Grimme parasitter angriber hunde – nyt udbrud i Jylland

Pas på hvad hunden går og spiser på gåturen. Snegle spreder to livsfarlige ormeinfektioner i Danmark

To rigtigt ubehagelige parasitter, som kan være dødelige for hunde, spreder sig i Danmark. Lungeorm og hjerteorm er meget alvorligt for hundene, der enten får ødelagt hjerte eller lunger eller bliver alvorligt syge under behandlingen. I mange tilfælde ender forløbet med hundens død.

Senest er de to ubehagelige orme dukket op i Jylland, som ellers har været forskånet parasitterne indtil nu. Det melder en østjysk dyrlæge, der har haft flere hunde inde med de ubehagelige parasitter i Vrønding nær Horsens.

De to parasitter smitter både hunde og ræve og har indtil nu primært optrådt i Nordsjælland med udbrud i Storkøbenhavn og senest i Odsherred i Nordvestsjælland.

De to orme også kendt som fransk hjerteorm og ræve lungeorm smitter ikke direkte, men de rammer hundene gennem efterladenskaber. Ormene ligger i hunde- og rævelorte, som spises af snegle. Andre hunde spiser derefter sneglene og får ormene i sig. Det vil sige, at der ikke er nogen fare, når hunde mødes. Til gengæld skal man passe på, hvad hunden spiser under gåturen.

Er man i tvivl, opfordrer dyrlægerne til, at man kommer ind med hundene til kontrol. Der tages en afføringsprøve, som kan vise, om de ubehagelige parasitter er i spil.

Dyrlægerne opfordrer også til, at man er ekstra omhyggelig med at samle hundeefterladenskaber op efter sig, hvis der er udbrud af parasitterne i området for at forhindre spredning.

Udbruddene har en tendens til at opstå i et begrænset område, hvor ormene får fat i de lokale hunde.

Læs også