Niels H. Carstensen, 56 år, er med virkning fra 1. juli 2022 tiltrådt som ny adm. direktør for Jaguargruppen A/S, der består af 13 af de største jagtbutikker i henholdsvis Danmark og Sverige.
Niels afløser Kurt Petersen, der går på pension sidst i juli 2022.
Niels H. Carstensen kommer fra en stilling som koncerndirektør i Nordiske Medier, hvor han især har arbejdet med ledelse, udvikling af nye produkter, indkøb, forhandling og strategiske aftaler.
I Nordiske Medier var han i knap fire år også chef i en svensk virksomhed, som Nordiske Medier opkøbte.
Inden da var Niels H. Carstensen i seks år adm. direktør for DH Media, hvor han fik vendt underskud til overskud. DH Media er foreningsejet, så det er ikke fremmed for den nye direktør at lytte til et bagland.
Niels H. Carstensen er oprindelig udlært i en større butik i en frivillig butikskæde, hvorefter han i en årrække havde ansvaret for indkøb, salg og ledelse i butikken.
Efterfølgende tog Niels H. Carstensen en uddannelse som journalist og arbejdede i en årrække på først Jyllands-Posten og dernæst dagbladet Børsen, hvor han havde detailhandel som et prioriteret stofområde.
Niels H. Carstensen har desuden været kommunikationschef i ejendomsmæglerkæden Home.
Jaguargruppens historik går tilbage til 1989, hvor nogle af de største jagtbutikker i Danmark så muligheden for at købe ind sammen. Samarbejdet har siden da udviklet sig, og i dag er der er medlemmer i både Danmark og Sverige. Alliancen udvikler sig desuden på alle områder, hvor det er naturligt i en moderne detailhandelskæde, herunder private label og en stærk markedsføring.
– Vi glæder os til en spændende udvikling og ser frem til samarbejdet mellem bestyrelse, indehavere og den nye adm. direktør, siger Frank Skorstengaard, der er bestyrelsesformand i Jaguargruppen.
Jaguargruppen består i Danmark af butikkerne: Østjysk Våbenhandel i Hedensted, Kr. O. Skov i Bording, Gamefair i Nærum, Hubertushuset i Ringsted, Brasholt Jagt og Fiskeri i Hjørring, JaFi i Viborg og Mertz i Nykøbing Falster.