FAQ omkring covid-19 og smitte til kæledyr
“Covid-19” og “Coronavirus” er af gode grunde et af de mest brugte søgeord på Google for tiden. Det gælder for de fleste danskere – også for kæledyrsejere.
I disse turbulente tider stilles der mange spørgsmål, og de omhandler blandt andet vores kæledyr. Kan hunde og katte også få sygdommen? Kan de være smittebærere? Og er det for eksempel okay at lade katten gå ud, som den plejer?
Agria Dyreforsikring oplever også mange henvendelser på alle kanaler. Men der er godt nyt: Der er nemlig ingen grund til bekymring for smitte og dødsfald hos vores firbenede venner. Det viser testresultater fra et studie af hunde og katte.
Heldigvis er der intet, der tyder på, at hverken hunde eller katte kan blive smittet eller være smittebærere og dermed sprede coronavirussen (Covid-19) yderligere.
”Hunde og katte kan kun få de typer af coronavirus, som smitter deres arter, og de har derfor intet med covid-19 at gøre. Der er intet, der indikerer, at de kan blive smittet af eller smitte mennesker,” siger Mogens Brix, dyrlæge hos Agria Dyreforsikring.
Mogens Brix bygger sin viden på et engelsk studie, der undersøger hunde og katte for sygdommen. Studiet konkluderer, at der endnu ikke er fundet tilfælde af sygdomme hos dyrene.
6 hyppige spørgsmål om kæledyr og Covid-19
Mogens Brix fortæller, at han modtager mange henvendelser fra kæledyrsejere, som er bekymrede for deres pelsede familiemedlemmer. Her er de oftest stillede spørgsmål:
1. Kan mit kæledyr smitte mig med covid-19?
Nej.
2. Kan jeg smitte mit kæledyr med covid-19?
Nej.
3. Hvad gør jeg, hvis jeg har et akut sygt kæledyr? Kan jeg tage til dyrlægen?
Ja. Dyrlægen har åbent, men de fleste modtager i øjeblikket kun akutte tilfælde. Sundhedsundersøgelser, kloklip og andre forebyggende undersøgelse er typisk udsat. Ring dog altid til dyrlægen først, så du ved, om der er behov for et akut besøg. Du vil også opleve øgede hygiejnetiltag – herunder færre patienter ad gangen og en ejer pr. patient ad gangen. Dette skyldes ikke frygt for smitte mellem dyr og mennesker, men sker for at efterleve og støtte regeringens retningslinjer og anbefalinger for at minimere smitte mellem mennesker.
4. Kan jeg lufte min hund, som jeg plejer?
Ja, det kan du godt. Men du bør selv være opmærksom på at følge de generelle anbefalinger med hensyn til social kontakt – ikke mindst hvis du selv er smittet med covid-19. Måske kan du få en anden i husstanden til at lufte din hund med samme hensyntagen.
5. Kan jeg lukke min kat ud, som jeg plejer?
Ja.
6. Jeg har hørt, at katte også kan få coronavirus – hvorfor er det så ikke farligt?
Katte – og hunde for den sags skyld – kan være bærere af en anden type coronavirus, der er artsspecifik. Det betyder, at den kun kan smitte netop hunde og katte. Disse coronavira har intet med covid-19 at gøre.
Et studie viser, at Covid-19 ikke er fundet hos kæledyr.
IDEXX Laboratories Inc. har testet tusindvis af hunde og katte for at undersøge forekomsten af covid-19 hos hunde og katte. Der er endnu ikke fundet coronavirus hos hunde og katte i denne undersøgelse.Kilde: Idexx Laboratories Inc
Hvad siger Den Danske Dyrlægeforening?
Den Danske Dyrlægeforening har også skrevet en artikel om coronavirus og kæledyr – herunder gode råd til håndtering. Kilde: ddd.dk