Af Sergei Astakhoff
Ulven er virkelig en afskyelig skabning. Hvis jeg skal være helt ærlig: Når jeg tænker på ulvejagt, må jeg sige, at jeg er opfyldt af to lige stærke følelser; den første er den uhyre store respekt, jeg har for ulvens brutalitet, den anden er min naturlige fjendtlighed over for ulven, både som en pest og som en regulær konkurrent. Jeg må imidlertid tilstå, at den dybe respekt, jeg modstræbende har for ulven, altid vinder! Det er ikke til at komme udenom, at vi begge fra naturens side er skabt som jægere og prædatorer.
Ulven som ”forvalter”
Mennesket og ulven har befundet sig i direkte og tæt konkurrence med hinanden i umindelige tider. Vi er to meget forskellige arter, men er fælles i vor efterstræbelse efter det samme bytte: Elg, vildsvin, samt alle hjortearter er lige attraktive for både ulv og menneske.
Konflikten mellem ulv og menneske er yderligere vokset, da ulven vanemæssigt og skamløst også efterstræber menneskets husdyr og kæledyr. Et ulvekobbel kan dræbe en flok får eller et par kalve lige så let, som nogle af os kan skylle et glas vodka ned.
I 1970’erne hørtes der røster imod ulvejagt. Nogle videnskabsfolk kaldte ligefrem ulven for ”skovens forvalter”. Ikke desto mindre var økologer med ægte kendskab til ulvens sande natur ikke sene til at tilkendegive, at ulven er lige så meget forvalter, som en skildpadde er en væddeløbshest. Stillet over for et valg, vil en ulv altid foretrække at mæske sig i kødet fra en ung kalv frem for at tygge sig igennem en gammel tyrs seje sener.
En ulv vil ofte dræbe, tilsyneladende for ”sjov”, langt flere byttedyr, end den er i stand til at fortære i ét måltid. En jæger fra Estland, som jeg var sammen med, fortalte mig engang om et ulvekobbel, der fra Finland var trængt ind i Estland. På mindre end en uge havde flokken inden for et ganske stort område decimeret næsten hele råvildtbestanden. Derudover havde en hunulv, som havde levet godt af kødet fra råvildtet, bidt et antal rådyr halvt ihjel for at lære sit afkom, hvordan de selv skulle dræbe byttet.
Ulvejagt med alle midler
Der er mange og forskellige måder og metoder at jage ulven på. Mange ulve blev førhen forgiftet. En ”pille” med dødbringende, tiltrækkende ingredienser blev bikset sammen af en blanding af saltet svinefedt, glasskår og stryknin. Denne måde at slå ulve ihjel på er naturligvis forbudt nu. I dag er ulven, på grund af den skade den forvolder, den eneste vildtart i Rusland, som det er tilladt at jage ved hjælp af motoriserede køretøjer som snescootere eller endda fra helikopter.
Derudover er det også tilladt at fange ulve ved brug af forskellige slags fælder og snarer.
Den mest interessante og helt sikkert en gammel, klassisk metode til at jage ulve på, er at bruge en lang snor med farvede stofflag. Dette er en meget krævende jagtmetode, ikke mindst på grund af den uhyre store organisation, som denne jagtform kræver. Heldig er den jæger, der får chancen for at deltage i denne vidunderlige og stadig mere sjældne måde at jage ulve på – vel at mærke så længe jagten er ordentligt organiseret.
To typer ulve
Interessant nok inddeler nogle naturvidenskabsfolk ligesom jægere med særlig stor viden om ulve denne art i to adskilte underarter, eller for at være mere præcis: To sub-typer baseret på tydelige, adfærdsmæssige særpræg. Den første sub-type lever i umiddelbar nærhed af mennesker, ofte i ganske tæt befolkede områder. Disse ulve overlever ved at tage dyr fra gårde eller husmandssteder, eller ved simpelthen ved at tage hvad som helst fra byerne eller landsbyerne. Hvis omstændighederne dikterer det, er denne ulvetype hurtigt i stand til at skifte taktik og jage mere ordinært bytte, så som skovens og markens vildt. Imidlertid udviser de en stor forkærlighed for at stjæle fra mennesket – uanset hvad det måtte ære.
Den anden sub-type skyr enhver kontakt med mennesker og foretrækker at leve i afsidesliggende områder, hvor de jager det naturligt forekommende vildt. Men hvis lejlighed byder sig, vil de ikke undlade at tage en ko eller andet husdyr, som måske er kommet lidt for langt væk.
Den første ulvetype er utrolig snedig og opfindsom og det i en sådan grad, at de sommetider synes at være mere fortrolige med menneskets vaner end med andre ulves adfærdsmønster. Denne type er ofte i stand til at vurdere om et objekt, efterladt i deres område af mennesker, er farligt eller harmløst. Disse ulve mærker øjeblikkeligt, hvor en fælde er anbragt og opdager let andre af menneskets forsøg på ”snyd” og vil ofte under en jagt simpelthen ignorere en flagline og bare springe over den på det fjerneste og mest ubevogtede sted.
Ulv vs. hund
Det er også vigtigt at notere sig/mærke sig, at ulven er et utrolig velorganiseret flokdyr – og som allerede fastslået: En virkelig god jæger. Jeg vil gå så langt som til at sige, at ulve er eksperter i at samarbejde med hinanden, når de organiserer deres jagt. Ved møder med dens nære slægtning, tamhunden Canis lupus familiaris, synes vor helt, Canis lupus, siden tidernes morgen at finde stor fornøjelse ved at tage hævn over denne ”forræder” af Canis-slægten og er til enhver tid parat til at dræbe en hund, hvis lejligheden byder sig. Sammenlignet med en hund er en ulv i besiddelse af langt større styrke, vildskab og udholdenhed. Ulve dræber ikke alene hunde, men synes tilmed at betragte deres kød som en særlig delikatesse.
Jeg læste engang om et interessant tilfælde, hvor et ulvekobbel syntes at have udtænkt en genial plan om at samarbejde med hinanden i jagt på hunde. Det er velkendt, at hunde ikke vil tolerere ulves tilstedeværelse, og de vil omgående reagere ved at gø og ofte optage forfølgelse. Lejlighedsvis, særlig hvis hundene er i overtal, er de i stand til at angribe og bortjage en enlig ulv. Et ulvekobbel – sådan påstås det i hvert tilfælde – udnyttede dette i deres jagt efter hunde i en landsby. En ulv løb gennem landsbyen, idet den opførte sig, som om den havde store smerter, hvilket resulterede i, at alle de løsgående landsbyhunde gav hals. Når hundene var blevet lokket langt nok væk fra landsbyen, ville resten af ulveflokken, der lå i baghold, angribe og dræbe hundene. Det er virkelig en usædvanlig historie, og jeg ved ikke helt, om den er sand eller ej, men den er så sammenfaldende med mange andre iagttagelser af ulvekoblers adfærd, at den meget vel kan basere sig på hændelser, der virkelig er forekommet. Når en ulveflok sammen jager et stort byttedyr, som for eksempel en elg, har ethvert individ i flokken sin egen bestemte rolle, som var det en velindstuderet sceneoptræden på teatret. Der er ulve, der optræder som ”klappere”, hvis opgave det er at jage det udsete byttedyr op og forfølge det, og der er dem, der venter i baghold for at jage byttet i retning af det sted, hvor de stærkeste og mest erfarne fra flokken skjuler sig. Denne sidste gruppe vil spare sine kræfter til et angreb fra baghold på det udsete byttedyr og påføre det et første og afgørende angreb. De tilbageblevne fra flokken vil følge op og dræbe byttet. Hvis det er et mindre dyr, for eksempel et vildsvin eller rådyr, vil jagten være lettere.
Et mistænksomt dyr
Ulven er i besiddelse af en kolossal udholdenhed og kan tilbagelægge afstande på op til 50 kilometer på én nat. Ulve sveder ikke, så efter en lang, anstrengende vandring er de i stand til at sove komfortabelt i sne eller i kuldegrader uden fare for at fryse ihjel. I farefulde øjeblikke, eller under forberedelse til en jagt, er en ulv i stand til at gylpe al ufordøjet føde op, så den kan løbe hurtigere. Ulvens mange særligt udviklede evner og karaktertræk genspejles tilsvarende i de mange og forskellige måder, hvorpå det er muligt at jage denne yderst udfordrende vildtart.
Succesraten for, i hvilken grad det er muligt at lokke en ulv hen til udlagt lokkemad, eller til en fælde, eller en jæger, der ligger i baghold, er yderst variabel. En ulvs naturlige opførsel, når den står ved lokkemad, er sædvanligvis kendetegnet ved ekstrem forsigtighed. En ulv vil typisk gå forbi lokkemaden adskillige gange, inden den overhovedet vil nærme sig. Som regel er det flokkens ældste hun, der går i spidsen for at indikere over for resten af flokken, hvilke kødstykker de uden risiko kan æde. Da ulve i vidt omfang oplever at blive udsat for gift, har de ved en kollektiv erfaring lært at være yderst vagtsomme over for et hvilket som helst stykke kød, der tilsyneladende er blevet glemt ude i det fri. Kun når den er overbevist om, at alt er fuldstændig, som det skal være, vil en ulveflok nærme sig et stykke ”frit” kød. De vil da lejre sig og vente i lang tid, før en enkelt ulv bryder ud fra flokken for at komme tættere på for at lugte til og smage på noget af kødet, før den går tilbage til flokken. Først derefter vil hele flokken føle, at det er sikkert at nærme sig kødet og spise af det.
Din ydmyge forfatter til denne artikel befandt sig engang i slutningen 1980’erne på en forårsjagt dybt inde i ”Tver-Regionen” i Rusland. Der fandt jeg en død elgko, som viste alle tegn på for nylig at være blevet angrebet og dræbt af en bjørn. Kadaveret lå tildækket på skovbunden, således som bjørne sædvanligvis efterlader deres bytte. Efter et par dage havde en ulveflok fundet kadaveret og var begyndt at æde af det. Der lå ingen sne, så bare ved at se på de spor, der var efterladt i mudderet, var det svært med sikkerhed at afgøre, hvor mange ulve, der havde været der. På det sted, hvor kadaveret lå, var det svært, for ikke at sige umuligt, at ligge i baghold, og mit forsøg på at bygge et skjul medførte kun, at denne naturlige lokkemad ikke længere blev opsøgt af hverken bjørn eller ulv. Efter at have siddet og ventet i to nætter uden resultat opgav jeg. To morgener senere opdagede jeg, at kadaveret bogstavelig talt var blevet revet i småstykker og lå spredt over det hele. Sporene fortalte mig, at bjørnen havde været der først og derefter ulvene. Det så ud til, at ulvekobbelet enten havde jaget bjørnen væk fra dens bytte eller simpelthen havde ventet, til bjørnen havde ædt sig mæt og derefter forladt kadaveret.
Ulvejagt ”Russian Style”
Lad os vende tilbage til de metoder, hvorpå man jager ulv. Alle i Rusland kender det gamle udtryk ”at gå i en ulvefælde”, men kun jægere ved, at denne talemåde refererer til en virkelig fælde, som traditionelt blev brugt til at fange ulve. Mekanismen er glimrende illustreret i en bog udgivet af KIOZ i 1933 med titlen ”Jagt og Fældefangst”. Der er også en illustration af en mere kompliceret konstruktion, som benævnes som ”en ulvefjeder”, men hvor effektive begge fælder faktisk er, er det vanskeligt at bedømme. Efter min mening er det vanskeligt at tro, at en ulv kan lokkes hen til en sådan fælde, beskrevet i selvsamme bog som ”en ulvevugge”. Men, på den anden side, hvem ved? Jeg har ikke prøvet at bruge hverken den ene eller den anden af disse fælder i praksis, men jeg ved med bestemthed, at en ulv er et uhyre vagtsomt dyr.
En særlig effektiv jagtmetode, ofte anvendt i slutningen af juli eller begyndelsen af august, er ”at kalde en ulv ind”. Det er en yderst interessant måde at jage ulve på. Den, der en gang har hørt kaldet fra en hunulv en mørk augustnat, vil aldrig nogensinde glemme denne melankolske lyd, der kan få de små hår til at rejse sig på ryggen af en, ej heller det kakofoniske kor, som svarer hunulven. Forestil dig en tåget mose sent i august, hvor du hører en ulvs tuden. En lyd, der på samme måde som tågesløret omgiver og indhyller dig. Det skulle være nok til at give enhver gåsehud.
Denne jagtmetode er baseret på den kendsgerning, at de unge ulve på denne tid af året ivrigt venter på, at de voksne ulve skal komme tilbage til deres tilholdssted. Som alle teenagere er unge ulve rastløse og urolige. De vil ikke lade nogen lejlighed gå fra sig til at tage en harekilling eller fange en mus. Når de hører de voksne ulve, der er efter en jagt på vej tilbage til tilholdsstedet, vil de ivrigt løbe dem i møde.
Når man har lært at kalde en ulv til, er det ikke så vanskeligt, som det i almindelighed anses for at være. Metoden kan bruges om natten, hvor jægeren er placeret ikke for langt væk fra deres tilholdssted. Et indgående kendskab til lokaliteten og til de ruter, dyrene sædvanligvis benytter, er væsentlige forudsætninger for en succesfuldt resultat. Hvor tilholdsstedet er, kan man finde ud af ved at lytte omhyggeligt, når de voksne ulve vender tilbage dertil. De vil hyle, når de kommer, og de hyl, de får som svar fra ulvene i lejren, vil præcist angive dens placering. En succesrig jagt under disse omstændigheder opnås bedst med assistance fra en hjælper, som kender området godt, og som optimalt skal befinde sig på et højere sted og cirka 100 meter fra jægeren selv. Ved omhyggeligt at lytte til ulvenes kald til hinanden kan jægeren og hans hjælper finde ud af, hvor lejren er. Når de hører kaldene fra ulvene, der venter i lejren, vil de tilbagevendende ulve sædvanligvis prøve at gå op imod vinden ind til lejren, idet de instinktivt følger deres næse, når de vender tilbage. Ved at udnytte denne vane, skal jægeren, der har hørt de tilbagevendende ulve og kaldt dem til sig, hurtigt gøre sig klar og stå med vinden imod sig. Hvis jægeren er passende forberedt, og ulvene kommer en efter en, kan han få lejlighed til at afgive to skud fra et haglgevær og ét, hvis han bruger en riffel. Det eneste minus ved denne jagtmetode er, at den kun kan bruges én gang, da ulve, der én gang er blevet skudt på, vil have lært ikke at opføre sig på denne måde en anden gang.
Senere på året, i slutningen af august eller i september er det igen muligt via ”kalde-metoden” at finde ud af, hvor en ulvelejr er placeret med henblik på at anbringe flag i nogen afstand fra den og derefter arrangere en ulve-drivjagt. Sådanne sommer- og efterårsjagter er meget effektive og, hvis det gøres ordentligt med erfarne skytter og klappere, som kender området godt, give glimrende resultater.
