Det tegner til markante ændringer for reglerne for selvladere blandt de danske jægere. Det står klart efter, at en ny bekendtgørelse og et cirkulære omkring opbevaring været i såkaldt præhøring uden at det blev kommenteret og dermed er godt på vej igennem systemet og vil åbne mulighed for at opbevare langt mere krudt end det er tilladt i dag.
Danmarks jægerforbund har været yderst engageret i at få indflydelse på den ny bekendtgørelse og ser ud til at have sikret selvladerne mulighed for at opbevare både mere krudt og flere fænghætter end det er muligt i dag.
Jægerforbundet skriver selv på sin hjemmeside:
”At de nye regler vil give mulighed for opbevaring af op til fem kilo røgsvagt krudt, op til 10.000 fænghætter og mulighed for at oplade patroner i nye hylstre.
Det er ændringer, som kommer til at betyde meget for de mange jægere, som hjemmelader deres egne riffelpatroner, og som længe har ønsket mulighed for at opbevare mere røgsvagt krudt og fænghætter og lov til at oplade patroner i nye hylstre. Hidtil har lovens bogstav krævet, at opladning i nye hylstre ikke har været muligt. For, som det hed sig, så var der jo ikke tale om genladning. Derudover har det kun været muligt for skytter med genladningstilladelse at opbevare op til to kilo røgsvagt krudt, mens grænsen for fænghætter ligger på 5.000.”
Med ændringerne i cirkulæret er der rigtigt gode muligheder for at reglerne omkring opbevaring af krudt og fænghætter ændres mener Jonas Harboe Jensen, der er våbenkonsulent ved Danmarks Jægerforbund.
”Nu er det forhåbentlig kun tale om en formalitet. Det er et emne, vi fra jægerforbundets side har arbejdet målrettet på. I forhold til opbevaring af røgsvagt krudt sidestilles farligheden af det røgsvage krudt i den nuværende bekendtgørelse med sortkrudt, som er væsentligt farligere. Mens sortkrudt klassificeres som et sprængstof, er det røgsvage et drivmiddel. Altså ligesom diesel og benzin, men faktisk med en langt mindre brændværdi og antændelighed end diesel og benzin. Alene på den baggrund giver det rent sikkerhedsmæssigt god mening at opjustere den tilladte mængde, forklarer Jonas Harboe Jensen.
Faktisk er røgsvagt krudt, som er opbevaret i original emballage, hverken eksplosiv eller meget brandfarlig. I for eksempel Sverige er det allerede tilladt private genopladere at opbevare op til fem kilo røgsvagt krudt, hvilket altså nu også synes inden for rækkevidde i Danmark.