Markante prisstigninger på ammunition i sigte

Krig og produktionsomlægninger får prisen på ammunitionen til at stige i Europa. Især haglpatroner ser ud til at blive dyrere. Ikke mindst sportsskytterne kan blive hårdt ramt

Krig og ændringer i ammunitionsproduktionen ser ud til at give betydelige prisstigninger på ammunition næste år. Flere steder i Europa er priserne allerede steget markant i 2024.

Kristian Petersen, der er formand for Danmarks våbenhandlerforening og indehaver af Våbensmeden i Hedehusene, anslår at stigningerne på visse typer ammunition kommer til at ligge på minimum 15 procent i løbet af næste år.

Ingen eksport af nitrocellulose

 ”Jeg har lige overtaget salget af Hornady ammunition i Danmark og var til møde med dem i sidste uge. Der kunne de fortælle mig, at en af de primære årsager til de kommende prisstigninger skyldes, at Kina er holdt op med at eksportere nitrocellulose, der er et vigtigt element, når der produceres moderne nitrokrudt. Det betyder, at der er mangel på krudt overalt.” fortæller Kristian Petersen.

Prisen på Nitrocellulose er – i løbet af 2024 – steget fra 8 dollars kiloet til 27 dollars kiloet (en stigning over 300 pct). Det har fået flere europæiske aktører til at arbejde med nye måder at producere Nitrocellulose på, men ingen er på vej med noget konkret til markedet endnu.

Fænghætter og hylstre er også en mangelvare

Ud over manglende krudt er den ledende, franske, producent af hylstre til haglpatroner i Europa ved at sætte produktionen af hylstre ned. Franskmændene forventer, at der vil være omkring en tredjedel færre hylstre til salg næste år. Samtidig er der alt for få fænghætter på markedet. Det vil medføre endnu højere priser på haglpatroner.

”Når man taler med andre i branchen, lyder det som om, at fænghætter er stort set umulige at opdrive for tiden,” fortæller Kristian Petersen, som dog ser tegn på, at det bliver lidt bedre i sidste halvdel af 2025.

Statslige aktører opkøber næsten al ammunition

Endelig er en række statslige aktører meget aktive, og de køber stort set al den ammunition, de kan få fat i. En del ryger til Ukraine, mens resten skal fylde, de halvtomme ammunitionslagrer i de europæiske lande og i USA. I USA opkøber staten stort set alt, hvad der produceres af riffelammunition til Forsvaret.

Selvom priserne også vil stige på jagtammunition, ser det ud til, at sportsskytterne er dem, der bliver hårdest ramt.

Store prisstigninger på haglpatroner

”Jeg forventer at haglpatroner kan stige med op mod 25 procent, men jeg har en formodning om, at det ikke vil påvirke jægerne meget voldsomt. Deres forbrug er trods alt ikke enormt, og jeg tror også at producenterne af jagthaglpatroner kan finde besparelser – for eksempel i markedsføringen, der kan holde priserne nogenlunde under kontrol. Til gengæld må sportsskytterne, der jo bruger mange patroner om året, nok se frem til at deres ammunitionsbudgettet kommer til stige, så det kan mærkes reelt,” mener Kristian Petersen.

Frygter at prisstigninger kan medføre dårligere skydning

Også flere steder i udlandet vækker stigningerne irritation. I Tyskland og Sverige diskuteres det, om dyrere ammunition vil få jægerne til at træne mindre, og at man dermed kan risikere, at det fører til dårligere skydning og flere anskydninger. Prisstigningerne kan også få indflydelse på de unge jægere, som vi alle gerne vil have ind i vores miljøer.

Læs også