Fri jagt på fynske mårhunde

GPS-mårhunde på sommerferie - Jægere kan frit skyde mårhunde på Fyn frem til efteråret

Projektet med lokke-mårhunde – også kaldet judas-dyr – på Fyn holder sommerferie og alle de GPS-mærkede dyr er nu indsamlede og sendt på rekreation ved Silkeborg indtil de til efteråret igen sættes ud på Fyn og er operative. Dermed er det fuldt lovligt for jægere at skyde alle observerede mårhunde på Fyn.

Normalt arbejder judas-dyrene med at finde nye partnere som de derefter forråder på det voldsommeste ved at lede jægere til den nye partner, som kan aflives. Med de GPS-mærkede mårhunde væk er ilden fri resten af sommeren. Det gælder også hvis jægere støder på mårhunde med halsbånd.

Projektet med Judas-mårhundene styres af Naturstyrelsen, der ikke forventer at der er ynglende mårhundepar på Fyn, men kun strejfere, der er kommet over fra Jylland. Derfor kan alle observerede mårhunde opfattes som enlige og det er ikke nødvendigt at forholde sig til eventuelle hvalpe, som men bør gøre i Jylland når man støder på mårhunde i terrænet i løbet af sommeren.

For et par år siden forsvandt et par judas-mårhunde på Fyn og Naturstyrelsen mistede kontakten til dem uden at kunne finde en egentlig dødsårsag. I 2022 forsvandt yderligere et dyr på Fyn, men Naturstyrelsen forventer ikke at der vil dukke mårhunde med GPS-halsbånd op på Fyn denne sommer.

Skulle du alligevel støde på en mårhund med GPS-halsbånd på kamera eller på jagt må du gerne skyde. Naturstyrelsen opfordrer dog til at du ikke ødelægger GPS-halsbåndet, der kan genbruges.

Ser du en mårhund med GPS-halsbånd på dit vildtkamera, hører Naturstyrelsen selvfølgelig gerne om det hurtigst muligt og skulle du – mod forventningen – se og få skudchance til en GPS-mårhund på Fyn, så sørg for ikke at ramme halsbåndet. Det kan nemlig genbruges. Kontakt Naturstyrelsen på tlf. 25 40 85 70. De henter meget gerne GPS-halsbåndet. Fanges en levende mårhund med GPS-halsbånd i løbet af sommeren behøver man i øvrigt ikke aflive den. Naturstyrelsen henter gerne den levende mårhund, så den kan komme på sommerhotel og genaktiveres til efteråret. Styrelsen forventer at genoptage GPS-indsatsen på Fyn og Tåsinge til September på samme måde som hidtil.

Læs også