De egentlige hjorte, hvortil kronhjorten (Cervus elaphus) regnes som den mest karakteristiske, er udbredt i et jordomspændende bælte i den nordlige tempererede klimazone. I Europa findes kronhjorten overalt; det er først når vi kommer længere østover, at der findes overgangsformer til maralhjorten (Cervus elaphus maral), der dominerer Centralasien. På den anden side af kloden hersker diverse underarter af wapitien (Cervus elaphus canadensis), der findes i Østasien og hele Nordamerika.
Kronhjorten har i århundreder været det største landlevende pattedyr over det meste af Europa – vore nordlige naboer undtaget. Til Danmark indvandrede arten efter sidste istid for cirka 10.000 år siden og siden har der stået en fast bestand her på trods af, at man i århundreder forsøgte at udrydde den statelige hjorteart i udviklingens hellige navn.
Kronhjorten siges af nogle at have fået sit skandinaviske navn på grund af det udvoksede gevirs karakteristiske facon, der ender i en krone. Andre mener, at navnet måske snarere har sin oprindelse i det faktum, at dette ædle vildt i mange århundreder var forbeholdt den herskende klasse i samfundet. Det er dog kun i de skandinaviske lande, at kronvildt hedder kronvildt. Syd og vest for os er det hjortens smukke farve, der har givet den sit navn. På engelsk hedder arten således: ”Red deer”, på tysk: ”Rotwild” og på fransk: ”Cerf rouge”.
Indenfor kronhjortens europæiske udbredelsesområde er der utroligt stor variation i såvel krops- som trofæstørrelse. De mindste hjorte findes i det skotske højland, de største findes i det nordlige Kaukasus, men som tidligere nævnt er grænsen mellem kronhjort og maralhjort flydende. Også lokalt kan der være stor variation i kronvildtstammen. Dette skyldes både fødetilgang, genetik og jagttryk. At de trofæmæssigt største hjorte i Danmark nedlægges i Jægersborg Dyrehave er derfor ingen overraskelse, eftersom fødetilgangen er optimal, genetikken er styret gennem århundreders selektiv jagt og jagttrykket er afpasset efter størst mulig høst af stærke trofæer. Geviret på en kronhjort på fri vildtbane er stærkest, når hjorten er mellem syv og 11 år gammel.
Ædel skønhed
Jagtskribenten Alwin Pedersen skrev i 1956 de rammende ord: ”Krondyret er kongeligt vildt. Allerede for vore forfædre var kronhjorten ikke kun indbegrebet af ædel skønhed og styrke, men også legemliggørelse af den højeste glæde, jagten kunne byde dem og deri har intet ændret sig den dag i dag.”
Der findes overalt i kronvildtets udbredelsesområde talrige eksempler på hulemalerier og klipperistninger, der viser kronvildt og ikke mindst jagt på kronvildt. Disse afbildinger bekræfter, at også vore forfædre var betagede af den sjældne kombination af styrke og elegance, der kendetegner en udvokset kronhjort.
Denne kunstneriske betagelse har siden omgærdet kronhjorten og gør det også i allerhøjeste grad i vore dage. Tænk blot på sofastykkerne, der pryder titusinder af danske hjem, forestillende mere eller mindre veludførte kronhjorte ved bredden af uspolerede skovsøer. På de engelske øer er fællesbetegnelsen for disse værker ”Monarch of the glen” eller noget i retning af ”Dalens konge” og de forestiller stort set altid en stolt knejsende hjort på baggrund af skotsk højland og en faretruende uvejrshimmel. Sådanne malerier er et fænomen overalt i kronhjortens udbredelsesområde; det er altså ikke kun blandt jægere, at kronhjorten høster bifald, også blandt resten af befolkningen har den ædle hjort en stor fanskare.
Læs også: Pürschjagt på kronhjort i Vestjylland – en nyjægers fortælling
Tidlige civilisationer som skyterne tillagde hjorten guddommelighed og brugte flittigt dyret i deres stiliserede smykkekunst og i den græske mytologi spiller hjorten flere vigtige roller. Først og fremmest som jagtgudinden Artemis hellige dyr, men også i en række heltesagn. Der er for eksempel historien om den ivrige jæger Acteon, der under en hjortejagt med sine hunde ganske uforvarende kom til at kaste et flygtigt blik på den i en skovsø badende Artemis og hendes – efter sigende ganske lækre – nymfer. Den jomfruelige gudinde blev så sur over dette brud på hendes privatlivs fred, at hun på stedet forvandlede jægeren til en prægtig hjort og sendte hans egne hunde efter ham. Hundene sønderrev den fortvivlede Acteon uden at vide, at det var deres elskede herre, der fortvivlet brølede i sin dødskamp imellem deres frådende kæber.
Også den sagnomspundne helt Agamemnon stiftede bekendtskab med jagtgudindens jomfrunalske raserianfald. Han kom til at nedlægge en hjort i hendes skov og hun straffede heltens krybskytteri ved at lade vinden, der skulle føre hans krigsflåde til Troja, lægge sig. Agamemnon var nød til at ofre sin egen datter for at få vind i sejlene igen.
Artemis tvillingebror Apollo anså også hjorten for at være noget særligt. Apollo var biseksuel og pædofil og han kastede på et tidspunkt sin kærlighed på en velskabt dreng, der hed Cyparissus. Som en elskovsgave til drengen skænkede Apollo ham en hellig hjortekalv, som den lille ”loverboy” naturligvis blev meget glad for. Ved et hændeligt uheld dræbte Cyparissus imidlertid kalven med et spyd og han blev så trist til mode, at han ønskede at dø. Han bad Apollo om at måtte lade sine tårer falde i al evighed og Apollo forvandlede ham på stedet til et cyprestræ, hvis harpiks som bekendt løber som tårer fra dets stamme. Betragt historien som en tidlig lektie i vigtigheden af sikkerhed i omgang med jagtvåben!
På vore egne breddegrader spiller kronhjorten også en rolle i mytologien. Livets træ, Yggdrasil, der bærer asernes, jætternes og vor egen verden, huser fire hjorte, der suser rundt i grenene og nipper af knopper og blade. Disse hjorte er henholdsvis østen-, vesten-, norden- og søndenvinden.
Kelterne, der beboede de engelske øer og lagde kvinder til vore forfædres massevoldtægter, nærede stor respekt for den majestætiske kronhjort. Det hed sig således, at en hjort kunne blive tre gange så gammel som en mand og den blev dermed forbundet med såvel styrke som visdom og livskraft.
Senere i historien udgjorde kronhjorten også en brik i den kristne forestillingsverden. Hjorten har således i den middelalderlige billedkunst været et af mange symboler på selveste Jesus Kristus. At hjorten opnåede denne ærefulde status skyldtes den gamle folketro, at hjorten med sit blotte åndedrag trækker slangerne af deres huller og derpå stamper dem til døde under sine klove. Og slanger er som bekendt dyrerigets fremmeste stedfortrædere for Satan selv.
Kronhjorten uden ekstraudstyr er også et symbol på ikke mindre end tre katolske helgener, mens den udstyret med et strålende krucifiks imellem stængerne spiller hovedrollen i endnu en kristen legende, der kendes af alle belæste jægere.
En juledag engang i det syvende århundrede kom en ivrig jæger i Ardennerne ikke helligdagen i hu og jagede med sine hunde hjorte i bjergskoven. En prægtig hjort trådte frem for jægeren og imellem dens takker strålede et krucifiks. Lamslået ved dette syn faldt jægeren på knæ for sin gud og arbejdede resten af sit liv i vor herres tjeneste. Han blev senere biskop i Liége, patroniseret og ophøjet til jægernes skytshelgen under navnet Sankt Hubertus. På en måde var det synd, han lod den gå – det havde været noget af et trofæ!
Kongernes vildt
Før 1700-tallets udryddelseskampagner blev kronvildtet anset for forudsætningen for den ædle jagtsport, som kongehus og adel satte så stor pris på. Enorme landområder – vildtbaner og dyrehaver – blev reserveret jagten, der i perioder blev drevet som parforcejagt og til andre tider som stort anlagte drivjagter. I Nordsjælland, som var kongernes enemærke, anlagde man Store Dyrehave ved Hillerød udelukkende til parforcejagt. Også Eremitagen nord for København er etableret alene med henblik på kongens hjortejagt, ligesom adskillige andre – nu nedlagte – vildtbaner overalt i Danmark.
Man får et begreb om jagtens betydning for regenterne, når man i historiebøgerne kan læse, at Christian IV nedlagde 1600 udsøgte hjorte på en jagt i Jylland i 1593 og at hjortene på et tidspunkt stod så tæt på Falster, at de spærrede for trafikken.
I en lang årrække var man fra kongehusets side så fokuseret på den nordsjællandske hjortejagt, at fæstebønderne i området fik forbud mod at holde hund, medmindre et ben var amputeret; skulle nogen jage med kronens vildt, blev det kongen selv og ikke en ussel bondehund!
Christian den IV´s barnebarn, Christian V, var en af de ivrigste jægere i vor kongerække. Særligt parforcejagten stod hans hjerte nær og han drev den med stor iver i blandt andet Dyrehaven. Skønt han var meget svagelig og måtte bæres i kirke (uden at ligge i en kasse) ville han dog med vold og magt deltage i Hubertusjagten, der i 1698 afholdtes den 19. oktober. Det tog ganske lang tid at få hjorten stillet, men da det skete, blev kongen kaldt fra taflet for at affange dyret med sin hirschfänger, der som bekendt er et kort, ret jagtsværd alene beregnet på nådesstødet – ”la coup de gras”.
Normalt et forholdsvis ufarligt forehavende, fordi hjorten i reglen var kollapset fuldstændigt og desuden blev holdt nede af hundene, der var dresserede til at afvæbne det stolte dyr ved at holde det i fast ører og snude.
Denne hjort skulle imidlertid vise sig at tilføje jagten mere dramatik end vanligt, idet den sprang op, da kongen jog sværdet i den, væltede ned over majestæten og tilføjede ham et velrettet spark over benet med sit ene bagløb.
I den dramatiske udgave af Danmarkshistorien døde kongen i en tidlig alder i den efterfølgende sensommer som en direkte følge af denne dramatiske hændelse. Set i lyset af, at han deltog aktivt i tre parforcejagter i måneden, før han drog sit sidste åndedrag, er dette nu nok en unødig dramatisering af sandheden…
Set i et større historisk perspektiv blegner de dansker kongers bedrifter på hjortejagten dog noget i forhold til udenlandske fyrsters utrolige resultater.
Det berettes således om den første Johan Georg af Sachsen, at han i perioden 1611-55 nedlagde ikke mindre end 47.239 stykker kronvildt, heraf 24.563 hjorte. Lige i nabolaget på slottet Moritzburg opbevares i øvrigt den tids fineste samling af hjortetrofæer, der rummer 71 eksemplarer med mere end 24 sprosser. Den sjældneste – for køn er den ikke – er en 66-ender nedlagt i 1696 af kong Frederik af Preussen.
I nyere tid har også det østrig-ungarske og det tyske kongehus dyrket hjortejagten med stor iver. Således nåede den sidste tyske kejser at nedlægge 1.880 hjorte, mens hans nære ven, den østrigske tronfølger Franz Ferdinand, fik ram på mere end 5.000 inden en sebisk nationalist fik ram på ham.
Læs også: Månedens trofæ – Mit livs hjort
At hjortene er og bliver den herskende klasses mest attråede vildtart er siden slået fast af såvel nazister – i særdeleshed Hermann Göring – og kommunister. Den nu hedengangne rumænske charmetrold Ceausescu opnåede inden sin pludselige fratræden en samling på ikke mindre end 33 hjortetrofæer på over 220 C.I.C. point.
Når en dansk jæger fra Tappernøje får et anfald af bukkefeber ved synet af sit livs hjort, er han altså kommet i fornemt selskab i klubben af de udvalgte, der har oplevet suset ved jagten på Europas kronede vildtkonge.
Hvor kan jeg jage kronhjort?
Når vi ser bort fra de danske muligheder, kan der jages kronhjort i alle de traditionelle europæiske jagtrejselande. Inden man booker en hjortejagt må man dog gøre sig klart, om det er jagten, økonomien eller trofæet, der har højeste prioritet. Vil man på spændende jagt til færrest mulige penge, er en tur til Østeuropa efter mindre hjorte en mulighed. Også det norske vestland byder på udfordrende jagt til rimelige priser og endnu billigere kan hjortejagten gøres i det skotske højland, men her er jagten af en helt anden karakter i det åbne landskab, der nok kræver god kondition, men som til gengæld giver jægeren den indlysende fordel, at dyrene kan spottes mange kilometer borte.
Går man efter de store trofæer, har man tre reelle muligheder: Man kan vælge at betale kassen og opsøge hjortene i brunsten på fri vildtbane. Jo længere sydøstover man drager, desto større bliver trofæerne. Desværre er priserne særdeles godt med og det er ingen myte, at en ekseptionelt stærk hjort kan være dyrere end en mellemstor stationcar!
Har man ikke af aversioner imod at skyde i hegn, kan man på denne måde høste monstrøst store trofæer til rimelige penge (i sammenligning med førnævnte hjorte på fri vildtbane). Således har jeg i Skåne set eksempler på hjortetrofæer taget i dyrehaver på knap 13 kg! Prisen varierer efter sigende meget fra sted til sted.
Den sidste mulighed er at opsøge kronhjorten på den sydlige halvkugle, hvor den visse steder er udsat og har etableret særdeles stærke bestande. I den forbindelse skal særligt New Zealand og Argentina fremhæves som to steder, hvor det på fri vildtbane (eller i enorme hegn) er muligt at skyde kolossale hjorte. Prisen kan variere meget på denne form for jagt, der er meget lidt udbredt blandt danske jagtrejsende.
