Drab på rovfugle risikerer at ende med mistænkeliggørelse af jægerstanden generelt. Derfor er det vigtigt, at sagerne tages alvorligt og undersøges til bunds
Formanden for Danmarks Jægerforbund Claus Lind Christensen er ikke imponeret over Politiets ageren, da en rovfugl forrige weekend blev fundet skudt på Fyn. Da episoden blev anmeldt, tog Politiet ud og besigtigede den døde fugl, men de tog den ikke med til yderligere undersøgelser eller som bevismateriale i en mulig retssag. Det betød at den døde fugl forsvandt samme nat og dermed at det bliver sværere for myndigheder at forfølge sagen.
– Jeg er skuffet over politiets håndtering af sagen, hvor man undlader at sikre den dræbte musvåge til yderlige undersøgelser. Jægerforbundet har længe argumenteret for, at der skal et øget fokus på faunakriminalitet også i relation til politiets ressourcer til efterforskning. Om man betragter en musvåge som mindre truet end andre arter bør ikke være afgørende for sagens håndtering, siger Claus Lind Christensen på jægerforbundets hjemmeside.
Drabet på den fynske musvåge skete lørdag den 5. august på en landejendom ved Otterup på Fyn. I modsætning til de tidligere – meget omtalte – drab på rovfugle, hvor fuglene er blevet forgiftede, blev musvågen på Fyn skudt. Kort efter skuddet fandt ejeren af gården den døde fugl i sin baghave.
Politiet blev tilkaldt og undersøgte musvågen. Den viste sig at være skudt gennem brystet med et våben i en mindre kaliber. Projektilet var ikke i dyret, så det var ikke muligt at give et mere specifikt bud på kaliberen. Betjentene oprettede derefter en sag på nedskydningen, men de foretog sig tilsyneladende ikke mere i sagen og forlod kort efter ejendommen. Musvågen blev efterladt, og den er sandsynligvis blev ædt af en ræv i løbet af natten.
Det er fast procedurer, at Politiet ikke sikrer sig dræbte dyr, hvis de ikke er anerkendt som en truet dyreart.
Drabet udløste – ganske forudsigeligt – skarp fordømmelse fra Dansk ornitologisk Forening, og også ejendommens ejer er i Fyns Stiftstidende vred over den kedelige episode.
For os jægere er det mest kedelige ved episoder af denne type, at mistanken – i offentligheden – helt automatisk rettes mod jægere og jagt. Det sker i en tid, hvor flere og flere ikke-jægere har udviklet markante holdninger til jagt og jægere, og hvor vi ikke har behov for højprofilerede sager af denne type, der helt unødvendigt hælder benzin på bålet.