Tredje ulvekuld i Danmark i nyere tid

Optagelser fra et vildtkamera viser, at der er født mindst tre ulvehvalpe i Hovborg i Jylland, nærmere bestemt i Klelund Plantage. Miljøstyrelsen vil ikke udelukke, at kuldet kan være større, end de tre der er set.

Det er en danskfødt hanulv og en tyskfødt hunulv, der har fået de tre hvalpe, som vurderes at være fra begyndelsen af maj måned. Biolog ved Danmarks Naturfredningsforening og med i Miljøministeriets ulvegruppe, Bo Håkansson, er begejstret for hvalpene. Han udtaler: ”Det betyder jo, at den vildeste natur, man kunne forestille sig, ulvene, bliver ved med at vende tilbage. Det er vi selvfølgelig rigtig glade for, fordi ulvene har en vigtig rolle i naturen.”

De vildtkameraer, der har optaget de tre ulvehvalpe, har fanget billederne i den del af plantagen, som har været begrænset for offentligheden, netop for at sikre ro til ulvene. Miljøstyrelsen anbefaler, at man ikke aktivt går ud og leder efter ulvehvalpene.

Læs også