Spøgelsesbukken

At buejagt er vanskeligere end riffeljagt er en stor del af pointen.

At jage en buk, man aldrig har set i dens voksne liv, er lidt af en prøvelse, men når det så lykkes,  er glæden endnu større.
Først vil jeg lige fortælle lidt om mig selv og reviret, jeg jager på. Jeg er i gang med min 5 sæson som buejæger i anden omgang, da jeg også jagede med bue i 5 år tilbage i midten af 90erne, da det var en dispensation, vi danske buejægere kørte på. Jeg har skudt rigtig meget både i danmark og udlandet med riffel og gik i gang med buen for at finde fornyet udfordring. Området jeg jager på, er delvist ejet af mig selv og min far. Vi har samlet ca 50 ha, der ligger sammenhængende dog med små strimler jord, der stikker ind i reviret, som er ejet af naboer. Det kan altså være lidt af en prøvelse at gemme bukke til afskydning næste år. Ikke desto mindre er der, efter at vi i nu 10 år ikke har jaget årsbukke overhovedet, flere og flere bukke, der bliver over et par år. Min bror jager på samme revir (dog med et af de våben der giver meget lyd fra sig) og vi skyder for det meste en buk hver hvert år.

Hans Jørgen så aldrig spøgelsesbukken med egne øjne, inden han til slut fik sin chance for et skud.

Men tilbage til spøgelsesbukken, som jeg har kaldt ham. Han var en virkelig god 6-ender i 2014 og jeg prøvede kræfter med ham de første 14 dage af bukkejagten, men opgav, da jeg kunne se på mine vildtkameraer, at han var en meget hyppig gæst, men også meget ustabil eller snu. Han kunne gå i en lysning i skoven en time midt på dagen for derefter kun at passere hurtigt de næste par nætter.  Engang imellem kunne han udeblive i uger og historien endte uden en buk for buen her på hjemmereviret.

Da det blev efterår, holdt  jeg en buejagtsweekend efter hundyr for et par venner nede fra duejagtbutikken Danage. Vi mødte hinanden på en testtur til Namibia og har efterfølgende holdt kontakten vedlige på denne årlige jagt. Vi var tre uger henne i efterårssæsonen, så jeg havde afholdt mig fra at jage her indtil da. Da der ikke var skudt buk her i sommeren var beskeden på parolen, at hvis en rigtig god 6-ender kom for, måtte han skydes.

Første morgen skød Mikael  et lille smaldyr, hvorpå spøgelsesbukken kom og stillede sig sig under tårnet! Mikael valgte ikke at skyde til ham, da han ikke kunne se, om smaldyret var forendt. Det var en rigtig fin og nobel beslutning, som jeg værdsætter meget.

Smaldyret fandt vi lidt efter forendt 50 m derfra, så jeg bestemte mig for, at Mikael skulle have samme tårn næste morgen. Minsanten om ikke bukken tog samme rute og stillede sig i position! Mikael trak og slap pilen, men den strejfede kanten af tårnet og gik i jorden tre meter fra bukken, så det var med brøl og bøven, at den forsvandt i skoven. Jeg har savet 10 cm af kanten af tårnet, så dette problem ikke skal blive aktuelt igen. Bukken viste sig ikke rigtig mere resten af vinteren.

Det var med stor spænding, jeg fulgte bukkene sætte op i det tidlige forår. Dog var der en vis herre, som brillierede ved sit fravær, så jeg kom til den konklusion, at han nok var blevet et flot trofæ på en medjægers væg. Lige pludselig  en uge inde i maj stod han ikke desto mindre lyslevende, flot og færdigfejet og kiggede lige ind i linsen af kameraet, sådan bare lige for at sige ”nu er jeg klar til næste omgang!” Jeg gjorde tre kameraer klar og snart stod det klart, at han var blevet endnu mere forsigtig i år.

Spændingen var høj den 16 maj om morgenen, jeg satte mig i tårnet, hvor Mikael så ham sidste år. Jeg tror, Mikael er en af de eneste der har set ham i live, siden han var årsbuk. Morgenen gik og den eneste underholdning var en gaffelbuk, som passerede tre meter fra tårnet og et par elskovssyge katte, der mente, at det væltede træ ved siden af tårnet var verdens dejligste plet.

Jeg var flere aftener og eftermiddage i skoven, men jeg så ham aldrig og kunne kun konstatere,  at han blev mere og mere sky. En morgen må jeg have stødt ham, for min bror sad i et tårn på en stor mark og der kom han som en raket forbi ham og så skal jeg da lige love for, at det tårn var besat den næste uge, nu da hans eksistens ikke var så hemmelig mere…. Jeg havde jo gået lidt stille med dørene – der var jo ikke grund til at proklamere der gik en medaljebuk på reviret!

Da skoven er helliget buejagten, gav jeg ham fred derinde og brugte min tid på andre revirer for ikke at komme til at støde ham ud. En søndag formiddag, da jeg tømte kameraet var han på vekslen flere gange det seneste døgn, så med god vind og store forhåbninger listede jeg i tårnet kl 20.

Jeg så absolut ingen ting og havde faktisk opgivet mit ærinde og var begyndt at pakke sammen med 10 minutter til lukketid i håbet om at pürsche et smut ud til kanten af marken, mens det stadid var skydetid. I det jeg rejste mig op, så jeg lige det nederste af benene på et rådyr komme luntende inde i det tætte krat. Jeg trak resolut buen og gjorde mig klar uden en anelse om, hvilket dyr der kom over skovsporet.

Det var et held, at jeg havde trukket, for bukken – som det var – havde ikke i sinde at gå og hygge på sporet, men gik ligeså stille men bestemt over. Jeg slap pilen, da han lige skulle nippe et birkeblad med sig i farten og jeg skal da lige love for, at jeg nåede at få feber! Det var fulstændig surrealistisk at se ham for første gang live og samtidig få skudt en pil til ham på det tre meter brede skovspor. Om det var feberen  eller overraskelsen over at se ham, der gjorde, at jeg skød en lidt for lav pil til ham, skal jeg ikke kunne sige. Jeg kunne tydeligt høre anslaget, men samtidig var jeg godt klar over, at han nok ikke lå forendt inden for 15 meter. Der var ikke rigtig rød schweiss på fanerne, men noget fedtet blegt schweiss og jeg har fra en tidligere lejlighed ved sådant et lidt lavt skud erfaret, at de skal have tid at sætte sig. Jeg valgte derfor at ringe til sweisshundeføreren og rekvirere ham til næste morgen ved solopgang.

Set i bakspejlet havde jeg ikke behøvet at bekymre mig så meget som jeg gjorde. Da vi næste morgen satte hunden på sporet, gik det raskt fremad og vi fandt schweissdråber efter kun 30 meter. 200 meter fra skudstedet lå han forendt, hvor vekslen går over en grøft ind til naboen. Der havde Spøgelsesbukken lagt sig i fred, da solen gik ned over hans kongerige.