Grevens krikænder

Jeg ved ikke om det specielt knytter sig til Udkantsdanmark, men i hvert fald er der her på egnen en udpræget evne til at ”omdøbe” de mange karakterer, man finder i lokalområdet. Det var nok værre i de gode gamle dage, men stadig er det almindeligt, at man har kælenavne. Nogle vil måske i højere grad kalde det øgenavne, men det er der forskellige synspunkter på, for oftest er navnene kærligt ment og omgærdet med respekt. Lidt afhængigt af hvad man kaldes, naturligvis. Peter Panik, Carsten Gris, Spinno, Manse, Wunni, Rotten og så videre. Bolle John er eksempelvis tidligere bager, hvorfor hans kælenavn kun misforstås af de, der ikke kender hans baggrund. Navnene kommer aldrig helt af ingenting, men argumentationen er som oftest aldeles tynd, som med eksempelvis Bananen. Hans kælenavn kunne også misforstås, men skyldes blot, at han som dreng lavede et mål i en Junior B-fodboldkamp mod Nørhalne med et kraftigt skruet skud. Sandsynligvis en tåhyler, der gik galt, men alligevel. Hvor Grevens kælenavn kommer fra, kan man kun gisne om, men da han har temmelig meget jord og er involveret i flere profitable forretninger, har vi muligvis her den lille fjer, der er blevet til 5 krikænder. Eller kvikænder, som deres kælenavn er, når vi nu er i den boldgade.

Et regnestykke

Jeg gik sammen med Greven langs et skovspor under en jagt sidste år. Han havde lige bommet på en hare, og det var naturligvis udgangspunktet for vores diskussion. Da den hare var begravet, tog Greven initiativ til næste emne. ”Du har vel ikke noget at give dig til på mandag.” Mere en konstatering end et egentligt spørgsmål. Jeg fornemmede, at det bedste svar ville være et klart NEJ, uanset hvad, hvorefter Greven fortsatte:

På vej ud på en fantastisk andejagt!

”Vi har lidt problemer med de krikænder. De æder 500 kilo kerne hver uge, og vi tænkte at rydde lidt op i dem på mandag, hvis du har lyst til at komme på Enggården kl. 8.” I løbet at de næste sekunder dividerede jeg de 40 gram foder, en krikand spiser i døgnet, op i en halv million gram divideret med 7 dage og kom frem til, at knap 2.000 krikænder dagligt spiste af Grevens korn. Ganske vist hans egen høst, men alligevel. Eller som Lange Lars senere regnede ud, da han havde set de 3 vandhullers størrelse, så var der ikke plads til, at alle ænderne kunne være på vandet samtidig, selv om de sad skulder ved skulder og hårdt klemt sammen. Sådanne spidsfindige regnestykker er almindelige herude på landet, for så går tiden så godt, forstår du.

Ingen smalle steder

Nu kunne man måske forvente, at greven ville lægge en lille dæmper på paradens størrelse ved at parolere udelukkende krikænder, når nu det var dem, han var mest ude efter at begrænse. Eller måske bare ænder i bred almindelighed for derved at skåne de fasaner, som han senere solgte i forbindelse med sine dagjagter. Det er immervæk ærgerligt at tænke ”350 kroner”, hver gang en fasan klapper vingerne sammen. Men smålighed er ikke grevens stærke side, så alt var frigivet på denne jagt, hvorfor der også faldt knap hundrede fasaner ved lejligheden. Men det har jo ikke noget med sagen at gøre, så tilbage til de krikænder, vi kom fra…

Skyer af ænder

Vi ved, at krikænder – vilde fugle som de er – enten sidder meget løst eller ekstremt hårdt. Der er ligesom ikke nogen mellemvej for dem. Derfor kommer den første, store sky af de små rappe ænder, 30 sekunder før jeg når på post på den fjerne side af det første vandhul, som den 14 mand store skyttekæde langsomt har sluttet sig om. Der kunne jeg nok godt have nappet et par stykker eller tre under gunstige omstændigheder, for selv om det synes at være én eneste flok, er der et stykke tid mellem de første og de sidste. Næste bølge er gråænder med lidt krikænder iblandt. Jeg piller de små ud, så vidt det lader sig gøre, men der ryger dog et par håndfulde af de store ned. Senere, da der trykkes lidt hårdere, kommer først den næste bølge af krikænder – dem der sidder hårdt – og så fasanerne.

Jeg skyder godt i dag, kan jeg mærke, men det er naturligvis heller ikke de vanskeligste skud. Jeg har altid 

antallet af unge krikænder tyder på en god ynglesæson.

haft en forkærlighed for skrå spidsskud. Så kommer krikænderne hvirvlende tilbage, hvilket ikke er 

 

usædvanligt for dem. De kommer ind i lidt  bedre højde, når de kommer retur, og de første ærgerlige forbiere melder sig. Efter en kort omgang spidsskud i modsat retning, ebber det langsomt ud. Jeg får derfor lejlighed til at tage de små fugle i nærmere øjesyn.

God ynglesæson

Andrikkerne er så småt begyndt at udfarve sig, men mest bemærkelsesværdigt er det, at det ser ud til, at krikænderne har haft en rigtig god ynglesæson, for der er forholdsmæssigt mange ællinger blandt de skudte fugle. Sådan har det i øvrigt været de seneste par år, for krikanden ser ud til at klare sig godt, hvilket vildtudbyttestatistikken også viser. Jagtudbyttet lå i mange år i niveauet omkring 60-70.000 fugle, men steg så med 35-40% i jagtsæsonen 2012/13 til knap 100.000 fugle. Det niveau har været gældende i de to efterfølgende sæsoner og ser nu ud til at ligge stabilt. Det samme mønster ses eksempelvis i USA, hvor de i øvrigt har jagttid på tre forskellige arter, nemlig udover den grønvingede, vi kender herhjemme fra, også den blåvingede og den kanelfarvede krikand.

Småt er ikke godt

Greven taler i telefon, mens en af hundene holder øje. De har begge et arbejde der skal passes.

Da såten er forbi, kommer den vanskelige apportering i det høje græs bag mig. Der er indskrevet en større mængde apportører, og de gør et forbilledligt arbejde med at bjerge de mange fugle, der er skudt. Greven kommer også rundt med sine to hunde for at apportere. ”Sidste år skød vi 158 krikænder på denne jagt”, fortæller han mig, mens hundene arbejder. Vi afbrydes jævnligt af, at hans telefon ringer. Jo, det er ikke et 8-16 job, han har skaffet sig. På den anden side, så kan hundene jo godt arbejde med at finde fugle af sig selv. Mit bedste bud er, at vi allerede er tæt på rekorden fra sidste år, allerede efter første såt. Ikke at det har nogen betydning for mig, men jeg fornemmer, at det betyder noget for Greven. Ikke noget med ”småt er godt” i denne sammenhæng. Det samme gælder hans trofærum, der er ikke mindre end imponerende. Efter en aktiv jagtkarriere bag mig, regner jeg mig for at være nogenlunde komfortabel med de fleste jagtbare dyrearter, der findes i verden, men må dog erkende, at der er adskillige arter i de store trofærum, der er placeret en suite, som jeg ikke aner, hvad er. Der kan Lange Lars hjælpe mig med især de afrikanske arter af mere ualmindelig karakter.

En rigtig krikandesåt

I slutningen af den første såt begynder det at regne, men efter kort tid kommer solen frem igen. Det er bare sjovere at være på jagt i solskin. Anden såt svigter lidt, idet ænderne forlader det lille vandhul, inden vi er kommet på plads. Enkelte hører dog til dem, der trykker hårdt, og det viser sig at være en dårlig taktik denne gang. Lidt fasaner bliver der også skudt i denne såt, men ikke mange.Tredje såt er imidlertid ikke finale uden grund, idet der ikke bare er tale om det største af de tre vandhuller, men det er bevokset med ret høje træer og buske hele vejen rundt, og derved en meget typisk krikandebiotop. De små, vævre flyvere er vilde med de steder, hvor de kan skrue sig ned imellem en ofte ret høj vegetation. På vej på post letter vi vel omkring 50 fasaner, der forlader såten. Meget godt, for så bliver man ikke distraheret af dem på denne krikandejagt. Jeg bliver sat af midt på langsiden, hvor vi står med et ret stort mellemrum, mens Lange Lars bliver placeret ved det ene hjørne. Selv om der er ret langt op til ham, kan jeg næsten se ham stå og fryde sig over denne placering, som antageligt er helt perfekt.

Absurd mange fugle

Få minutter senere letter den første bølge af krikænder inde bag vegetationen og fordeler sig som en stor sky i alle retninger. Der er bare absurd mange fugle i luften, og jeg skyder det bedste, jeg har lært. En double, to doubleer og så videre. En lille flok brunnakker svinger sig op over træerne og kommer i min retning. Desværre drejer de af i stor fart, hvorfor det kun lykkes mig at rage en enkelt ned. Straks efter kommer de store ænder drypvist og hulter til bulter. Ind imellem får jeg skudt en af de få fasaner, der går på vingerne. Ikke fordi de bliver drevet, men blot på grund af larmen fra ænder og skytter. Så kommer de første krikænder tilbage, samtidig med at flere og flere letter i såten. Det er helt uoverskueligt, men heldigvis har jeg lært teknikken med at lade koncentreret, uden at lade mig distrahere af overflyvende fugle, som man alligevel ikke kan skyde, mens man fumler med at skifte patroner. Så bliver der dobbelt travlt et godt stykke tid, indtil det begynder at ebbe ud.Over til nødbeholdningen

Først på dette sene tidspunkt sættes der hunde på, hvilket betyder, at der igen begynder at lette fugle. Ikke længere i store flokke, men enkeltvist eller et par stykker ad gangen. Det giver rig lejlighed til at nyde hver enkelt fugl og huske situationerne lidt bedre. Mine lommer er blevet mærkbart lettere, og jeg er nu gået over på nødbeholdningen i inderlommen, som består af patroner med 3-hagl. Måske ikke den bedste patron til de små ænder, men det synes nu ikke at genere dem, for de falder stadig ganske pænt bag mig. De færre opfløj betyder også, at man får lejlighed til at holde lidt øje med de fugle, der tager en anden retning. Jeg noterer mig, at mange krikænder forsøger at flyve ud af såten – eller ind i såten for den sags skyld – nede ved hjørnet, hvor Lange

Eminent skydning

Lars er placeret. Jeg nyder synet af hans eminente skydning, og jeg må blot konstatere, at der ikke kommer mange skud, uden der falder en fugl ned. Man taler ikke om, hvor mange fugle man har skudt, hvis man er godt opdraget, men hårdt presset kan Lange Lars senere afsløre, at han har pillet 49 krikænder ned fra himlen i næsten lige så mange skud udover lidt store ænder og nogle få fasaner. Ham kan man stille hvor som helst og være sikker på, at han får det bedste ud af alting – både med hagl og med riffel. Man siger, at selv den dygtigste jæger i verden aldrig kan gøre det så godt som den heldigste jæger i verden, men i dette tilfælde går held og dygtighed op i en højere enhed. Ikke alle skytterne er lige så heldige som Lange Lars – eller som mig – der må nøjes med 40 fugle i denne såt. Enten fordi de står lidt skævt, eller skyder på samme måde…

Ny rekord

Det tager et stykke tid, at få de 538 stykker vildt lagt ud på velorganiseret parade, men ved fælles hjælp lykkes det.

Jagten er slut, og hundefolkene i gang med at samle op og bjærge de fugle, der er fløjet lidt længere bagud, inden de faldt ned. Ved paraden kan Greven fortælle, at der i den sidste såt blev skudt godt 350 fugle og kan tilføje, at sidste års rekord på 158 krikænder er slået med præcis 100 fugle, og at der yderligere er skudt 280 andre ænder og fasaner, så totalen stopper på 538 stykker vildt. Med disse tal i baghovedet og efter en formidabel frokost, er det tid at tage afsked. Men ikke tomhændet, for Greven inviterer alle til at tage de skudte fugle med hjem. De få kroner, som en død fugl kan indbringe, er ikke noget, der figurerer i hans regnskab. Jeg kommer lidt sent ud til paraden på den store græsplæne, hvorfor der allerede er ryddet godt op. Fasanerne er væk, gråænderne er væk, men der er heldigvis et ordentligt knippe krikænder til mig. Men der skal jo også en hel del af de små bryster til et godt måltid.Tre uger senere afholdt Greven en ny jagt, og efter den dag stod vores rekord på 258 krikænder, nedlagt på en enkelt jagtdag, ikke mere. Et krikande-paradis i Nordjylland må man kalde det.