På et møde med Dansk Våbenhandlerforening for et par dage siden redegjorde chefen for Politiets Administrative Center (PAC) for, hvorfor situationen omkring udstedelse af våbentilladelser er kaotisk og med uoverskuelige sagsbehandlingstider. De følgende oplysninger stammer fra to af hinanden uafhængige deltagere på det pågældende møde.
Den dybereliggende årsag til problemerne er, at PACs nye IT-system ikke fungerer. På trods af dette insisterede Justitsministeriet på, at PAC tog systemet i anvendelse fra den 18. januar, hvor det gamle (men dog fungerende) system blev lukket ned. Det svarer i billedlig tale til at slukke den gamle respirator, inden man har testet om den nye fungerer.
Nu står vi så i en situation, hvor ventetiden på en del tilladelser er nærmest astronomisk, mens f.eks. tilladelser til ”sammensatte våben” (f.eks. rifler med udskiftelige piber) slet ikke bliver lavet.
Repræsentanterne for Våbenhandlerforeningen blev også informeret om, at mens PAC på eget initiativ kan dispensere for at jægere fortsat kan opbevare deres våben efter at deres tilladelser er udløbet (mens de venter på fornyede tilladelser), så er det op til Justitsministeriet at dispensere for, at jægere også må anvende disse våben på jagt.
Ifølge PAC har Justitsministeriet ikke endnu reageret på PACs opfordringer til at udstede en sådan almen dispensation. Man kan altså ende med at stå i en situation, hvor riflen må stå i våbenskabet, men ikke medbringes på jagt.
Læs også: PAC magter ikke opgaven
PAC har i øvrigt forsøgt at indkalde en hel del vikarer for at arbejde sig hurtigt igennem puklen af sager. Dette initiativ bremses imidlertid af, at en sikkerhedsgodkendelse hos PET i øjeblikket skulle tage 8 uger at gennemføre.
Store problemer i jagtudstyrsbranchen
Den kaotiske situation omkring udstedelse af våbentilladelser smitter voldsomt af på jagtudstyrsbranchen. De danske våbenhandlere har tidligere oplevet, hvordan lange sagsbehandlingstider hos Politiet bragte en del forhandlere på randen af konkurs, fordi de ikke fik betalt for solgte våben, før kunden havde fået sin tilladelse og kunne afhente våbnet i butikken.
Kloge af skade har de fleste butikker nu ændret praksis og forlanger hel eller delvis forudbetaling for våbnene, så butikken ikke skal finansiere et kæmpelager af uafhentede våben, der venter på tilladelser.
Men denne nye praksis lægger en klar dæmper på handlen. Det er ikke sjovt at skulle betale titusindvis af kroner for udstyr, man måske først kan få i hænderne om adskillige måneder. Derfor bliver kunderne afventende.
Læs også: Myndighederne kaster mere grus i våbenregistreringen
Dette smitter naturligvis også af på salget af f.eks. sigtekikkerter, ammunition, rensegrej, futteraler, skydestokke osv. Men selv salget af jagttøj bliver berørt – for hvorfor skal man som nyjæger investere i jagttøjet nu, hvis man måske ikke kan nå at komme på bukkejagt i år?
Alene hos Østjysk Våbenhandel har man p.t. mere end 400 uafhentede våben stående. Det begynder nu også at blive et rent fysisk pladsproblem. Situationen er den samme over hele landet. Det administrative kaos koster en hel branche dyrt. Import- og eksporttilladelser hænger også i systemet. I sidste ende kan det koste en hel del arbejdspladser.
Sagen ender hos justitsministeren
Jeg har forelagt denne analyse for Venstres gruppeformand, Thomas Danielsen, som skriver tilbage at, “det er udenfor min fatteevne at, man kan stille både våbenbrancen og jægere i denne situation”. Thomas Danielsen vil derfor tage sagen op med justitsministeren.