Danske våbenhandlere kræver erstatning af den danske stat

Da PAC tog deres nye våbenregistreringssystem i brug (fordi de følte sig pressede af en EU-deadline) virkede systemet ikke. Det vidste Rigspolitiet godt, men valgte alligevel at lukke ned for det fungerende system og (imod bedre vidende) at melde ud, at alt var i sin skønneste orden.

Dette kastede alle landet våbenejere ud i kaos omkring tilladelser med ekstreme ventetider og rod i systemerne. Det var i sagens natur voldsomt irriterende for jægere og sportsskytter, men decideret katastrofalt for landet våbenhandlere, som i lange perioder oplevede omsætningsnedgange på omkring 80%. Det kostede arbejdspladser og omfattende økonomiske problemer i branchen.

Nu rejser våbenhandlerne igennem deres brancheorganisation Danmarks Våbenhandlerforening erstatningskrav imod den danske stat for de tab som foreningens medlemmer helt uforskyldt har lidt på grund af Rigspolitiets inkompetence. Erstatningskravet bliver formentlig på et tocifret millionbeløb i størrelsesordenen 10-50 millioner.

Ifølge formanden for våbenhandlerforeningen, Kristian Petersen, er der ingen tvivl om, hvor ansvaret for branchens tab skal placeres:

”Statsadvokaten og Ombudsmanden har været inde over det her, hvor Ombudsmanden er kommet med en krads kritik, som baner vejen for søgsmålet og placerer en ret klar skyld hos Rigspolitiet for det, der er sket”

Endnu er ingen reelt draget til ansvar for skandalen, som også havde økonomiske konsekvenser for jægere, sportsskytter, jagtrejsebureauer og – ikke mindst – danske skatteydere. Spørgsmålet er, om den danske stat vil stå ved sit ansvar og udbetale rimelige erstatninger (som kommer oven i skyhøje ekstra-omkostninger for et IT-system, som os bekendt stadig halter), eller om man endnu engang slipper afsted med at ignorere borgernes rettigheder.

Rettigheder til jagt, skydning, våben, våbenejere og våbenhandlere står sjældent højt på den politiske dagsorden, men der er som bekendt tale om helt legitime aktiviteter, så de involveredes rettigheder burde respekteres som alle andres…

Mit Jagtblad følger sagen tæt.

Læs også