Artiklen er sponseret af
Foderpladsens funktion er at vænne de sky vildsvin til at komme nat efter nat på den samme plads, så man har en ærlig chance for at nedlægge dem. Det handler ikke om at fodre vildsvinene i den forstand, at man vil skabe underlag for en større bestand (vildsvinestammen er i forvejen stor og voksende), men er udelukkende en metode til at lokke dyrene frem. Foderet, der spredes, kan bedre sammenlignes med osten i en musefælde end med et bugnende forrådskammer. Der skal ikke spredes mere end præcis nok til at lokke vildsvinene ind på pladsen og holde dem længe nok til, at der kan afgives skud.
Fodersystemet
Det er naturligvis fuldt muligt at sprede majs ved håndkraft. Det kræver en daglig indsats med foderspanden og er urimeligt arbejdstungt i forhold til de automatiske alternativer. Derfor er der stort set ingen, som fodrer manuelt på permanente foderpladser.
Et fodersystem består i al sin enkelhed af en foderbeholder – ofte en vejrfast plastiktønde – som er hævet over jorden og påmonteret en timerstyret elektrisk spreder. Det er meget lavpraktisk.
Bunden af sprederen skal helst 1,8 meter over jorden eller mere. Dels for at sikre, at initiativrige vildsvin ikke får fat i den (hvilket er den sikre vej til totalhaveri) og dels for at sprede majsene så langt omkring som muligt. Alt efter foderbeholderens størrelse kan den let veje 150 kg eller mere, så der skal konstrueres et stærkt stativ, der tillader enkel efterfyldning af majs.
Der er naturligvis mange muligheder for den behændige hjemmefixer, men to konstruktioner er mest almindelige. Faste platforme med stiger op til tønden og tre-ben med tønden monteret i en wire, så den enkelt kan hejses op og ned med et spil.
Selv foretrækker jeg løsningen med den hæve-sænkbare tønde. At klatre på stiger med majssække er ikke optimalt. Hverken for ryggen eller for sikkerheden. Efter en helt vinters øvelse i den strategi kan jeg skrive under på, at det kan være decideret farligt, når frost og sne gør platforme og stiger glatte.
Den ophængte tønde fires enkelt ned i fornuftig arbejdshøjde og er let at hejse op igen. Faktisk går det mindst lige så hurtigt, som at efterfylde en tønde på en fast platform og det er betydeligt mindre anstrengende eller besværligt. Tre-benene er desuden betydeligt lettere at konstruere og flytte, hvis der skulle opstå behov for det. Den simpleste løsning er at anskaffe et top-beslag af stål til tre stolper og en tønde med ophæng, wire og håndspil til montage på et af benene.
Som stolper kan man f.eks. benytte afgrenede granrafter eller stolper fra byggemarkedet. Enklest er at vælge runde stolper i den rigtige diameter, men man kan også vælge firkantede, hvis diagonalmålet passer ind i holderen. F.eks. måler en 70×70 mm stolpe 99 mm diagonalt og passer perfekt i en 100 mm stolpeholder. Jeg vælger som regel firkantede stolper fra byggemarkedet og benytter NTR-A imprægnerede stolper, som givetvis holder min tid ud.
Selve tønden kan være en standard blå plasttønde, men det er – af flere årsager – ikke det optimale valg. Dels er disse tønder ikke konstrueret til at blive tømte gennem et hul i bunden – de er fladbundede og fanger derfor en mængde majs der aldrig kommer ud og kan danne klumper som på et eller andet tidspunkt stopper sprederen. Dels – og det er ikke et uvæsentligt problem – er de blå tønder meget synlige i landskabet, hvilket både kan tiltrække sabotage og være med til at skabe en dårlig stemning omkring jagten, når vi fylder skoven med uskønne installationer. Bruger man blå tønder, bør man derfor give dem en omgang grøn, brun eller sort matlak.
Der findes tønder der specifikt er konstruerede til foderspredning. Disse en med let konisk bund, der sikrer fuldstændig tømning, de er konstrueret til at holde og de er støbt i farver der ikke stikker ud. De er også til at betale.
Alt i alt tager det kun en halv times tid at rejse et tre-ben med en færdigmonteret foderautomat.
Fodersprederen
Selve fodersprederen kaster majskornene omkring ved hjælp af en timerstyret elmotor, som får strøm fra et 12V batteri. Jo kraftigere sprederen er, desto længere kastes majskornene. Jo længere tid den kører, desto mere majs spreder den.
Det er ret væsentligt, at der spredes så lidt majs som muligt og at det spredes over så stort et areal som muligt. Jo mindre, man bruger, desto længere tid går der mellem påfyldningerne. Majsen skal blot lokke grisene ind og holde på dem tilstrækkeligt længe til, at der kan afgives skud. Derfor er det også væsentligt at majsen spredes godt – så tager det længere tid for vildsvinene at plukke det hele op fra jorden og flokken spreder sig mere ud.
I praksis sætter jeg timeren til en spredning om aftenen efter mørkets frembrud og jeg lader den kun sprede et enkelt sekund, hvilket på de fleste timere er minimum. På min foderplads betyder det, at omkring et kilo majs flyver ud over marken omkring kl. 20:30. Helt overordnet er det optimalt at sprede, når det er mørkt, da det mindsker svindet til diverse fugle og råvildt. Omvendt gør man sig selv en tjeneste ved at sprede relativt tidligt på aftenen / natten da sandsynligheden for at grisene kommer efter spredningen er langt større end sandsynligheden for, at de kommer før. Sætter man sprederen til at køre klokken 2 om natten skal man altså ikke forvente at få skudchance til vildsvin før klokken 2.
Et praktisk råd: Sæt dig ind i hvordan timeren fungerer. Jeg har flere gange oplevet at en ny timer – eller en timer, der er blevet nulstillet af f.eks. et batteriskift – har været forhåndsprogrammeret til at sprede to gange i døgnet af f.eks. 8 sekunder. Dermed har den spredt 16 gange så meget, som jeg plejer at sprede, og så løber systemet hurtigt tomt…
Vildsvin er intelligente dyr og lærer sig ofte præcis, hvornår sprederen kører. Jeg har ofte oplevet hvordan de står inde i skoven og venter på den snurrende lyd og kommer frem præcis som en flok grise, der hører bonden komme med foderspanden. Nogen spredere kan fjernbetjenes netop med henblik på at lokke tøvende vildsvin frem, men det har jeg aldrig selv haft behov for.
Et praktisk råd: Du skal ikke skifte batteri så ofte, hvis du lader på det med et lille sydvendt solpanel monteret på tønden. Driftssikkerhed gør en kæmpe forskel for arbejdet med at holde foderpladsen kørende.
Tjærestrategi
Jeg har skrevet det før, men det tåler gentagelse: Vildsvin ELSKER duften af bøgetjære og kommer gerne frem bare for at gnubbe sig i det sorte klister. Derfor er det afgørende vigtigt at du i forbindelse med din foderplads har et træ eller en stub, som du kan smøre tjære på. Mange garvede vildsvinejægere mener at tjæren er lige så vigtig som foderet. Jeg er lidt uenig. Jeg har således aldrig skudt vildsvin på en plads med tjære men intet foder, mens det omvendte er sket mange gange. Jeg er dog ikke i tvivl om, at tjæren er et stærkt lokkemiddel som gør foderpladsen mere attraktiv for vildsvinene og derfor giver flere chancer en plads uden tjære.
Man kan elske eller hade duften af tjære (jeg er helt vild med den) men man kommer ikke uden om, at det lugter meget kraftigt – så kraftigt at en enkelt dråbe på hånden kan lugtes i flere dage trods helhjertede forsøg på et vaske den af – og det har en helt særlig evne til at havne på hænder, støvler, jagttøj og alle andre steder, hvor man ikke vil have det.
Det er derfor fornuftigt at have en tjærestrategi. Min går i al sin enkelhed ud på at hænge tjæredunken og penslen op i et træ på foderpladsen (så højt at vildsvinene ikke kan nå) og altid at have enten et par engangshandsker eller fryseposer med til at beskytte hænderne imod det tyktflydende klisterstads. Hæng dunken så den får sol – kold tjære bliver ekstremt tyktflydende og nærmest umulig at få ud af dunken. Tjære skal påføres relativt ofte, mindst hver gang der fodres, da det hurtigt dunster af og bliver mindre og mindre effektivt for hver dag som går.
Man kan købe deciderede tjæreautomater. En effektiv men relativ dyr løsning. Jeg klarer mig fint med dunke, pensler og duften af whisky og fiskekutter…
Kameraet
Vildtkameraet er måske ikke strengt nødvendigt (man skød også vildsvin før vildtkameraet blev opfundet) men det letter jagten i helt utrolig grad og er derfor et stykke udstyr, jeg ikke vil være foruden.
Langt bedst er et kamera med simkort der i realtid sender fotos via sms eller mail efterhånden som de tages. På den måde får man et klart overblik over hvad der sker på foderpladsen og kan planlægge sin jagt efter hvornår de tilvænnede vildsvin typisk indfinder sig.
På selve jagten kan kameraet desuden bruges som en alarm, der melder grisenes ankomst direkte til jægerens mobiltelefon.
Under driften anbefales det at forsyne kameraet med strøm fra en akkumulator, som lades via et lille solpanel. Løsningen koster nogle få hundrede kroner men kan ofte holde kameraet kørende på ubestemt tid. Det er surt at miste forbindelsen med sin plads på grund af udbrændte batterier. Især hvis pladsen er langt hjemmefra.
Det betaler sig at vælge et kvalitetskamera og i den forbindelse skal man efter min erfaring være særligt opmærksom på om sælger tilbyder kvalificeret teknisk assistance i forbindelse med opsætning og eventuelle driftsproblemer. I spændingsfeltet imellem en småforvirret bruger (mig), omfattende muligheder for tilpasset opsætning og en mobiloperatør, der skal fungere (måske i et fremmed land) er der desværre plads til udfordringer og de løses bedst i samarbejde med en sælger der ved nøjagtigt hvilke knapper, der skal trykkes på.
En ny generation af vildtkameraer som transmitterer live-video fra pladsen er på vej ind på markedet. Disse forventes at overtage en stor del af markedet ligesom de eksisterende løsninger bliver stadigt mere avancerede og til at købe for penge.
Andet udstyr
Man kan vælge at installere lys på foderpladsen, som tænder når vildsvinene ankommer. Fordelen er, at man kan jage med en almindelig sigtekikkert. Ulempen er, at det tager nyere grise på pladsen længere til at få tillid til pladsen. Alt andet lige giver det færre jagtmuligheder. I takt med at elektroniske natsigter bliver stadig mere udbredte bortfalder behovet for lys på pladsen. Om få år er der ingen, som bruger det.
Der findes i dag ganske prisbillige ”vildsvinealarmer” som helt enkelt sender et signal til en modtager i nærheden af jægere, når der er aktivitet på pladsen. Det er ganske nyttigt, når man sidder og halvsover i en sen nattetime, men det er ikke strengt nødvendigt hvis man er i besiddelse af en god natkikkert.
Man kan som jeg har nævnt i en tidligere artikel vælge at udruste pladsen med en aktivitetstønde som supplement til fodersprederen. Min egen erfaring siger mig blot, at det i bund og grund bare øger majsforbruget uden at give betydeligt flere skudchancer til vildsvinene.
I næste artikel ser vi nærmere på ”vakkojan” – altså det lille hus, som jægeren anvender under jagten – og naturligvis kaster vi også et blik på alternativerne.
Artikelserien ”Åteljakt på vildsvin” er produceret i tæt samarbejde med vildsvine-specialisterne hos jagt-jakt.dk
LÆS OGSÅ
Åteljakt på vildsvin – foderpladsens optimale beliggenhed
