med et godt voksenfoder. Foderbranchen definerer selv premium kvalitet, som værende et foder med et højt proteinindhold, let fordøjelige råvarer og et fedtindhold, som er minimum 2/3 af proteinindholdet.
Jeg fodrer f.eks. selv med et foder med 30 % protein og 16 % fedt.
Det må understreges, at det voksenfoder, der har et så højt indhold af protein og fedt, er fuldt tilstrækkeligt for en jagthund.
De såkaldte aktivitetsprodukter har ofte så høje indhold af både protein og fedt, at de mere er beregnet for f.eks. slædehunde, der arbejder under ekstreme kuldeforhold, end jagthunde.
De bør dog anvendes, hvis hunden forbrænder så meget energi under jagten, at man ikke kan holde den i fornuftig foderstand.
Læs også: First Buddy – Fodrer du jagthunden efter aktivitetsniveau?
Det kan også være en udmærket idé at fodre med forskellige typer foder, afhængigt af om det er i eller uden for jagtsæsonen, eller alternativt at fodre med det samme foder i mindre mængder uden for sæsonen.
God fornøjelse med sommertræningen.
Læs også: Myter om jagthunde