Mange jægere har sikkert af og til skævet til det effektive danske landbrug og ønsket, at der var lidt mere diversitet og plads til vildtet i den smukke danske natur, men de fleste har sikkert rystet det af sig og erkendt, at der nok ikke en nogen vej tilbage for det højeffektive, industrialiserede landbrug. Sådan behøver det ikke være.
Ifølge et nyt internationalt studie er det muligt at kombinere et effektivt landbrug med en høj ydelse for landmanden med et mere vildt-venligt landskab. Nøglen er hvad forskerne kalder diversificering.
Studiet, der er lavet på fem kontinenter, og bygger på mere end 2.500 landbrug blev offentliggjort i det anerkendte magasin Science for nylig og påpegede blandt andet, at jordens frugtbarhed og sikringen af fødevareforsyningen opnås bedst gennem en mangfoldighed af husdyr, afgrøder og småbiotoper samtidig med en rig biodiversitet på de dyrkede arealer.
Store monotone marker eller områder med få typer afgrøder, som man ser det mange steder i Europa er dermed ikke nødvendigvis en bedre forretning for landmanden end et mere varieret og vildtvenligt landskab.
Tværtimod konkluderer en af hovedforfatterne til studiet, Ingo Grass fra Hohenheim Universitet i forbindelse med offentliggørelsen, at ganske vist har diversificering af landbruget ” … tidligere været beskyldt for måske at være nok så positivt for biodiversiteten, men også for at have nogle negative sider – især for ikke at kunne opnå et tilstrækkeligt højt udbytte. Men det vi rent faktisk ser er, at der ikke er noget udbyttetab i landbruget fra de forskellige diversificeringsstrategier – heller ikke når vi inkluderer data fra europæiske storskala-landbrug.”
Den danske hovedforfatter, Laura Vang Rasmussen fra Københavns Universitet siger i samme forbindelse:
– Drop monokultur og industriel tænkning og variér jeres landbrug – det betaler sig. Vores resultater af det her omfattende studie er overraskende klare. Vi ser kun ganske få negative effekter af diversificering af landbrug, men derimod meget markante fordele. Og det gør vi i særdeleshed når to, tre eller flere tiltag kombineres. Jo mere, desto bedre – især når det gælder biodiversitet og sikring af fødevareforsyningen.
Den nye rapport vækker ikke overraskende glæde hos en række danske foreninger og organisationer blandt andet Danmarks Biavlerforening, Dansk Ornitologisk Forening/BirdLife Danmark og Danmarks jægerforbund, der gennem en årrække har samarbejdet om at sikre bedre vilkår for biodiversitet og levesteder til fugle, pattedyr og insekter i landbrugslandet.
– Den røde tråd i vores samarbejde har været, at landbrugspolitikken (CAP’en) har skullet sikre landbrugslandskabets økologiske infrastruktur, som kort sagt er et netværk af levesteder, og en landbrugsdrift, som er gavnlig for først og fremmest insektlivet, som er grundlaget for effektiv bestøvning af såvel afgrøder som den vilde flora, biologisk kontrol med skadevoldere samt en rig og mangfoldig fødekæde i landbrugslandet. Det er derfor fantastisk, at endnu et studie bakker op om vores fælles perspektiver på fremtidens landbrug, siger chefkonsulent i Danmarks Jægerforbund, Jakob Bergmann Nielsen.
Læs rapporten HER: https://www.science.org/doi/10.1126/science.adj1914