Sigteforvirring

Folketingsmedlem Anni Matthiesen (V), har den 9. oktober spurgt justitsminister Nick Hækkerup (S), om han vil lovliggøre brugen af natsigteudstyr til jagt på mårhund om natten.

I sit svar meddelte Nick Hækkerup, at han er enig i, at der skal være mulighed for at bruge natsigter til regulering af invasive arter.

Desværre blev ministeren tilsyneladende fejlinformeret af Rigspolitiet, idet han i sit svar også angav, at en sådan tilladelse kan gives i særlige tilfælde, og at en sådan altid gives, når det gælder regulering af mårhunde.

Dette er ikke i overensstemmelse med virkeligheden, idet politiet i praksis kun gives tilladelse til natsigtemidler til brug i udlandet – muligvis med enkelte undtagelser. Der er langtfra tale om, at man altid giver tilladelse til natsigter til mårhunderegulering.

Forvirringen kan skyldes, at man gerne må eje en håndholdt natspotter, men at den ikke må anvendes til jagt og regulering. Dog har miljøministeriet givet dispensation herfor til mårhundejægere. Derimod kræver det tilladelse for lovligt at eje et natsigtemiddel, som kan monteres på riflen – og det gives der i dag ikke dispensation til.

Uanset årsagen er status, at der enten skal ske en ændring af praksis, hvis jægerne skal have en chance for at gøre en effektiv indsats for at regulere bestanden af mårhunde.

Læs også