Voldsom debat i Sverige om jagtvåben efter masseskydning

De svenske politikere reagerer forudsigeligt på den ulykkelige masseskydning. Det skal være mere besværligt at have jagtvåben, og visse automatrifler bliver sandsynligvis ulovlige, men de svenske jægere kæmper imod

Den forfærdelige masseskydning i Sverige for små 14 dage siden har udløst en forudsigelig debat om våben og sikkerhed i vores naboland. Desværre ser det ud til, at en af de veje som de svenske politikere vælger, er symbolpolitik omkring våbentilladelser.

Kort efter masseskydningen udsendte den svenske regering en pressemeddelelse, der blandt andet lød:

”Reglerne om våbenbesiddelse skal balancere mellem samfundets interesse i at forebygge kriminalitet og ulykker med skydevåben og interessen i, at enkeltpersoner og organisationer kan besidde skydevåben i berettigede tilfælde”.

Regeringen lægger dermed op til en markant stramning af våbenloven, hvor det skal være sværere for alle jægere at få våbentilladelse og mere bøvlet at administrere den. En foreslået egnethedstest skal tage højde for faktorer som alder, viden, færdigheder, lovlydig adfærd og andre omstændigheder, når der skal tages stilling til, om der skal udstedes en våbentilladelse. Helbred skal også spille ind når jægere vurderes i forbindelse med våben. Læger vil få skærpet deres indberetningspligt, og politiet vil fortsat kunne tilbagekalde våbentilladelser hurtigt.

Nogle tiltag virker relevante. Især lægernes og de sociale myndigheders indberetningspligt lyder relevant at kigge igennem. Den 35-årige havde flere diagnoser og var kendt for at have haft psykiske udfordringer i en årrække. Allerede da de første problemer blev identificeret burde hans læger – ifølge den nuværende lovgivning – have meldt ham uegnet til at besidde våben hos Politiet. Også de sociale myndigheder i Sverige havde kontakt med manden og vurderede ham som alvorligt udfordret. Heller ikke her reagerede man, hvilket måske er de største svigt i optakten til den ulykkelige sag.

De våben, som særligt diskuteres med hensyn til et forbud, er en gruppe af halvautomatiske rifler med militært udseende, der blev lovlige så sent som i efteråret 2023. Blandt de mest kontroversielle våben er den militære karabin AR 15, som sandsynligvis bliver forbudt igen. En AR 15 blev ikke brugt ved skydningen, men det gjorde – ifølge de første meldinger – et andet halvautomatisk våben i Kaliber 30 06, som kan anvendes til jagt. Våbnet og to andre medbragte våben, der var indkøbt til jagt, tilhørte den 35-årige skytte, som havde tilladelse til dem.

Politisk refleksreaktion

Refleksreaktionen overfor kriminalitet eller terror, der involverer våben, ved at forbyde jagt og sports-våben eller knive og gøre det det mere bøvlet for almindelige mennesker at have jagt eller sportsskydevåben, er desværre ikke bare en svensk reaktion. I Danmark kender vi problemet omkring knivloven, hvor håndværkere, jægere, fiskere og friluftsmennesker med kort varsel måtte forholde sig til voldsomme sanktioner for at bære fuldt ud relevante knive på arbejde eller i forbindelse med fritidsaktiviteter.

For nylig er også Tyskland kommet med på vognen, og man er i gang med at indføre nye bøvlede våbenregler, der rammer meget bredt i stedet for at fokusere på at bremse de individer, som begår forbrydelserne.

Ideen om at man kan bremse fanatikere, psykisk syge eller regulære terrorister ved at indføre bøvlede bureaukratiske tiltag, som i værste fald kriminaliserer titusindvis af lovlydige jægere, fiskere eller sportsskytter har ikke hold i virkelighed. Der er ingen emperi eller forskning, som underbygger den påstand, at jagtvåben optræder i bekymrende grad i kriminelle miljøer – Tværtimod. Til gengæld ved enhver, at det ikke er det store problem at skaffe våben eller sprængstoffer i de fleste større byer i Nordeuropa – Også hvis man vil bruge dem til kriminalitet eller i værste fald til terror. Samtidig kan det virke stigmatiserende overfor jægere at man ved indgrebene, indirekte, bliver ved at kæde jagt og jægere sammen alvorlig kriminalitet, attentater eller terror.

Jægere kæmper imod

Mange danske jægere vil nok betakke sig for en jagttur med en kammerat, der medbringer en militærkarabin, men i Sverige forklarer jægere (Der er givet tilladelse til omkring 3.500 stk af de særligt omdiskuterede AR15 karabiner i Sverige) at karabinen faktisk er fuldt ud anvendelig til drivjagter på for eksempel vildsvin, når den kun kan skyde halvautomatisk. Den er tilsyneladende også relevant under eftersøg. Der tegner sig dermed et billede af mere bureaukrati og kontrol for de svenske jægere uden, at der er tunge beviser for, at det skaber sikrere svenske skoler.

Men der er faktisk lidt opmuntrende at berette i sagen. De svenske jægere og flere politikere stritter nemlig imod at gøre jagtvåben til et centralt problem, når psykiatrien og de sociale myndigheder svigter en ung mand, og i Sverige har det vist sig at skabe en vis opmærksomhed. Der er nemlig omkring 600.000 jægere og sportsskytter i landet.

En enkelt politiker fra den svenske rigsdag har sat sin stilling ind på at være imod sit partis deltagelse i en eventuel ny lovgivning omkring jagtvåben, og i medierne er svenske jægere aktivt med i debatten. samtidig har en forsker har fremhævet en undersøgelse (som dog 15 år gammel), der viser, at jagtvåben anvendes til kriminalitet ganske få gange om året i Sverige (sidste år var der 256 skydninger i Sverige og i 2023 341). Han har også forklaret medierne at amerikanske forskere har skabt en profil af personer, der iværksætter masseskydninger. Den peger på 35-årige, enlige, arbejdsløse mænd med psykiske problemer. Den slags vrimler trods alt ikke rundt i de skandinaviske jægerkorps.

I et svensk radioprogram, hvor lytterne blandt andet foreslog, at alle jagtvåben skal opbevares hos politiet når de ikke er på jagt, responderede jægere også hurtigt over telefonen og forklarede, at ud over betydelige omkostninger for alle, ville man jo bare kunne hente våbnet og derefter anvende det til noget ulovligt hvis det var det man ville.

Der hersker ingen tvivl om, at der kommer til at ske ændringer i den svenske våbenlov, men det bliver ikke uden, at de svenske jægere forsøger at oplyse om de reelle forhold, når det gælder jægere og jagtvåben i relation til kriminalitet.

DET SKETE DER I ØREBRO

Kort efter kl. 12.30 tirsdag den 4. februar modtog politiet i den svenske by Ørebro et opkald om skyderi på voksenuddannelsescenteret Risbergska skolan.

De første politifolk var på stedet efter lidt over fem minutter hvor de så omkomne udenfor skolen og hører skyderi inde på skolens område.

Indledningsvis er der betydelig usikkerhed om hvad der foregår, men betjente beskriver senere at de efterhånden som de trænger ind i skolen mødes af et »inferno« af døde og sårede mennesker.

Efter mere end en time blev gerningsmanden, 35-årige Rickard Andersson, fundet død inde på skole. Han tog sit eget liv.

Elleve mennesker mistede livet i masseskyderiet, syv kvinder og fire mænd (Andersson skød sig selv til sidst). Den svenske statsminister beskrev bagefter episoden som ”Det værste masseskyderi i Sveriges historie”. Der er fortsat usikkerhed om motivet.  

Læs også