Hvis sygdommen afrikansk svinepest når til Danmark, vil det få katastrofale konsekvenser for landets milliardindtægter fra eksport af svinekød. I den forbindelse udgør jægere, som rejser på vildsvinejagt i udlandet en potentiel kilde til smittespredning. Virussygdommen er meget smitsom og kan overleve i både kød og trofæer, ligesom virus kan overføres via blod og afføring fra vildsvin. Virus kan sætte sig på alt jægerens udstyr, samt tøj og hænder. Af samme grund er der en række forholdsregler, som man bør iagttage i forbindelse med vildsvinejagt i udlandet:
- Vask alt udstyr inkl. tøj, skydestok, våben og støvler, inden du tager hjem til Danmark.
- Desinficer redskaber og andet, der har været anvendt til jagt, inden det kommer med i danske husdyrsbesætninger eller på jagt i Danmark.
- Hunde brugt til jagt må ikke komme i kontakt med danske grise eller vildsvin.
- Undlad enhver kontakt til danske husdyr inden for de første 48 timer efter du er kommet til Danmark.
- Vær opmærksom på reglerne for at tage kød eller jagttrofæer med hjem fra områder med særlige restriktioner.
Se mere på: foedevarestyrelsen.dk