Artiklen er oprindeligt udgivet i Mit Jagtblad udgave 0316
Den ruhårede hønsehund er i jagthunde sammenhæng en ung race, da racen blev skabt i Tyskland i 1800-tallet. Man ønskede at skabe en alsidig jagthund, som havde større skarphed overfor rovvildt.
Der blev krydset både engelske og franske jagthunde ind i tyske jagthunde for at nå det ønskede avlsresultat.
I Danmark så man første gang den ruhårede hønsehund i 1909, da Hans Israelsen importerede hunden Königin Drage og præsenterede den for nordjyske jægere. Selvom hunden viste sig at være en god og alsidig jaghund, så brugte Hans Israelsen mange år på at udbedre racen.
Det var faktisk først efter 2.verdenskrig, at de kontinentale hunde blev mere populære. Men det var en stor omstilling for jægerne, som hovedsaglig havde jaget med de engelske stående hunde.
Da jeg selv startede med jagthunde i starten af 70’erne, var de ruhårede hønsehunde så udbredte, at en jæger, der kom gående eller cyklende med sin jagthund, oftest var ledsaget af en ruhår.
De blev simpelthen brugt til al slags jagt, og selv på det lokale gods blev de brugt som klapjagtsapportører, indtil retrieverne kom og overtog det job.
Antalsmæssig lå de ruhårede i de år på det dobbelte eller mere i forhold til i dag.
En af racens styrker var, at den ikke appellerede til folk, der skulle have den som selskabshund.
Der gik helt enkelt ikke mode i hunden, som man har set med andre jagthunderacer.
Og det er sundt for en jagthunderace, at den forbliver på jægernes hænder.
En arbejdshund
Ambitionerne for den ruhårede hønsehund er store. Den skal kunne klare et andetræk en tidlig morgen, forsætte med markjagt om formiddagen, drive lidt klovvildt om eftermiddagen og måske lige lave en eftersøgning af anskudt klovbærende vildt.
Det er jo en ordentlig mundfuld, men racens tilhængere holder fast i, at alsidigheden er et varemærke for den ruhårede hønsehund.
Man foretrækker det effektive og det praktiske frem for det smukke og lægger vægt på, at det stort anlagte og stilfulde søg, som man ser hos de engelske stående hunderacer, ikke er målet.
Til gengæld er den ruhårede fysisk stærk og udholdende.
Den har mod nok til apportere en ræv eller trække et anskudt stykke råvildt ned. Og en af dens helt store forcer, er sporarbejdet. Den ruhårede er derfor også stærkt repræsenteret blandt schweisshundene.
Den ruhårede før i tiden
Fortiden er noget, som få har oplevet, men mange har hørt om. Men blandt jægere, der jager med ruhår, er der stadig en del, som har fået interessen fra deres forældre, og som nu har givet interessen for at arbejde og jage med ruhår videre til den næste generation.
Det er et uomtvisteligt faktum, at den ruhårede hønsehund før i tiden var en skarp hund, ofte med et stærkt og hårdt temperament, og samtidig kendt for at være vagtsom. Det lå i den tids opfattelse af en god jagthund, at skarphed af enhver slags, kombineret med et hårdt og stærkt temperament, var ønskeligt.
Datidens hunde var ikke så sociale som nu, og måske heller ikke helt så indstillet på at dele alle jagtens glæder med andre hunde, ligesom de kunne have et vist ejerskab både overfor nedlagt vildt, deres familie og boligen.
Sådan var det dengang.
Jeg husker selv engang, hvor jeg gik og arbejdede hos en kunde. Kunden havde lukket mig ind og var derefter kørt, så jeg var alene med familiens ruhår. En dejlig hund, som jeg gik og snakkede med og klappede, helt uden problemer. På et tidspunkt ville jeg ud i min bil, og da stillede hunden sig venligt, men bestemt, op foran hoveddøren og lod mig på flere måder forstå, at vi nok var bedste venner, men jeg måtte blive inde i huset, til ejeren kom hjem igen.
Den ruhårede nu
Inden for de sidste 15-20 år har mange ting ændret sig for den ruhårede hønsehund. Tiden er ikke længere til hunde, som er så skarpe og vagtsomme, at det kræver særlige hensyn i dagligdagen. Nu om dage har jægerne, heldigvis, deres hunde som en del af familien, hundene bor inde i huset, og derfor skal jagthunde også uden problemer kunne omgås både voksne og børn, samt andre husdyr.
Derfor har avlen også taget en anden og positiv retning, hvor hundene nu har et blødere temperament, er mere kontaktsøgende, og meget mere socialt omgængelige.
Det betyder også, at hundene er blevet meget nemmere at dressere, og frem for alt at hundene kan trænes med moderne og humane metoder.
Fortidens træningsmetoder kan heldigvis ikke bruges på nutidens ruhår – det kan de slet ikke tåle.
Hvem køber en ruhår til jagt
Alle, der arbejder med opdræt og salg af jagthundehvalpe, kender problematikken. Den kommende jagthundeejer har kigget på racerne.
Hele familien er involveret, og der bliver lagt stor vægt på udseendet, størrelse, farven og så videre.
Men det interessante er jo, hvordan er hunden, og når det drejer sig om hunde, der er avlet til at jage før skuddet, så kræver det, at man kan træne hund, eller sekundært er i stand til at lære det.
En hund, der har den energi, der kræves for at jage, skal trænes omhyggeligt.
Grunddressuren skal være på plads, og hunden skal ikke introduceres for tidligt til jagt. Det gælder i høj grad for den ruhårede hønsehund.
Moderne jagt, som mest er konsortiejagt, med mange deltagere og store vildtmængder, er ikke ideelt for ret mange jagthunderacer, heller ikke den ruhårede.
Den vil jo virkelig helst arbejde hårdt for sine vildtsituationer og vil være helt ideel for den eller de jægere, som selv kan skyde over deres egne hunde.
Heldigvis ser det ud til, at der en udvikling mod mindre jagter med færre deltagere og til gengæld mere fokus på kvaliteten og frem for alt på hundearbejdet. Det vil gavne den ruhårede meget.
Fremtiden for den ruhårede hønsehund
Udviklingen i landbruget, som gør, at agerhøns har dårlige vilkår og derfor også har en ultrakort jagttid, er ikke af det gode i forhold til den ruhårede hønsehund.
Selvom man ofte ser jagtreportager, hvor jægere i skjorteærmer er på hønsejagt med deres ruhår, så er det ikke en mulighed, som mange jægere har.
Alligevel spår tilhængere af racen, at der vil være en vis fremgang for den ruhårede.
I hvert fald har kloge og fremsynede ruhårs-folk taget nogle meget interessante initiativer. Man har valgt at lægge stor vægt på den ruhårsmand/kvinde, der jager med hunden, frem for dem, der dyrker markprøver eller udstillingssport med hunden.
Denne satsning på bredden og på jægerne er meget positiv.
Der afholdes flere weekend kurser omkring jagttræning, og der er kun adgang for dem, der vil jage med hundene.
Samtid har man udviklet en jagt-egnethedstest, hvor man ikke alene tester hundenes medfødte egenskaber, men som noget helt nyskabende også tester hundenes temperament.
Der er store håb knyttet til denne test, som vil være officiel fra sommeren 2016.
