ZEISS Event Ulfborg 23-25 juni, den heldige deltager er fundet….

Det har været svært at vælge blandt de mange kandidater som har tilmeldt sig vores ZEISS event, fortæller Jens Ulrik Høgh.

Rigtigt mange deltagere har lagt et stort stykke arbejde i det, og der har gjort det vanskeligt at vælge, da rigtigt mange ville have været spændende at have med.

Valget faldt på Julie Bonne 23 år, som har gået på jagt fra barnsben af.

Julie Bonne er ud af en fynsk jægerfamilie og har fulgt sin far på jagt siden hun var lille. I starten var det med fokus på hundearbejdet, hvor hun allerede som 10-årig apporterede på klapjagter med familiens labrador. Siden blev det til en elevplads hos jagtrejseudbyderen Diana Jagtrejser og et praktikophold på det kendte tyske revir Berleburg, hvor Julie fik lov til at prøve kræfter med hele den praktiske side af jagten.

Julie, som efter sin elevtid blev ansat hos Diana Jagtrejser, tog jagttegn i 2014 og riffeltegn i maj måned 2016. En uge senere nedlagde hun i selskab med sin far sin første buk – hendes hidtil største jagtoplevelse. Nu får Julie chancen for at følge med til Ulfborg og få pudset riffelformen af med flere hundred riffelskud i løbet af en weekend. Et crash-kursus i skydeteknik, som helt sikkert vil øge enhver jægers skydetekniske ballast ganske markant.

Julie kommer til at følges med journalisten fra Mit Jagtblad på arrangementet. Alt hvad journalisten prøver undervejs, kommer hun også til at prøve. Hun får udleveret en spritny låneriffel fra Sauer med en ZEISS kikkert på toppen og stort set al den ammunition, hun orker at fyre af på testdagen om lørdagen. I skydekonkurrencen om søndagen, som står imellem hold fra de deltagene jagtmedier fra hele Europa, indgår Julie i et to-mandshold med vores journalist. På det hold, som vinder den samlede skydning, får læseren lov til at beholde sin Sauer riffel med ZEISS kikkerten, ligesom hun/han får jagttøj fra Härkila og ammunition fra Hornady. Alt efter hvilke rifler / kikkerter der skal testes i år, kan præmien skønsmæssigt have en værdi på cirka 40.000 kr eller betydeligt mere!

Journalisten fra Mit Jagtblad er våben- og jagtskribenten Jens Ulrik Høgh, som den heldige vinder af ”læserpladsen” således er på hold med under Ulfborg skydningen.

Vi glæder os til at vende tilbage med den opfølgende historie om, hvad en ungjæger som Julie får ud af en hel weekend med intensiv riffelskydning….