Jagt forbi – Morfars sidste buk

''Min farfar gik bort for mange år siden. Jeg har desværre ikke de store jagtminder med ham, udover at en æske blå Gajol altid vil minde mig om morgentræk på hurtige ænder. Han havde nemlig altid en pakke med til mig, når far og jeg hentede ham i mørket ved hans hus i de tidlige timer. Min far har jeg heldigvis endnu, så vi deler stadig jagtens gode stunder.''

Sådan starter Henrik Holm sin rørende beretning om en savnet morfar, en fødselsdagsbuk og en allersidste hilsen. Dette er en historie om, hvordan jagten giver os uforglemmelige oplevelser og ikke mindst, hvordan jagten binder os sammen. For altid. Henrik Holm fortsætter fortællingen.

Foto: Henrik Holm’s morfar

Don Moffi – familiens patriark

‘Min morfar har altid været en stor del af mit jægerliv. Fra da jeg som ganske lille, 5-6 års alderen, var med på jagt i markerne bag hans og mormors gård. Da han jo er familiens patriark, døbte vi børnebørn ham Don Moffi, nok fordi jeg lige havde set godfather et par uger forinden. Morfar har altid været en ivrig bukkejæger. Jeg husker tydeligt når han havde skudt et dyr. Så skulle min lillebror og jeg over for at inspicere det nede i spisekammeret, der lå i forlængelse af deres landkøkken på gården. Han har med andre ord haft lov til at opbevare det døde dyr, mere eller mindre inde i huset, indtil det skulle forlægges. Jeg ved ikke hvor mange steder den er gangbar længere.

En riffel i arv

Jeg tog selvfølgelig jagttegn så snart jeg fyldte 16 år. Men de første mange år var det kun hagljagt jeg gik på, da vores jagtområder ikke egnede sig til riffeljagt. I 2012 ændrede det sig. Vi lejede 210 hektar på Nordfyn og startede vores lille familie konsortie, som stadig består den dag i dag. Jeg besluttede hermed, at det var på tide, at tage riffeltegnet. Forinden tog jeg selvfølgelig et smut forbi morfar, så jeg kunne få et par fif. Kører altid herfra endnu klogere end da jeg ankom. Ugen efter er vi atter samlet, denne gang i deres sommerhus i første parket ned til vandet. Her bliver jeg overrakt en kuvert, indeni står der:

”Kære Henrik, da du skal til at gå på riffeljagt vil morfar og jeg gerne give dig en god start, du arver hermed morfars riffel. Som ekstra oplysning kan vi fortælle at morfar aldrig har skudt forbi med den.” Om den sidste oplysning er sand, har jeg aldrig kunne lokke ud af ham, men hvis det er, så har den stadig aldrig skudt forbi, hverken til råvildt, ræv eller vildsvin.

Sygdommen tog fat

Morfar levede i mange år med sygdommen parkinson. Heldigvis i en mild grad, hvor han stadig kunne være aktiv og kvik i hovedet. Så han kom glædeligt og hjalp, da mit første dyr blev skudt. Han sagde det ikke direkte, men jeg er ikke et sekund i tvivl om, at det var et stort øjeblik for ham. Her kunne han lære fra sig samt fortælle mig, hvor hvert enkelt snit skulle lægges for, at få mest ud af råen. Ligeledes var det en tradition at, hvis der blev skudt buk, skulle den ned forbi ham og ”godkendes”, alt imens vi fik en kold Carlsberg flaskeøl. De sidste 2 år tog sygdommen desværre mere og mere fat, men han havde også rundet et skarpt hjørne, og måtte have 90 lys i lagkagen i 2019. 

Gaffelbuk – skyd, skyd ikke?

Da årets bukkejagt startede var morfar ikke i god forfatning. Benene kunne ikke længere holde ham oppe, og trætheden havde indfundet sig i den gamle krop. Ikke desto mindre snakkede vi stadig om jagt, og han så billeder fra vildtkameraerne. Vores råvildtbestand var i år langt større end tidligere. I konsortiet havde vi spottet bukke, som vi vurderede var gode til afskydning. De første uger var langt mere spændende, end de plejer at være. Alle tre mand havde flere gange bukke på skudhold. Det var blot ikke de rigtige bukke, der præsenterede sig, så de fik lov at gå. Vi havde også alle sammen skudbare bukke for, men forskellige dumheder og manglende kuglefang gjorde, at de gang på gang snød os.

Den 4 juni er jeg igen ude om aftenen. Denne gang har jeg placeret mig på det højeste punkt på reviret. Efter en time spotter jeg noget rødt i et hegn, godt 250 m. væk i retning mod mig. Jeg får ret hurtigt konstateret, at det er en fin lille gaffelbuk med flot udlæg, så ham vil jeg bare nyde synet af. Men da han så begynder at gå, kan jeg se, at han trækker det højre bagben lidt efter sig. Der er ingen umiddelbar skade at se, og han er i fin foderstand. Alligevel bliver jeg dog i tivivl om, hvad der er det rigtige at gøre her. Jeg skriver til mine to medjægere, hvad de vurderer. Bukken er på dette tidspunkt inde på ca. 150 m., og jeg får intet svar fra dem. Da den passerer på 70 m. kan jeg stadig ikke se synlige skader og beslutter, at den får en chance for at komme sig. Det kan jo være et trælår eller andet fra en slåskamp. Efterfølgende aftaler vi, at skulle han komme forbi haltende igen, skal han skydes væk.

Fødselsdagsbukken

Fire dage senere, den 8. juni fylder morfar 92 år. Jeg ringer som altid, og ønsker ham tillykke. Det er dog mormor, der svarer på telefonen og fortæller, at morfar har det skidt i dag. Jeg får ham alligevel i røret og får sagt tillykke. Jeg nævner, at jeg skal ud efter en fødselsdagsbuk til ham. Han kan lige få sagt, tak fordi du ringede, men heller ikke mere.

På vej ud på jagt i bilen beslutter jeg at gå tilbage og se, hvordan det går med den haltende buk – selvfølgelig i håb om, at den nu springer glad rundt, og opfører sig som en års buk nu gør. Jeg parkerer bilen kl. 20:10 og går op mod samme sted, hvor jeg sidst så ham. Jeg når kun lige op over bakketoppen, da jeg ser samme buk stå 110m ude. Desværre kan jeg hurtigt se, at han nu ikke støtter på benet overhovedet. Så skydestokken bliver forsigtigt foldet ud, og kl. 20:25 forlader kuglen min 308’er og gør en ende på bukkens pinsler. Da jeg kommer ned og finder ham, bliver det tydeligt, hvorfor han haltede. Bagbenet er viklet ind i hegnstråd, der har skåret sig ind til knoglen og revet en del af huden på det stakkels dyr. Det er første gang, at jeg har siddet med en ubehagelig følelse af, at jeg ikke fik gjort en ende på ham 4 dage forinden.

Enden på en æra

Den 24. juni sov min morfar ind. En underlig følelse af tristhed, over ikke at have ham iblandt os længere samt en lettelse af, at han nu har fået fred, breder sig i kroppen. Da jeg kommer hjem, bliver jeg enig med mig selv om, at for at mindes ham og få frisk luft efter en hård dag, så vil jeg tage på jagt i hans ånd. Jeg får fundet hans gamle 30.06 riffel frem fra bagerst i skabet. Den er tung som bare pokker, og har ikke været ude af skabet de sidste 2 sæsoner.

Efter ankomst på reviret tænker jeg, at det nok lige er en god ide at se om den stadig passer. Der bliver sat en skive op 100 m. væk og placeret 2 skud lige i center fra skydestokken. Aftenens jagt forløber stille. Jeg sidder og spejder ud over vandet, og tænker på alle vores gode stunder. Kl. 21:30 går jeg mod bilen. Pludselig ser jeg bukken, kun 60 m. fra mig. Skal det virkelig lykkes at skyde buk netop i dag? Uden kikkert kan jeg se, at det er en fin buk, godt over ørene med hvide sprosser. Skydestokken ud, riflen op. Jeg finder ham hurtigt og kigger på opsatsen. Det er en stor, rigtig stor gaffelbuk. Leder alt hvad jeg kan efter den ene sprosse, som gør ham til en ulige 6 ender og derved skudbar. Men den er der ikke. Kun 8 min. i solnedgang. Jeg er sikker på, at morfar ikke havde skudt. Så det gør jeg heller ikke. Jeg aflader, pürcher ind på 35 m. af ham inden jeg bliver opdaget. Han løber tilbage i skoven alt imens han skælder mig ud.

Den sidste hilsen

Den 27. juni er jeg på plads i stigen igen kl. 04:30. Jeg har fået alt for lidt søvn, solen bager ned og øjenlågene er tunge som bly. Efter en times venten er jeg nødt til at komme ud og bevæge mig. Jeg går mod bilen, og pludselig kommer en buk til syne. Det er en af de bukke, vi i konsortiet havde udset os. Den havde én stang, 19,9 cm høj og en knækket stang modsat, og så er stængerne næsten helt sorte. Op med riflen og et tryk på aftrækkeren. Han falder, hvor han stod. Morfars sidste buk. Sendte herefter, i traditionens tro, en besked til min morfars telefon. Nu var det blot mormor, der svarede tilbage med et tillykke, den tradition vil fortsat blive holdt i hævd fremadrettet.

Jagt forbi

De 2 bukke er nu kogt af og hænger på min trofæ væg ved siden af et billede af den gamle. Til hans begravelse blev der ikke lagt roser på kisten, da den var båret ud i bilen. I stedet var der en hornblæser, der på smukkeste vis blæste jagt forbi. Det var den helt rigtige måde af slutte på for ham.

Farvel, tak, og må jagtvejret altid være dig gunstigt hvor end du befinder dig, om det så er rusk og regn på de tidlige morgentræk eller vindstille og solrigt på den 16 maj.

Hvil i fred, knæk og bræk

Af Henrik Holm.

- Annonce -
- Annonce -
- Annonce -
- Annonce -

Seneste nyheder

- Annonce -
- Annonce -

På jagt

Imponerende dansk guldhjort

Månedens trofæ - hjorten der overgår alle andre!
liggende elg i svensk skov

Antallet af svenske elge fortsætter med at falde – myndighederne iværksætter undersøgelse

For tiende år i træk falder antallet af elge i Sverige. Bestanden er nu mindsket med 20 procent siden 2012. Naturvårdsverket mistænker at de nationale mål ikke harmonere med den lokale virkelighed.

Et vildt jagtrevir, der sætter vilde følelser igang

En fortælling om Irlands sorte spøgelse. Et vildt jagtrevir, der sætter vilde følelser i gang – hver gang og hele tiden.
Rudel med kronvildt i naturen

Rapport afdækker ulovlig afskydning af kronvildt

En undersøgelse baseret på sidste års jagt viser, at en del kronvildt skydes på tidspunkter hvor det er ulovligt.
Buejæger

Miljøstyrelsen forlænger tilladelse til hjortejagt med bue og pil

Forsøgsordningen med tilladelse til jagt på de tre store hjortearter er blevet forlænget med et år frem til 31. august 2022. Buejægere, der deltager i...
- Annonce-
- Annonce -
- Annonce -

Våben

Shorty haglpatron fra Federal

Det korte af det lange … ny haglpatron

Det sker sjældent. En ny haglpatron har set dagens lys. Minien er arriveret, men hvad skal vi bruge den til?
Lyddæmper

Farcen om indførsel af lyddæmpere til Sverige fortsætter – Jægerforbundet opfordrer nu Politiet til at vise fleksibilitet.

Danmarks Jægerforbund opfordrer nu Politiet til at vise fleksibilitet i sagen om indførsel af lyddæmpere til Sverige, hvor en del danske jægere er endt mellem to stole, når det gælder registreringen af lyddæmpere.
Våbenrum med haglvåben

De forskellige typer af haglbøsser til jagt

Vi har hver især en grund til at vælge vor bøssetype, eksempelvis over-og-under, side-by-side ’en eller halv-automaten. Vi ser nærmere på de forskellige typer haglgeværer, og hvad de kan.

1910/21-pistolen – en slags jubilæum

I 1910 indførte den danske hær den første halvautomatiske pistol, Bergmann-Bayard Model 1908 i kaliber 9mm Bergmann, også kendt som 9x23mm og 9mm Largo

Hvad er det bedste gevær?

Hvad er det bedste gevær? Det svarer nogenlunde til at spørge, hvilken hunderace er den bedste?
- Annonce-
- Annonce -

Jagthunden

- Annonce-
- Annonce -

Seneste magasiner