
Vi har hidtil været vant til, at uddannelser til eksempelvis jagttegnslærer, riffel- eller flugtskydningsinstruktør foregik på et Jægerforbundets kurser. Havde du en drøm om en karriere som vildtforvalter, var det også Jægerforbundet, der varetog uddannelsen.
Sådan bliver det ikke fremover – i hvert fald ikke udelukkende. Efter en offentlig budrunde har Miljøstyrelsen nemlig valgt at overdrage kontrakten til Skovskolen i Nøddebo, som fremover kan nyde godt at et årligt millionbeløb til varetagelse af sådanne kurser og uddannelse.
Det er endnu uvist, i hvilket omfang Jægerforbundet vil fortsætte med at tilbyde nogle af disse kurser, men i så fald bliver det uden tilskud. Kontrakten tildeles for en periode af 5 år med option for forlængelse i 2 x 24 måneder, og omfatter udover ovennævnte uddannelser også skydelederuddannelse samt kursus i udsætning af fuglevildt.
Jægerforbundet oplyser i samme omgang, at man har vundet to udbud vedrørende hhv. formidling og markvildtsindsats, og dermed fortsat vil modtage tilskud til at løse opgaver på disse områder.