Påstod at en enkelt europæisk bisonokse klima-kompenserer for 11.000 bilers udslip

Jublende miljøaktivister og fine universiteter i ønsketænkning om effekten af rewilding. Vaks journalist punkterede ballonen

Uden at skulle forklejne de mange, der er engagerede i klima-kampen, må man sige, at af og til går det lidt for hurtigt med de gode og dårlige nyheder.

Det måtte den engelske avis The Guardian (svarer til Politiken i Danmark) for nyligt sande.

Avisen kunne begejstret meddele, at flok på 170 europæiske bison okser (visent) i Tarcubjergene i Rumænien klimakompenserer for næsten 2 millioner biler.

Den fantastiske nyhed kom på baggrund af et studie fra forskere på det berømte Yale universitet i USA. De havde regnet sig frem til at hver enkelt okse kompenserede for 11.000 bilers skade på klimaet. Studiet var et samarbejde mellem flere internationale miljøorganisationer. Blandt andet World Wildlife Foundation (WWF) i Holland, Rewilding Europe, Global Rewilding Alliance og Yale School of Environment.

Balladen omkring den spektakulære nyhed opstod da en svensk journalist undrede sig over de fantastiske tal som den engelske avis kunne offentliggøre fra de amerikanske forskeres undersøgelse.

Han fik fat i rapporten og sendte den til er række svenske forskere.

De vendte tilbage og kunne melde, at de dyre drenge fra Yale var helt ude i skoven med deres påstand. Kommentarerne vekslede fra “helt forkert” og “for godt til at være sandt” til “forkert med en faktor på hundrede”. Den svenske journalist offentliggjorde derefter sin historie om at The Guardians omtale af bisoner som klimahelte var helt ude i hampen.

Et par timer senere kom der en e-mail fra pressechefen for WWF i Holland til den svenske journalist. Hun skrev, at nyheden er trukket tilbage “på grund af beregninger, der er forkerte”.

Derefter måtte The Guardian i ekspresfart skrive historien om og undskylde at man ikke havde fakta-chekket historien ordentligt inden den rød ud til millioner af læsere.

Men hvad gik egentlig galt? Den svenske journalist ringede til Yale forskerne og spurgte Oswald Schmitz, professor i befolknings- og samfundsøkologi ved Yale University hvad der var op og ned på sagen?

Professoren forklarede, at de havde et tal for jordens optagelse af kuldioxid pr. kvadratkilometer. Det tal havde man ganget med antallet af kvadratkilometer bisonen græssede. Simpel matematik. Desværre multiplicerede forskerne ved et uheld en gang for meget og kontrollerede tilsyneladende ikke det besynderlige resultat de fik, før rapporten havnede i hænderne på aviserne. Schmitz kaldte selv fejlen for pinlig.

Nye beregninger førte til, at antallet af biler, som bisonen kan klima-kompensere er kun er godt 2 procent af, hvad The Guardian fortalte sine læsere. Tæt på 98 procent af effekten forsvandt og resultatet så noget anderledes ud. Hvad der måske kan undre mest er, at ingen af ​​de involverede kom på tanken at indsende manuskriptet til et videnskabeligt tidsskrift til peer review (kontrol), før de gik ud til verdenspressen. Et sådan tiltag ville højst sandsynligt have forhindret fadæsen.

At en avis som The Guardian med en meget kritisk tilgang til miljø kaster en så vild gang ønsketænkning ud kan også undre når avisen slår sig op på at være særligt optaget af klima-udfordringerne og klodens miljø.

Læs også