Målet med den lange køretur til Nordjylland var dels at komme til bunds i ”duehøgeproblematikken” med disse to praktisk orienterede repræsentanter fra hver sin side af debatten og dels at se, om det ikke er muligt at komme med nogle realistiske fælles bud på, hvordan vi fremadrettet kan løse de udfordringer der er. Måske kunne vi til og med komme med forslag til at erstatte skyttegravskrigen med et konstruktivt samarbejde.
Vi mødtes på Pajhede onsdag den 16. september. På denne 500 hektar store ejendom er det naturen og jagten, der er i højsædet og sådan har det været i årtier. Der sættes fasaner og gråænder ud i henhold til biotopplanen for området og der er en tæt bestand af råvildt, dåvildt og kronvildt under vildthegn. På ejendommen yngler der p.t. to par duehøge og der har de sidste 10 år været mere eller mindre fast enlig kongeørn på distriktet. Begge disse arter tager mange af de udsatte fugle – især fasaner – på ejendommen.
Hvad er problemet?
Jan Tøttrup har som passioneret feltornitolog fulgt såvel duehøge og kongeørne i Vendsyssel tæt i mere end fire årtier. Han har personligt ringmærket omkring 3500 duehøgeunger og samtlige de kongeørne som er kommet på vingerne i Danmark i nyere tid. Hans forskningsarbejde anerkendes i hele verden. Han er kort og godt den, der herhjemme formodentligt ved mest om duehøgenes liv og ynglebiologi.
Jan er ikke i tvivl om, at duehøgene er gået tilbage i såvel Vendsyssel som i resten af landet, siden bestanden var på sit højeste engang midt i 1990’erne. I undersøgelsesområde ”Vendsyssel” (2417 km2) toppede bestanden dengang med 72 ynglepar. Efter voldsom bekæmpelse faldt bestanden til under 35 par. Den ligger nu igennem nogle år stabilt omkring 40. Det er mere usikkert nu, hvad det egentlige problem er.
Han nævner fødegrundlaget, skovdriften, prædation fra stor hornugle (i Jylland), forstyrrelser og ulovlig bekæmpelse som mulige delårsager. Ulovlig bekæmpelse kan være motiveret af meget andet end jagt – f.eks. af hold af fritgående høns eller brevduer. En del af problematikken er også, at hvis en art går tilbage, kan en hvilken som helst delårsag til tilbagegangen blive additiv – d.v.s. at den bidrager til og accelererer den negative udvikling, selvom den måske ikke i sig selv er den dominerende årsag. Alle problemer er naturligvis væsentlige for en art i tilbagegang.
Et andet problem er med stor sandsynlighed underrapportering af ynglende duehøge. Jeg har i de seneste uger fået mange rapporter fra skytter, som har ynglende duehøge på revirerne, som ikke er registreret i den nye Atlas III undersøgelse, der netop er gennemført af DOF. Dette forklarer bestemt ikke den samlede tilbagegang i bestanden, men det står ikke desto mindre i skærende kontrast til DOFs gentagne udmeldinger om, at duehøgene oftest mangler på de store jagtrevirer.
Fasaner er mad for rovfugle
Jan Tøttrup lægger ikke skjul på, at fasanudsætninger er en direkte fordel for såvel ynglende duehøge som kongeørne. Han går så vidt som til at sige, at der ikke ville være ynglende kongeørne uden for Lille Vildmose (som er et hegnet naturområde), hvis det ikke var for fasanudsætning! Samtlige andre ynglepar af kongeørn har nemlig valgt at placere deres reder i områder med intensiv udsætning. De lever af fasaner og det er enkelt at dokumentere. Han siger også, at rastende unge kongeørne ofte opholder sig på jagtområder med fasanudsætning. Et fuldt stop for udsætninger vil ifølge Jan Tøttrup lede direkte til betydeligt færre ynglende og rastende kongeørne i Danmark.
LÆS OGSÅ: Jagtfasanen og de forskellige fasanracer
Det samme gælder for duehøgene. Der er en enkelt og lavpraktisk årsag til, at denne art tiltrækkes af områder med mange fasaner. Duehøgen er fra naturens side bygget til at fange fugle i den størrelse. Det er nem mad og hvis duehøgen i øvrigt ikke generes/bekæmpes i yngleperioden, vil områder med fasanudsætning være en kraftig fordel for duehøgene i Danmark. Jagtvæsner har med andre ord et stort potentiale til at ”hjælpe” den danske duehøgebestand og mange steder sker dette uden tvivl allerede – f.eks. på Pajhede.
Lokalt samarbejde
At lokalt samarbejde imellem professionelle jagtvæsner og fugleentusiaster som Jan Tøttrup kan være særdeles frugtbart er demonstreret i Vendsyssel gennem mere end 40 år. Tøttrup er en velkommen gæst overalt og man trækker gerne på hans erfaringer. En årsag til den gode stemning er uden tvivl, at Jans motivation altid har handlet om fuglene og ikke en pind om foreningspolitik. Han kommer således på ejendommene i Nordjylland som rovfuglenes pragmatiske ambassadør og ikke som en ”partisoldat” for en eller anden interesseorganisation.
I den seneste tid har jeg som nævnt fået en hel del meldinger fra skytter i hele Danmark, som har haft ynglende duehøge på revirerne uden at disse er blevet registreret i DOFs Atlas III undersøgelse. Det kan der være flere årsager til. Dels er DOF-repræsentanter helt enkelt ikke velkomne på mange private ejendomme. Den situation er opstået i kølvandet på en række ubehagelige episoder med anmeldelser af alverdens i øvrigt lovlige tiltag på ejendommene efter besøg af ornitologer. Disse oplevelser bliver naturligvis delt imellem såvel skytter som jordbesiddere og det er de færreste som frivilligt inviterer folk, som de føler sig aktivt modarbejdede af.
Et simpelt forslag
Hvordan sikrer vi bedst, at fugleudsætningerne bliver et anerkendt fremtidigt aktiv for de danske rovfugle? Jeg er helt med på, at dette strider voldsomt imod eventuelle planer om at forbyde denne praksis, men med naturbevarelsesbrillerne på, er jeg sikker på, at vores kulturlandskab har større potentiale for at understøtte bestande af større rovfugle som kongeørn, duehøg og stor hornugle med udsætninger end uden udsætninger. Der er næppe heller tvivl om, at mindre aktivt jagende rovfugle såsom musvåger og røde glenter har et positivt udbytte af fasan- og gråandeådsler i kølvandet på udsætninger.
Omkring bordet i Jeppes køkken bliver vi tre hurtigt enige om, at der er flere problemer, der trænger til at blive løst, men at det ikke burde være umuligt at nå i mål:
1. Rovfuglene på jagtområderne skal registreres for at tælle med i datagrundlaget. Manglende registrering af f.eks. duehøgepar får måske problemerne med tilbagegang i bestanden til at se værre ud, end de egentlig er. Der er brug for at udvikle lokale alliancer mellem troværdige fuglekyndige og jagtvæsnerne – præcis som det fungerer så fint i Nordjylland imellem Jan Tøttrup og de nordjyske jagtejendomme. Hverken skytter eller lodsejere trives med mistillid til de mennesker, der inviteres ind på deres ejendomme. Uden gensidig tillid og respekt – intet samarbejde.
2. Det bør gøres så attraktivt som muligt, at lægge terræn til ynglende rovfugle. Et middel kunne være at belønne et ynglende par duehøge på ejendommen med en ekstra udsætningskvote på fasaner, som er stor nok til dels at understøtte rovfuglene og dels finansiere sig selv under efterårets jagter. Hvis det f.eks. anslås, at et duehøgepar (eller ynglepar af andre store rovfugle) koster 500 fasaner burde man tillade ekstra udsætning af op til f.eks. 1.000 fasaner. Ordningen kunne køres via de eksisterende biotopplaner som en bonusordning. En sådan bonusordning kunne i bedste fald udgøre et positivt incitament til bevarelse af ynglebiotoper og minimering af forstyrrelse. Desuden ville den sikre rigelig fødetilgang for rovfuglene, og ikke mindske antallet af jagtbare fugle på reviret, når jagtsæsonen går i gang (tværtimod). Ordningen ville formentlig ikke lede til problemer for rovfuglene og den koster ikke samfundet noget.
Jan Tøttrup forslår endvidere, at man som jordejer får en kompensation for at have et par ynglende kongeørne på et distrikt med udsætning af fasaner.
Der kan sikkert findes andre tiltag, der efter samme devise skaber et positivt incitament for at optimere sin ejendom for store rovfugle. If it pays, it stays! Guleroden skaber altid bedre resultater end pisken.
Jan Tøttrup Nielsen har godkendt ordlyden af denne artikel.
LÆS OGSÅ: Fodring af fasaner om foråret – Derfor bør du supplere med proteinrigt fasanfoder
