Parlamentet blev straks kaldt hjem fra ferie og vedtog en ny lov, som fra allerede i år åbner for bestandssænkende reguleringsjagt på 481 bjørne. Loven træder først endeligt i kraft, når landets præsident underskriver den, hvilket efter planen sker om nogle uger.
Debatten om bjørneforvaltningen har raset i landet, siden regeringen i 2016 efter pres fra dyrerets- og miljøorganisationer satte en brat stopper for jagten på brunbjørne i Rumænien. Kort tid efter jagtforbuddet begyndte antallet af konflikter imellem mennesker og bjørne at stige radikalt, og siden jagtforbuddet har 26 mennesker mistet livet i bjørneangreb, mens hele 274 er blevet hårdt kvæstede. Alene i 2023 modtog den rumænske alarmtjeneste omkring 7500 nødopkald om nærgående bjørne, hvilket var en fordobling i forhold til året inden.
Problemet er mangesidigt. Dels er bestanden vokset, dels har den spredt sig til tættere befolkede områder, og endelig er bjørnene blevet betydeligt mere nærgående, end de var, da de blev jaget. I modsætning til tidligere, hvor det primært var jægere, som blev angrebet af bjørn i forbindelse med bjørnejagt, er de fleste af de kvæstede og dræbte helt almindelige folk og turister i landdistrikterne.
Årsagen til jagtstoppet var intern ueninghed om bæredygtigheden i den rumænske bjørnejagt. Rumænien havde utvivlsom Europas største bestand af brunbjørne, da forbuddet trådte i kraft, og derefter voksede bestanden og bredte sig gradvist ind i tættere befolkede dele af landet, hvor de store rovdyr i manglen på jagttryk blev mere og mere nærgående. I adskillige år var det vanskeligt for den plagede landbefolkning at få fjernet selv meget problematiske bjørne, så der opstod hurtigt selvtægt med metoder som udlægning af gift, kødfars med glasskår i og honning på jernbaneskinnerne i håbet om, at lækkersultne bjørne blev kørt over af toget. Rumænien oplevede også en kraftig stigning i traditionelt krybskytteri, og lokalbefolkningen i landdistrikterne gik vidt for at holde bjørnebestanden i ave. Jagtmodstanderne kæmpede indædt for et permanent forbud, men til sidst blev omkostningerne for høje for de rumænske parlamentarikere.
Og nu er der altså udsigt til en genoptagelse af jagten på Rumæniens omkring 8000 bjørne. Håbet er, at bestanden dermed kan holdes på det nuværende niveau på en kontrolleret måde ,og at bjørnebestanden med et øget jagttryk atter vil forbinde mennesker med fare og derfor holde sig på større afstand af mennesker i landskabet. En sidegevinst ved jagten bliver formentlig betydelige indtægter fra udenlandske gæstejægere. Indtægter som både vil skabe jobs i landdistrikterne og bidrage til omkostningerne ved den fortsatte forvaltning.