Foto: Rafal Lapinski samt Sabine Thallinger og WildMedia/shutterStock
De fire første er:
Endofin
Serotonin
Oxytocin
Dopamin
Det er de fire velkendte lykkehormoner, som buldrer gennem kroppen. Faktisk allerede, når vi tager riflen ud af våbenskabet.
Den der søde forventningens glæde. Det er Serotoninen, der udløses blot ved udsigten til noget, vi holder af og værdsætter.
Når vi er midt i kampens hede, så er det især adrenalinen, der styrer og øger vores koncentration og i øvrigt også fysiske formåen.
Forventningen er også i spil, og det er vel sagtens den der cocktail af adrenalin og serotonin, der får feberen til at rase.
Når så det hele er lykkedes, så kommer de andre tre lykkekemikalier i spil.
Endofin, som vi altid beruses af, når vi har vundet (eller dyrket hård sport eller god sex) mens Oxytocin og Dopamin følger med og giver den her opløftede begejstring, som man nemt bliver helt afhængig af.
Ligesom man bliver det af endofin, som regnes for at være et stærkere rusmiddel end morfin.
Den femte grund
Hele dette kompleks af lykkehormoner er i spil, hver gang vi tager på jagt. Det er en af de væsentligste drivkræfter og motivationer. Man kan så helt berettiget undre sig over, hvorfor det er sådan. Den korteste og mest simple forklaring er, at det har vi arvet fra vores forfædre.
Hvad enten vi nu nedstammer fra stenaldermenneskene eller fra de bønder, der indvandrede til vores egne efter stenalderen, så er det uden tvivl forbundet med en uoverstigelig glæde, at høsten er i hus. At overlevelsen er sikret. At slægten kan leve videre.
Alt dette kan kun ske, hvis forrådskamrene er fyldte, enten med dejligt vildtkød eller med en bugnende og sund høst – eller noget af begge dele.
Derfor stortrives vi som individer, når vi selv har slæbt noget til huse. Når forsyningerne er på plads. Det føler vi stor lykke over. Og ofte har resultatet været forbundet med hårde fysiske udfoldelser. Selv moderne høstarbejde er anstrengende, men dog for intet at regne mod det slid, vores forfædre skulle igennem, før vinteren kunne imødeses med en vis ro og fortrøstning.
Det forunderlige med bukkejagten er, at den efterhånden er blevet hvermandseje, og at vi har mulighed for at opleve alt det skønne igen og igen.
Ikke blot én gang i sæsonen, men mange gange, hvis vi ellers er heldige og dygtige nok – og indgår i en forvaltning af råvildtet, hvor der er flere dyr at høste af.
Sådan er det kun for de færreste, når vi taler om større – og dyrere vildt.
I al stilfærdighed vil jeg påstå, at råbukken er det stykke vildt, vi som danske jægere oftest har mulighed for at gå i hormonalt balalaika over.
Og derfor er bukkejagten noget helt særligt for os, der jager på de danske revirer.
Råbukken er også værdsat og eftertragtet i vores nabolande og de lande, vi rejser til for at opleve endnu mere bukkejagt, men det når ikke de højder, som jægere med danske rødder ophøjer bukkejagten til.
For her i Danmark elsker vi simpelthen bukkejagten.
Knæk og bræk
Steen Andersen
