Det er blevet en årlig tradition, at alverdens nyhedsmedier rapporterer intensivt om den svenske jagt på bjørn. Det sker næsten altid med en undertone af bekymring for, at man i Sverige er på vej til at udrydde bestanden. Som eksempel bragte The Guardian en artikel 21. august som lød ”Sweden to kill 20% of its brown bears in annual hunt.” I kølvandet på mediebevågenheden følger altid en protestbølge af ophidsede opslag i de samme medier og på sociale medier. Disse kommer primært fra ”conservationists”, som dog mest af alt er dyrerets-forkæmpere, som typisk ikke har fagligt grundlag for at udtale sig om hverken praktisk naturbevarelse eller vildtforvaltning.
Bjørnebestanden i vækst
Den faktiske bestandsudvikling for brunbjørn i Sverige dokumenterer derimod en helt anden udvikling end undergang. I året 1850, hvor de svenske myndigheder ønskede bjørnen udryddet og man derfor udbetalte skydepenge til dem, der nedlagde en bjørn, var der omkring 1.650 bjørne i Sverige. I slutningen af 1920’erne var tallet faldet til omkring 100 individer, og bjørnen blev herefter fredet. I 1993 var antallet steget til 834 bjørne, og i 2008 rundede man 3.000 af de store rovdyr.
Minimum plads til 1400 svenske bjørne
Statsansatte svenske biologer er kommet frem til, at der bør være en minimumsbestand på 1.400 bjørne i Sverige for at sikre en gunstig bevaringsstatus, og den aktuelle bestand er langt højere. At man derfor nu anser det for nødvendigt, at regulere bjørnebestanden er med andre ord en solstrålehistorie for naturbevarelsen.
Svenske myndigheder har i årtier forvaltet den svenske bjørnebestand med jagt som reguleringsværktøj. Formålet med den årlige bestandsregulering er primært at minimere antallet af konflikter mellem mennesker og bjørne – dels ved at holde bestanden på et acceptabelt antal og dels ved at opretholde bjørnenes naturlige frygt for mennesker.
8 års jagtstop af bjørn skabte problem i Rumænien
I Rumænien, som har en bestand af brunbjørn, som er mere end dobbelt så stor som den svenske, har man eksperimenteret med en totalfredning af bjørnene fra 2016 og til i år. Altså 8 års jagtstop. Denne forvaltningsstrategi ledte dels til en bestandstilvækst og dels til habituering af de rumænske bjørne, som gradvist mistede frygten for mennesker og kom tættere og tættere på menneskelig beboelse. Desværre resulterede dette i et stigende antal konflikter, som ikke ”kun” var begrænsede til markskader og tab af kreaturer, men som også har medført indbrud i huse og et kraftigt stigende antal bjørneangreb på mennesker. Heraf mindst 26 med dødelig udgang og næsten 300, hvor ofrene er blevet stærkt lemlæstede.
I Sverige forekommer der stort set ikke bjørneangreb på mennesker. Noget tyder med andre ord på, at den svenske tilgang er effektiv i forhold til forebyggelse af konflikter samtidigt med, at landet opretholder en stærk bjørnebestand.
Lande uden bjørne imod bjørnejagt
Det er påfaldende, at de fleste årlige protester over den svenske bjørneforvaltning – med jagt som et vigtigt forvaltningsredskab – kommer fra europæiske lande, som ikke selv har bjørne at forvalte. Det bliver ikke mindre paradoksalt af, at brunbjørnen faktisk er naturligt hjemmehørende i hele Europa og altså også i de højtråbende lande UK, Tyskland og Holland, hvor bestanden let kunne reetableres, hvis viljen var til stede. Rumænien har tidligere tilbudt andre lande i Europa gratis bjørne til genetablering af de oprindelige bjørnebestande, så det er med andre ord ikke noget problem at finde bjørne til genudsættelse i det europæiske landskab.
Hvis det engang sker, bliver det spændende at se, om man vælger en jagtfri forvaltning og lader bjørnebestanden vokse på naturens præmisser med alt, hvad det medfører af konflikter – herunder angreb på mennesker… eller om man vælger den svenske (og nu også rumænske) forvaltningsmodel med reguleret jagt på de farlige rovdyr og et minimum af konflikter?
Hvis f.eks. UK havde de samme problemer med bjørne, som Rumænien har haft de senere år, ville det svare nogenlunde til, at omkring 15 mennesker om året blev dræbt, mens næsten 200 blev hårdt sårede – de fleste med livsvarige fysiske og psykiske men. Ville den engelske befolkning finde sig i det? Jeg tvivler.
