Ifølge de delegerede er arten i praksis en invasiv art med et ekstremt sprednings- og vækstpotentiale, der udgør en trussel for hjemmehørende europæiske småvildtarter.
Umiddelbart tror jeg ikke, at det er klogt at argumentere for, at guldsjakalen er invasiv. eftersom der er en klar videnskabelig definition for begrebet invasiv, som guldsjakaler mig bekendt ikke opfylder. Guldsjakaler er hjemmehørende på Balkan, hvorfra arten har spredt sig voldsomt på ganske naturlig vis.
Men dette betyder ikke, at guldsjakalens indtog i Vest- og Nordeuropa er uproblematisk. Tværtimod. Arten, som størrelsesmæssigt befinder sig mellem ræv og ulv – får mange unger, jager i flok og kan leve i meget tætte bestande. Rumænske og bulgarske vildtforvaltere har masser af praktisk erfaring med arten, som blandt andet i kraft af sin uovertrufne evne til at leve i menneskers nærhed, er svær at forvalte. Dens indtog i vore økosystemer må forventes at få samme forløb som introduktionen af invasive arter som mårhund, mink og vaskebjørn. Guldsjakalen er et reelt super-rovdyr. Det vil give store problemer for vore nuværende arter – markvildtet, råvildtet, rævene – som står til at blive enten præderet (ædt) eller presset hårdt i konkurrencen om føde.
Det ville derfor være at udvise rettidig omhu, hvis de europæiske lande gjorde arten jagtbar, inden den for alvor etablerer sig og skaber ravage. Det er fuldstændig urealistisk og ikke ønskværdigt at udrydde guldsjakalerne, men der er behov for effektive værktøjer til at begrænse bestanden, inden der sker alt for stor skade på den øvrige fauna.
Jeg frygter at vore myndigheder overser udviklingen og forpasser chancen for at lære sig af de sydøsteuropæiske erfaringer inden problemet har vokset sig stort. Guldsjakalen er allerede i Danmark og alle europæiske lande syd for grænsen. Bestandstilvæksten er eksponentiel, og udviklingen kan pludselig tage fart.
