Bundet til jagttårn – reddet af jæger

Lokal casanovas lille eventyr i skoven gik ikke helt efter planen – måtte reddes af jæger

Et konsortium med tyske jægere fik sidste uge en ubuden gæst i et af deres jagttårne. Tårnet, der står i Schaumburgskoven mellem Meinsen og Cammer i Niedersachsen blev nemlig mødested for et par med lidt alternative planer for brugen af jagttårnet, og det endte alt andet end godt for den ene part.

Det var en 51-årig mand fra byen Bückeburg, som endte i en temmelig prekær situation. Manden havde aftalt at mødes med en kvinde i skoven for at afvikle en lettere avanceret romance. De to havde mødt hinanden på nettet og var tilsyneladende begge fascineret af jagttårne og bindelege.

Den 51-årige lod sig binde til jagttårnet af kvinden og ventede derefter spændt på næste kapitel, men det kom til at udfolde sig lidt anderledes, end han havde håbet.

Kvinden fik nemlig et telefonopkald, mens den bundne tysker spændt ventede på fortsættelsen af den lille leg, og hun forlod umiddelbart derefter stedet.

Tilbage stod den skuffede charmetrold bundet op som en juleskinke i jagttårnet. Helt uforberedt var han nu ikke, for han havde en hobbykniv i lommen til brug i netop situationer, som den han var endt i. Den 51-årige kæmpede for at få hobbykniven op af lommen, så han kunne skære rebene over, men kvinden havde været grundig og effektiv. Ikke alene var hans arme og ben bundet med effektive knuder, så han ikke kunne nå kniven og skære knuderne op. Han havde også fået et par damestrømpebukser trukket ned over hovedet, der gjorde det svært for ham at se, hvad han lavede.

Manden kæmpede et stykke tid for at få kniven frem og rebene skåret over, indtil det gik op for ham, at han ikke ville komme fri selv. Derefter var der kun en – ret pinlig – beslutning at tage. Den bundne mand måtte råbe efter hjælp i skoven. Det gjorde han et stykke tid, før en jæger hørte mandes råben og kom frem til stedet. De tyske medier fortæller ikke, hvordan jægeren reagerede, da han så den letpåklædte mand bundet op af hans jagtårn, men mon ikke der er blevet trukket på smilebåndet før eller senere.

Jægeren og en gæst i skoven fik den 51-årige skåret fri af jagttårnet og tilkaldte samtidig politi og ambulance, der kort efter kom frem til stedet. Mandskabet i ambulancen fandt ingen skader på manden og kunne relativt hurtigt drage afsted. Til gengæld blev Politiet hængende i skoven for at finde ud af, hvad der var foregået med den 51-årige, der ikke var særlig meddelsom omkring, hvordan han var endt i den pinagtige situation. Til sidst fik de historien ud af manden, der dog nægtede at afsløre kvindens identitet for dem.

Politiet gav dog ikke umiddelbart op, og de har nu indledt en strafferetslig undersøgelse af episoden ved jagttårnet. En eventuel sigtelse vil enten gælde frihedsberøvelse eller kvindens manglende assistance til den frihedsberøvede mand.

Selvom manden næppe er interesseret i en langtrukken politisag omkring episoden, nægter han fortsat at afsløre, hvem der bandt ham til jagttårnet.

Til gengæld kunne man godt forestille sig, at historien om den alternative brug af jagttårnet dukker op en gang eller to, når de lokale tyske jægere samles efterhånden som jagtsæsonen i Schaumburgskoven kommer i gang.

Læs også