Nye regler for lyddæmpere kan give problemer ved rejse til udlandet

lyddæmper på jagtriffel
Foto: Shutterstock / Studio Peace

I går trådte den nye våbenbekendtgørelse i kraft. En af de helt store ændringer er, at det nu er muligt at erhverve lyddæmper til en riffel, man allerede har tilladelse til, uden at skulle søge om særskilt tilladelse til lyddæmperen. Nyheden er blevet modtaget med begejstring blandt de danske jægere såvel som den samlede jagtbranche. Udsigt til mindre bureaukrati og ikke mindst ventetid er en kærkommen udvikling.

Imidlertid kan det vise sig, at de nye regler kan have en utilsigtet og ikke mindst uheldig konsekvens for dem, der ynder at tage våben og lyddæmper med til udlandet – hvis det pågældende land har krav om tilladelse til lyddæmper. Det glæder bl.a. vores naboland Sverige.

Vi har i dag været i kontakt med det vagthavende hos det svenske toldvæsen i Malmö. Her er meldingen klar. Med mindre man kan fremvise en tilladelse udstedt specifikt til den lyddæmper man har med, kan den ikke tages ind i Sverige. Selvom om det skulle fremgå af din riffeltilladelse, at den også omfatter lyddæmper, vil det ikke være tilstrækkeligt, siger Vagthavende tolder, som i øvrigt ikke havde modtaget information om de nye danske regler.

Dermed opstår spørgsmålet, om det vil fortsat vil være muligt at få udstedt en dansk tilladelse, når man har behov for det. Vi har i dag rettet henvendelse til Politiets Administrative Center for Våben med netop det spørgsmål. Her tyder det på, at man umiddelbart ikke har været opmærksom på, at de nye regler kunne have denne konsekvens. Vagthavende meddelte imidlertid, at man ville sende spørgsmålet videre til Rigspolitiet.

Vi afventer svaret i spænding. Så snart vi hører nærmere, vil det blive meddelt her på MitJagtblad.dk.

***

Opdatering 7. juli 2020: Vi har nu modtaget svar fra PAC. Derudover har vi også indhentet et skriftlig svar fra det svenske Tullverket i Stockholm. Konklusionen kan læses her

LÆS OGSÅ

Lyddæmper kan nu erhverves uden tilladelse

Regler for halvautomatiske rifler strammes

Tænk lyddæmper, når du vælger riffel