På elgjagt i Sverige.

Tekst og foto: Mats Gyllsand

Vandelg og udasede jægere

De fleste jagter er værd at mindes, men nogle er lettere at huske end andre.
Det er midt i januar, jeg og nogle venner er på jagt i et fantastisk terræn ved Norrköping.
I første såt går alt os imod, hjorte og vildsvin, der rejser på alt for lange hold, hunde, som hellere vil jage på naboterrænet end på vores eget. Der er meget vildt, men Diana er ikke med os.
Desuden er det koldt, lidt sne på jorden og regn i luften. Efter min mening de værst tænkelige forhold.

Da det halve af dagen er gået, er det indtil da kun frokosten, der har været OK, men i sidste såt sker der omsider noget. Jeg står på post ved en å, som forbinder to søer. Bag ved mig er der en stor bakke, og jeg står på en lille høj oven for åen. At jeg fryser, er en underdrivelse. Det drejer sig mest om at overleve, sådan føles det. Radioen er stille, så jeg har ikke engang hundeførernes rapporter til at live mig op. Det begynder desuden at blive mørkt.

Der kommer elg

Da sker det, det knitrer i radioen. ”Vær klar nede ved søen, der er en enlig elg på vej i den retning”, rapporterer en af hundeførerne. Lige med ét er tristheden og kulden glemt. Jeg er spændt til det yderste og spejder efter elgen, som eventuelt vil dukke op. Der går et stykke tid, inden jeg ser den.

Den passerer lige ret bag ved mig højt oppe på bakkeskråningen med himlen som baggrund. At skyde er udelukket. Jeg føler, at kuglen kunne lande midt i det centrale Norrköping, hvis uheldet er ude. Jeg kan bare stå og se til, da elgen er på vej til at forsvinde. Da beslutter den sig for at løbe ned fra bakken, og den vil passere cirka 50 meter til højre for mig. Næste problem: Den vil komme til at løbe forbi mig inde i den tætte skov. Jeg hæver riflen og følger elgen gennem skoven, ser, at det er en stor tyr, som har kastet geviret. Alt, hvad jeg nu behøver, er en åbning mellem træerne. Da tyren er lige ud for mig, får jeg min chance.

Der går en gangsti der, og der har jeg en teoretisk chance for at skyde. Rødpunktet følger den løbende elg, og da den kommer frem i åbningen ved stien, trykker jeg af. Skuddet sidder perfekt på bladet. Elgen tumler om.  Den fart, den har med sig ned fra bakken, gør, at den fortsætter fremad. Målløs ser jeg, at den glider ned i åen og forsvinder.

Væk var den

Få sekunder senere er der stille og roligt. Der findes intet, som afslører, hvad der skete blot et par sekunder tidligere. Jeg går ned fra den høj, hvor jeg havde stået og går ned til den mørke å. Blot en lille del af elgens hoved rager op af vandet. Jeg rapporterer til jagtlederen, hvad jeg har skudt, og at alt er gået godt, men jeg behøver hjælp. ”Bræk den, så kommer vi ned og hjælper, når jagten er slut”, er hans svar. ”Det er lettere sagt end gjort, den er sunket”, svarer jeg. Det er desuden lykkedes mig at skyde en elg på det mest utilgængelige sted på reviret. Der er ingen mulighed for at komme dertil med et firehjulstrukket køretøj, så den må bringes ud med ren muskelkraft.

Jagten afbrydes, og alle beordres ned til mig.  Ved fælles hjælp får vi elgen op på land. Det er en stor ”herre”, som efter alt at dømme har båret et flot trofæ. Det ses på de store, bare pletter i panden, der hvor geviret har siddet. Det jagtlag, som jeg er gæst hos, beslutter sig for at slutte jagten for at få tid til at partere elgen, så det er lettere at få den ud af skoven. I mørket får jeg lejlighed til at opleve en traditionel ”skovudskæring”, noget som jeg mere forbinder med jagter i ufremkommelige moser imod nord, ikke her blot 20 minutter fra det centrale Norrköping.

På den igen

Ni måneder senere er jeg tilbage på det samme revir.

Ved morgensamlingen holdes der sjov med, hvad jeg bedrev, sidst jeg var med. ”Du kan vel styre dig, hvis du står på post længst inde i terrænet?” ”Fandens til arbejde det var at få elgen ud, sker det igen, må du klare det selv.” Ligesom sidst er også to af mine venner med som gæst, en skytte, der som jeg skal stå på post, og en hundefører. Tony Ohlin skal gå med sin hund, Klumpa. Han var også med i januar og ved, hvad de laver sjov med. Lidt senere er vi på plads ved en såt, hvor der plejer at ske noget. De ”huller”, som blev bemærket ved den sidste jagt, er denne gang fyldt ud med skytter.

Desværre er der ingen dyr hjemme, så efter en times tid afbrydes jagten. I den næste såt går der ikke lang tid, før Klumpa er i gang. Den får kontakt et par hundrede meter fra mig. ”Klumpa kommer med en ko og dens kalv, vær klar”, siger Tony i radioen. Jeg er klar, da jeg hører dem komme.

Desværre står jeg helt forkert til at kunne skyde, desuden har kalven Klumpa lige i hælene på sig.

Jeg rapporterer over radioen og varskoer min nabopost om, at de er på vej mod ham. Heller ikke han får nogen god chance, så Klumpa og elgene passerer ham ud af såten og ind på naboterrænet. Vi stopper og samles til en kaffepause. ”Hvorfor skød du ikke, var det for let at få kalven ud derfra?” spørger jagtlederen grinende.

Den næste såt genkender jeg, og jeg får samme post som i januar. Sammen med Tony og Christer Ramsten, den anden hundefører, begiver jeg mig dertil. Da jagten begynder, står jeg på samme sted som ni måneder tidligere.

Gang i drevet

I dag er det under helt andre forhold. Det er varmt, solen skinner, og det eneste negative er alle de myg og elglus, som overfalder mig. Tony og Christer har passeret elven og skal igennem et par sumpområder for at se, om der skulle være dyr der. Der er stille et par minutter. På afstand hører jeg glammen. ”Klumpa driver, jeg tror, at det er elg”, rapporterer Tony over radioen.

Jeg hører Klumpas halsen på lidt nærmere hold, men derefter fjerner drevet sig igen fra mig. Nu er det skytterne i den sydlige del, der gør sig klar, men endnu engang drejer det af, og snart efter driver Klumpa igen midt inde i såten. Efter et par minutter høres der et skud. ”Jeg har skudt et stort vildsvin, som Klumpa kom med. Det gik fint, grisen er forendt”, siger Tony over radioen. ”Skal jeg markere stedet og fortsætte jagten?” Et øjeblik senere svarer jagtlederen over radioen: ”Nej, nej, vi må afbryde jagten og få vildsvinet ud, inden det bliver mørkt.” Det sted, hvor Tony skød vildsvinet, er endnu mere utilgængeligt end der, hvor jeg skød elgen. Der er ingen veje i nærheden, han er omgivet af sumpområder og bakket terræn, der findes ikke engang gangbare stier ind til ham. For mit indre blik ser jeg samme scenarie som tidligere, vi må sandsynligvis i gang med ”en skovudskæring” igen.

Spøg og spas

Vi samles ved en vej, hvorfra vi i fugleflugtslinie har cirka 600 meter ind til skudstedet. Kaffekrusene findes frem, og vi diskuterer, hvordan vi skal løse transportopgaven. ”Har han skudt den derinde, kan han da bare bære den ud selv”, er der nogle, der siger med en latter. Nej, så onde er vi ikke, men da Tony kalder over radioen og spørger, hvad der sker, kan vi ikke lade være med at lave sjov med ham. ”Du må selv bære den ud, så griller vi imens”, er vores svar til ham. Der er stille et par minutter, inden Tonys svar kommer: ”Gør I grin med mig?” stønner han opgivende. Selvfølgelig gør vi det, men vi vælger ikke at sige det til ham. I stedet kigger vi på kortet og får samling på udstyret, så vi kan få vildsvinet ud så ubesværet, som det nu kan lade sig gøre.

Vi går igennem skoven ned mod Tony. Det går lettere, end vi havde troet, så snart er vi i nærheden af ham. ”I må komme og hjælpe til. Jeg har slæbt grisen 100 meter op ad en bakke”, stønner Tony pludselig over radioen. Vi andre stopper op på en bakkekam og kigger ned på ham. Det er ikke helt let at lade være med at bryde ud i latter, da vi på afstand ser ham ase og mase med grisen.

”Hold op med at stønne, bær grisen ud”, siger jeg over radioen.

”Spar jeres morsomheder, I kommer vel og hjælper mig?”

Nu kan vi ikke holde os længere, vi råber ned til Tony. Han kigger op og får øje på os, man kan tydeligt se lettelsen i hans ansigt. ”Jeg havde aldrig troet, at jeg skulle blive så glad over at se jer.” Det tager ikke lang tid for os med fælles hjælp at trække vildsvinet ud til vejen. Tony har klaret det værste op ad bakken, så det er nemt at tranportere grisen det sidste stykke.  Vi afslutter dagen ved grillen, i stegepanden syder nogle pølser. Tonen mellem os er hjertelig, alle laver sjov på bekostning af Tony og mig. Alle undrer sig over, hvorfor vi absolut skal skyde vildtet på de mest besværlige steder? Jeg mærker trods alle drillerierne, at de synes, at det er fint, at vi tager chancen og skyder, når vi får den, og at vi eventuelt får lov til at deltage en anden gang.

Sker det, skal jeg nok vende tilbage og fortælle, hvad vi bedrev.

Oversat af Niels Dygaard