Invasive arter er et kæmpe problem i naturen. Faktisk tyder ny forskning på at op imod 60% af alle nyligt udryddede arter verden over er helt eller delvist bukket under for invasive arter skadevirkninger. Det er ikke så underligt at begrebet ”invasiv art” er gået hen og blevet lidt af en bombe i debatten som bruges og misbruges af alle der af den ene eller den anden grund er trætte af bestemte arter i naturen – således er både ulve og fasaner (fejlagtigt) blevet udråbt som ”invasive” af hhv. ulve- og jagtmodstandere.
Men der er klare definitioner på, hvornår arter er invasive. Dels kræves det, at arten IKKE er hjemmehørende og dels skal arten gøre væsentlig skade for at opnå den lidet flatterende betegnelse som ofte medfører en udryddelsesdom…
Er fasaner og dåvildt invasive arter? Det er der meget delte meninger om. Der er ingen tvivl om, at ingen af arterne er hjemmehørende i forhold til et kriterie, der går på, at arten skal have eksisteret naturligt her efter seneste istid for at betragtes som hjemmehørende. Men gør arterne skade på den hjemmehørende natur? Det er der faktisk ikke rigtigt videnskabeligt belæg for at påstå. Men nu er det altså sket alligevel efter en ny vurdering af en snæver ”ekspertgruppe”, der bl.a. tæller en ansat i Dansk Ornitologisk Forening – en privat interesseorganisation som har ført en stærkt følelsesladet kampagne imod udsætning af fasaner. Upartisk kan man ikke ligefrem kalde det og der er ikke kommet noget nyt solidt fagligt grundlag for en anden vurdering end den hidtidige (hvor fasanen IKKE blev udråbt som invasiv), så det hele lugter mere af politik end af faglighed. Det samme gør sig gældende for dåvildt.
Jeg finder det brandærgerligt – og rent ud sagt beskæmmende – at man misbruger et klart defineret begreb som ”invasiv”, til at opnå politiske mål. Med tanke på de enorme konsekvenser for naturforvaltningen det har, at udpege hyppigt forekommende arter som ”invasive”, burde der være en langt klarere procedure for hvordan det foregår, med fuld dokumentation for det faglige grundlag og naturligvis fri for interesseorganisationer med deres egne politiske dagsordner syltet ind i debatten omkring forvaltningen af de pågældende arter.
