Det er vigtigt at der er en jagtforretning i Bjerringbro. Det giver dynamik og fællesskab i lokale jægerkredse, og det er med til at holde byen og lokalområdet levende. Det synes ikke mindst den lokale Niels Due Jensen, der er født og opvokset i den midtjyske by og har haft en lang karriere som direktør og bestyrelsesformand i områdets store virksomhed GRUNDFOS.
Efter pensionen i 2011 har erhvervsmanden blandt andet fundet mere tid til sin store passion jagt, og derfra var springet til at blive manden bag det nye forretningstiltag i Bjerringbro ikke langt. Den engagerede jæger havde længe været kunde hos bøssemageren i Bjerringbro og i foråret 2021 blev det muligt for Niels Due Jensen at erhverve de bygninger, hvor der tidligere havde været drevet jagtforretningen fra. Han indsatte Godsforvalter Carsten Ishøy til at administrere forretningen og i løbet af de følgende år kom bøssemager Thomas Jensen til i lokalerne på Pilevej 6 i Bjerringbro.
Nu var fundamentet til den nye jagtforretning på plads. Men der manglede noget. En moderne jagtforretning uden en internetshop er et sjældent syn nu til dags og kort efter etableringen af Bjerringbro Bøssemager og Våbenhandel på Pilevej 6 dukkede en mulighed op.
Webshoppen Hunters´ Point kom til salg, og den kunne lige præcis det som den engagerede flok jægere i forretningen på Pilevej 6 manglede. Den kunne levere den internetshop, som skulle til.
Webshoppen handler ikke kun om at komme i kontakt med kunder over hele landet. Den har også en anden fordel. Med en webshop kan der skabes noget mere omsætning og dermed tilbydes bedre priser til kunderne.
Hele forretningen skiftede navn til Hunters’ Point og passes nu til dagligt af Rasmus Tovgaard, mens Thomas Juhl Jensen er i bøssemagerværkstedet ved forretningen.
”Det har været en rigtig god oplevelse at skubbe Hunters´ Point i gang, og vi oplever allerede nu, at lokalområdet har taget godt imod os. Mange kommer forbi for at sige hej og se lidt på, hvad vi kan” fortæller Carsten Ishøy fra Bjerringbro. Han passer både driften af Ormstrup Gods og administrerer Hunters ´Point.
Til hverdag er det dog Rasmus Tovgaard og bøssemager Thomas Juhl Jensen kunderne kan møde i forretningen på Pilevej 6. De er begge entusiastiske skytter og klar til at hjælpe jægere og skytter med det meste. Det gælder også usædvanlige opgaver. Det har holdet bag forretningen nemlig betydelig erfaring i.
Udviklede lyddæmper
Niels Due Jensen lancerede sidste år NDJ Soundbreaker, som allerede har fået stor opmærksomhed i Danmark og udlandet. Den sælges også hos Hunters´ Point og er både udviklet og produceret i Danmark.
Niels Due Jensen fortæller at: ”Jeg nyder synet af en smukt formgivet jagtriffel, men det generer mit øje, når den traditionelle rørformede lyddæmper er monteret. Dertil kommer så, at den ofte er tung og hæmmer våbnets håndterbarhed.
Jeg besluttede mig derfor for at udvikle en ultralet lyddæmper med en organisk facon, der passer bedre ind i de former, som kendetegner en jagtriffel. Men hvordan skulle jeg gøre det rent praktisk? Det spørgsmål drøftede jeg med min gode ven Thomas Lund, DANSK TEKNOLOGI, som har udviklet en lang række banebrydende produkter. Vi troede begge på, at det var muligt, hvis vi forenede vores erfaringer fra et langt liv med produktudvikling. Jeg fra min tid som koncernchef for GRUNDFOS, hvor jeg også var ansvarlig for teknologiudvikling, og Thomas fra mere end 950 udviklingsprojekter igennem 40 år. Rigtig mange koncepter blev konstrueret og afprøvet, før vi nåede frem til NDJ SOUNDBREAKER, som er kendetegnet ved et enestående gunstigt forhold mellem vægt og lyddæmpning.”
Processen med den nye lyddæmper gav masser af erfaring og et godt netværk.
Derfor er Hunters´ Point ikke bleg for at tilbyde at udvikle andre nyheder for kunder med gode ideer.
Først er det dog vigtigst at skabe opmærksomhed om og tillid til den nye forretning i Bjerringbro-området, og det skal blandt andet ske gennem nye aktiviteter.
”For eksempel holdt vi bukkepral i forretningen den 16. maj. Det var både hyggeligt, og så kom der forbavsende mange mennesker forbi og fik en snak og en kop kaffe. Det var vi rigtigt glade for” fortæller Carsten Ishøy. Han og Rasmus Tovgaard forventer mange lignende aktiviteter omkring Hunters´ Point i fremtiden.
”På sigt tænker vi os, at de fantastiske områder omkring Ormstrup Gods, hvor jeg har min daglige gang, kan være enestående rammer om masser af jagt-aktiviteter. Det kunne være hundeprøver, madlavning af vildt, kurser og meget mere. Det vil passe ind i vores vision om at skabe noget for det lokale jægermiljø i forbindelse med forretningen i Bjerringbro” fortæller Carsten Ishøy.
Der tegner sig dermed to spor i den nye forretning Hunters´ Point. En dynamisk og lokalt forankret forretning på Pilevej 6 og en webshop, der kan sikre, at udvalget både er bredt og relevant for kunderne. Og de behøver ikke kun være jægere.
”Vi ser faktisk en del ikke-jægere kigge forbi. De er blandt andet interesserede i kvalitetsbeklædning til udendørsliv, og derfor prøver vi at have mærker, der kan det hele på hylderne. Blandt andet den britiske tweedspecialist Alan Paine og svenske Chevalier, men der er tøj for enhver pengepung i Hunters´ Points sortiment” fortæller Rasmus Tovgaard.
Han og resten af holdet bag den unge jagtforretning i Bjerringbro arbejder hårdt for at være endnu bedre, når efterårssæsonen går i gang, og på sigt er der ingen tvivl om ambitionsniveauet.
”Om nogle år er vi forhåbentlig vokset og har mulighed for at tilbyde kunderne endnu mere end i dag, og samtidig har vi fået gang i mange spændende nye aktiviteter i lokalområdet, som kan støtte jægere og naturentusiaster” slutter Rasmus Tovgaard.